Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Mads Eg Damgaard, Burgdorf, Erik Hansen (Vejle amt), Stæhr Johansen [formand], A. Chr. Andersen, From, Johan Philipsen, Samuelsen, Jens Peter Jensen (Agerskov) [næstformand], Helge von Rosen, Gorrsen, Ove Hansen, Hans Hækkerup, Hans Lund, Knud Nielsen, Axel Ivan Pedersen og Kurt Brauer.
Loven har følgende ordlyd:
"§ 1. Lov nr. 537 af 10. september 1920 om oprettelse af et statshospital i Sønderborg ophæves.
§2. Indenrigsministeren bemyndiges til at yde Sønderjyllands amtskommune et statstilskud på 35 mill. kr. til fortsat udbygning af landshospitalet i Sønderborg.
§3. Ved beregningen af tilskud i henhold til § 13 i lov nr. 237 af 4. juni 1969 om sygehusvæsen til Sønderjyllands amtskommune for regnskabsåret 1972-73 stilles amtskommunen, som om indenrigsministeriets udgifter ved driften af landshospitalet i Sønderborg i de til grund for tilskudsberegningen liggende regnskabsår havde været afholdt af amtskommunen.
§ 4. Denne lov træder i kraft den 1. april 1972."
Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse udtalte indenrigsministeren følgende i fremsættelsestalen:
"Landshospitalet i Sønderborg — tidligere statshospitalet — blev oprettet ved lov nr. 537 af 10. september 1920, idet man fra den danske stats side efter genforeningen ønskede at sikre den sønderjyske befolkning en bedre sygehusmæssig behandling.
Fra 1934 indledtes der et samarbejde mellem staten, Sønderborg byråd og Sønderborg amtsråd om fælles drift af statens hospital og Sønderborg amts sygehus. Fællesdriften betyder bl. a., at Sønderjyllands amtskommune yder et årligt bidrag til landshospitalets drift på 50-55 pct. af driftsudgifterne.
Siden etableringen af fællesdriften er der i henseende til sengetal, specialiseringsgrad m. v. gennemført en udbygning af landshospitalet, så at det i dag — i overensstemmelse med sundhedsstyrelsens og indenrigsministeriets planer — varetager funktionen som landsdelens centralsygehus.
I forbindelse med kommunalreformen, hvorved der med Sønderjyllands amtskommune er skabt en økonomisk bæredygtig kommunal enhed i Sønderjylland, er det fundet rimeligt at foreslå landshospitalet overdraget til amtskommunen. Efter lovforslaget vil overgangen blive gennemført den 1. april 1972, hvorefter Sønderjyllands amtskommune i relation til finansieringen af sine sygehusudgifter stilles lige med landets øvrige amtskommuner. Hospitalsanlægget foreslås overdraget amtskommunen vederlagsfrit.
For også fremover på tilfredsstillende måde at kunne varetage funktionen som centralsygehus er landshospitalet i øjeblikket under en omfattende udbygning, først og fremmest med en ny senge- og behandlingsbygning ved landshospitalet. Udgifterne ved dette byggeris 1. etape, anslået til i alt 88 mill. kr., afholdes med den ene halvdel af statskassen og. den anden halvdel af Sønderjyllands amtskommune, og denne finansieringsform foreslås ikke ændret i forbindelse med landshospitalets overdragelse, hvorimod fortsættelsen i 1974 med en 2. etape må ske for amtskommunens regning, dog således, at der foreslås ydet amtskommunen et forud fastsat anlægstilskud.
Dette tilskud begrundes med, at landshospitalets overgang til Sønderjyllands amtskommune vil betyde en væsentlig stigning i amtskommunens sygehusudgifter. I 1970-71 løn- og prisniveau er stigningen beregnet til ca. 10 mill. kr. årligt i driftsudgifter, hvortil kommer, at amtskommunen ved siden af sin deltagelse i finansieringen af landshospitalets udbygning er engageret i en bekostelig udbygning af sygehuset i Haderslev. For i nogen grad at afbøde denne økonomiske byrde foreslås der ydet Sønderjyllands amtskommune et anlægstilskud på 35 mill. kr., der forudsættes knyttet til 1. del af 2. etape af den ny senge- og behandlingsbygning, som påregnes udført i 1974-1978."
Lovforslaget, der i folketinget fik en velvillig modtagelse, henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) stillede forslag om pristalsregulering af statstilskuddet, således at tilskuddet fastlåses til byggeindekset pr. 1. april 1972 og herefter reguleres i overensstemmelse med dette. Som begrundelse for ændringsforslaget henviste mindretallet til den planlagte lange byggeperiode, der først forventes afsluttet i 1978. Mindretallet indstillede herefter lovforslaget til vedtagelse med denne ændring, men et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret.
Efter at det af mindretallet stillede ændringsforslag var blevet forkastet ved 2. behandling med 82 stemmer mod 31, vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling med 142 stemmer.