Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Ulla Worm, Karen Thurøe Hansen [formand], Asger Jensen, Lis Møller, Anna Sejerøe-Olsen, A. Chr. Andersen [næstformand], Kofoed, Valbak, Amtoft, Samuelsen, Grete Hækkerup, Thomas Have, Waldemar Laursen, Ejner Nielsen, Axel Ivan Pedersen, Karl Max Rasmussen og Gunhild Due.
Ifølge loven § 1 pålægges det kommunerne at indrette klinikker og ansætte tandlæger og hjælpepersonale i det omfang, det er nødvendigt for at sikre alle børn i den undervisningspligtige alder adgang til vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje. Den kommunale børnetandpleje forvaltes efter reglerne i lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender.
Amtsrådet kan, når særlige forhold taler derfor, i en tidsbegrænset periode fritage en kommune for pligten efter § 1. Kommunen skal i så fald afholde udgifterne ved børnenes tandpleje hos privat praktiserende tandlæger. (§ 2).
Amtsrådet kan godkende overenskomster mellem to eller flere børnetandplejeordninger. (§ 3).
Regler om omfanget af og kravene til den af loven omfattede børnetandpleje fastsættes af indenrigsministeren efter forhandling med Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser og Amtsrådsforeningen i Danmark. (§ 4).
Retningslinier for de kommunale børnetandplejeklinikkers indretning og drift fastsættes af sundhedsstyrelsen. (§ 5).
Kommunalbestyrelser og amtsråd er forpligtet til efter regler fastsat af sundhedsstyrelsen at afgive oplysninger om virksomheden i medfør af loven. (§ 6).
Loven træder i kraft den 1. august 1972. Indtil den 1. august 1973 omfatter pligten efter § 1 kun børn i første skoleår og hjemmeunderviste børn på samme alderstrin. Indtil den 1. august 1974 omfatter pligten børn i første og andet skoleår og hjemmeunderviste børn på samme alderstrin og så fremdeles, indtil ordningen omfatter alle børn i den undervisningspligtige alder.
Uanset foranstående bestemmelser kan indenrigsministeren dog pålægge kommunalbestyrelser og amtsråd at gennemføre rimelige foranstaltninger til forebyggelse af tandsygdomme hos børn.
Ifølge loven skal forslag om revision af loven fremsættes for folketinget senest i folketingsåret 1977-78.
Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse udtalte indenrigsministeren følgende:
"I 1959 blev der efter kommunal henstilling nedsat en kommission, der skulle afgive betænkning om retningslinjerne for den fremtidige skolebørnstandpleje og eventuelt anden børnetandpleje. Kommissionen afgav betænkning i 1966 og foreslog en obligatorisk offentlig forebyggende og behandlende børnetandpleje gennemført overalt i landet, således at gennemførelsen i videst muligt omfang blev overladt til kommunerne. Staten skulle efter betænkningens forslag refundere 50 pct. af kommunernes lønudgifter. Kommissionen mente, at den eksisterende skoletandpleje burde udbygges, før der blev taget skridt til indførelse af obligatorisk småbørnstandpleje overalt, selv om der ud fra en logisk og faglig betragtning burde begyndes med spædbørns- og småbørnstandpleje.
Da betænkningen forelå, var ca. halvdelen af landets undervisningspligtige børn omfattet af en skoletandplejeordning med regelmæssige tilsyn og tandbehandling. Der var imidlertid en ikke ubetydelig mangel på tandlæger, hvilket kunne vanskeliggøre forslagets praktiske gennemførelse. Dertil kom, at man på dette tidspunkt var i færd med forberedelsen af kommunalreformen og i sammenhæng hermed en omlægning af refusionssystemet. Tidspunktet var derfor ikke særlig belejligt til at pålægge kommunerne nye opgaver. Ændringen i den kommunale struktur og etableringen af langt større kommuner ville efter indenrigsministeriets opfattelse i sig selv indebære et yderligere skridt i retning af at bringe flere børn ind under en systematisk tandplejeordning.
Den 4. juni 1970 vedtoges her i tinget en beslutning, hvori folketinget opfordrer regeringen til — efter forudgående forhandlinger med de kommunale organisationer — at fremsætte forslag til lov om offentlig forebyggende børnetandpleje. Under udvalgsbehandlingen af forslaget til folketingsbeslutningen gav jeg udtryk for, at vi i indenrigsministeriet — efter kommunalreformens gennemførelse — arbejdede med et lovforslag, på grundlag af hvilket forhandlingerne meget snart ville kunne indledes.
Siden 1966 har forholdene udviklet sig i gunstig retning for gennemførelse af en ordning, der gør det obligatorisk for kommunerne at sørge for, at alle børn i den undervisningspligtige alder får forebyggende og behandlende tandpleje. I kraft af kommunesammenlægningerne vil flere børn efterhånden komme ind under systematisk tandpleje. Så vidt jeg ved, ordner man sig noget forskelligt i de ny storkommuner med hensyn til tilrettelæggelsen af denne udvidelse, men det skulle være et overgangsfænomen. En forbedret udligningsordning mellem kommunerne og selve det faktum, at kommunerne er blevet større og mere økonomisk bæredygtige, bevirker, at det findes rimeligt fortsat at lade dem selv bære udgifterne. Endelig er tandlægemangelen i de senere år blevet afhjulpet betydeligt. Med den trinvise ordning, som lovforslaget hjemler, skulle der således ikke længere være betænkeligheder ved nu at gennemføre det ønske, som længe har været næret om en ligestilling af alle landets børn på dette område."
Lovforslaget blev mødt med velvilje fra alle folketingets partier, omend der fra flere sider blev udtrykt beklagelse af, at forslaget som følge af mangelen på tandlæger ikke omfattede samtlige børn, men alene børn i den undervisningspligtige alder. — I den af folketingsudvalget afgivne betænkning anføres det bl. a., at udvalget med indenrigsministeren har drøftet spørgsmålet om, hvorvidt det bør sikres, at børn i børnehaveklasser får kommunal tandpleje, og at ministeren i denne forbindelse har oplyst, at han i den bekendtgørelse, som skal udstedes i medfør af lovforslagets § 4, vil overveje en bestemmelse om, at kommunerne kan yde tandpleje også til børn under den undervisningspligtige alder. Af betænkningen fremgår det endvidere, at udvalget overfor indenrigsministeren har rejst spørgsmålet om, hvordan det kan sikres, at en tandretning, der er begyndt i slutningen af den undervisningspligtige alder, kan fuldføres på forsvarlig vis. Ministeren har hertil svaret, at man må gå ud fra, at der på de etablerede kommunale klinikker drages omsorg for, at en påbegyndt tandregulering afsluttes, men at sundhedsstyrelsen med henblik på de få tilfælde, hvor en tandreguleringsbehandling ikke er afsluttet inden for den undervisningspligtige alder, agter at henstille til kommunerne, at en påbegyndt tandregulering afsluttes på den kommunale klinik, selv om barnet ikke længere er undervisningspligtigt.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uændret og enstemmigt med 130 stemmer.