Efter 2. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Haunstrup Clemmensen, Mads Eg Damgaard, Jørgen Jensen, Hans Kjær [formand], Jens Peter Jensen (Sorø amt) [næstformand], Niels Eriksen, Per Federspiel, Dagmar Andreasen, Jørgen Andersen, Helge von Rosen, Jørgen Peder Hansen, Poul Dalsager, Holst, Per Hækkerup, Anker Jørgensen, Kampmann og Poul Dam.

I den oprindelige lov om Danmarks Erhvervsfond af 4. april 1960 var beløbsrammen, inden for hvilken garantier og kautioner kunne ydes, fastsat til 1½ milliard kr. Dette beløb er siden da forhøjet gentagne gange, senest ved lov nr. 50 af 20. februar 1969 til 6,5 milliarder kr.

Ved nærværende lov er beløbsrammen yderligere forhøjet til 8½ milliard kr.

Om baggrunden for forhøjelsen af beløbsrammen oplyste handelsministeren bl. a. følgende ved fremsættelsen:

„... Der er gået knap 2 år, siden folketinget i februar måned 1969 drøftede eksportkreditordningen og forhøjede den beløbsramme, inden for hvilken eksportkreditrådet kan give garantier og kautioner fra 5 til 6,5 milliard kr. Når jeg allerede nu vender tilbage til folketinget og foreslår en ændring af loven, skyldes det, at væksten i eksportkreditrådets forpligtelser i den forløbne tid har været så stor, at de 6,5 milliard kr., der i loven er fastsat som maksimum for rådets virksomhed, har vist sig ikke at være tilstrækkelige. Pr. 31. juli 1970 androg eksportkreditrådets totale forpligtelser således 6.193 mill. kr. Endvidere har ordretilgangen fra udlandet til danske skibsværfter i de senere måneder haft et sådant omfang, at der er fremsendt ansøgninger til eksportkreditrådet om kaution over for Danmarks Skibskreditfond for yderligere 552 mill. kr. omfattende ordrer til levering langt ind i 1974.

Eksportkreditrådet har givet tilsagn om at ville stille disse kautioner, men tilsagnene er betinget af, at folketinget vedtager en forhøjelse af lovens maksimum...."

Efter en nærmere redegørelse for eksportkreditrådets forpligtelser og omfanget af disse sluttede ministeren med at sige:

„... I min forelæggelsestale i december 1968 berørte jeg risikoen ved de stigende forpligtelser. Jeg finder anledning til på ny at erindre om, at over halvdelen af de samlede forpligtelser er koncentreret på værftsindustrien og derfor afhængig af rederierhvervets fremtidige indtjeningsmuligheder. De tab, eksportkreditrådet hidtil har konstateret, har under højkonjunkturen på eksportmarkederne i begyndelsen af 60erne været forholdsvis beskedne, men har i de senere år været stigende. Medens tabene indtil 31. marts 1964 ikke i noget år oversteg 700.000 kr. og i hvert af finansårene 1964/65 og 1965/66 var ca. 2,5 mill. kr., udgjorde tabene i de sidste 3 finansår henholdsvis ca. 5,1 mill. kr., ca. 9,3 mill. kr. og ca. 7,0 mill. kr.

Danmarks Erhvervsfond, som primært tjener til sikkerhed for de af eksportkreditrådet afgivne garantier og kautioner, androg pr. 31. marts 1970 ca. 292 mill. kr...."

Ved 1. behandlingen kunne samtlige de i debatten deltagende ordførere tiltræde forslaget og anbefale dette til hurtig vedtagelse — uden udvalgsbehandling.

Ved 2. behandlingen meddelte Sigsgaard (VS), at hans parti ville stemme mod lovforslaget. Han henviste herved til, at der gennem erhvervsfonden ydedes støtte bl. a. til den portugisiske koloni Angola og til Den sydafrikanske Republik. Støtten var efter hans opfattelse støtte til racistregimer, og den danske stat fik gennem garantiordningen en objektiv økonomisk interesse i, at disse regimer forblev ved magten. Han henviste yderligere til, at FN havde vedtaget en længere række af resolutioner, der pålagde medlemslandene at medvirke til, at racistregimerne kunne blive væltet, og at de unddroges støtte. I overensstemmelse hermed fremsatte han ved slutningen af sit indlæg følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget udtaler, at der ikke af Danmarks Erhvervsfonds midler eller på anden måde bør ydes nogen form for støtte til eller garantier for dansk eksport til eller investeringer i Sydafrika og de portugisiske kolonier i Afrika,

fortsætter tinget behandlingen af den foreliggende sag."

Efter at Per Hækkerup (S) havde foreslået, at lovforslaget udvalgsbehandledes, trak Sigsgaard forslaget til motiveret dagsorden tilbage, og forslaget blev derefter henvist til behandling i et folketingsudvalg på 17 medlemmer.

I sin betænkning anførte udvalget bl. a. følgende om de spørgsmål, der var blevet rejst under 2. behandlingen:

„I sine kommentarer har handelsministeren understreget, at loven om Danmarks Erhvervsfond ikke har noget u-landssigte, men administreres ud fra risiko- og soliditetssynspunkter, og at det derfor er naturligt, at den sagkundskab, som findes i erhvervsorganisationerne og i bankerne, inddrages i administrationen. Ministeren har endvidere anført, at når eksportkreditrådet giver garantier på Den sydafrikanske Republik og Angola, er det ud fra den betragtning, at alle andre industrilande eksporterer til disse lande og så vidt bekendt også giver garantier i forbindelse med sådan eksport. Det ville derfor være at diskriminere over for de danske eksporterhverv, hvis rådet nægtede garantigivning.

Udvalget kan tiltræde de af handelsministeren anførte principper for lovens administration og er tillige enig med ministeren i, at det af hensyn til eksportkreditordningens fremtidige administration ikke vil være rimeligt at kræve oplyst, hvilke firmaer der har ansøgt eller fået bevilget støtte fra eksportkreditrådet.

Udvalget ønsker herudover at pege på den nære sammenhæng mellem på den ene side Den sydafrikanske Republik og de portugisiske besiddelser i det sydlige Afrika og på den anden side Rhodesia. Det har for ganske nylig kunnet fastslås, at en del danske varer, der angiveligt var bestemt for de pågældende lande, enten fra begyndelsen har været bestemt for Rhodesia eller i det mindste er blevet reeksporteret til dette land, som Danmark har forpligtet sig til ikke at have samhandel med. Der er således en risiko for, at dansk eksport til de lande i det sydlige Afrika, hvormed der opretholdes normale handelsforbindelser, kan bidrage til at gøre blokaden mindre effektiv.

Udvalget understreger nødvendigheden af, at det i videst muligt omfang søges sikret, at Danmarks forpligtelse til ikke at have handelsmæssigt samkvem med Rhodesia efterleves ved, at bestræbelserne for at søge eventuelle overtrædelser opklaret fremmes mest muligt med henblik på at gøre strafferetligt ansvar gældende...."

Af betænkningen fremgik endvidere, at udvalget havde udbedt sig en tilkendegivelse fra regeringen af, at Danmark som sædvanlig gennemfører de henstillinger, som indeholdes i vedtagne FN-generalforsamlingsresolutioner, selvom Danmark har stemt imod eller undladt at stemme om resolutionen. Udenrigsministerens redegørelse for dette spørgsmål var optrykt i betænkningen.

Et flertal i udvalget (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer) indstillede derefter forslaget til vedtagelse, idet man tilkendegav, at man kunne tiltræde udenrigsministerens redegørelse.

Også mindretallet (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer, indstillede forslaget til vedtagelse, idet det fremhævedes, at man kunne tiltræde retningslinjerne for erhvervsfondens administration med den henstilling til handelsministeren, at der i de konkrete afgørelser tages hensyn til disses overensstemmelse med Danmarks almindelige politik i forhold til de forskellige afrikanske lande.

Ved 3. behandlingen genfremsatte Sigsgaard det forslag til motiveret dagsorden, som han havde fremsat, men trukket tilbage under 2. behandlingen. Debatten, der blev forholdsvis lang, resulterede i, at forslaget til motiveret dagsorden forkastedes med 78 stemmer (KF, V og RV med undtagelse af Skovmand) mod 10 stemmer (SF, VS og DK samt Skovmand (RV)); 43 medlemmer (S) undlod at stemme.

Lovforslaget vedtoges herefter med 127 stemmer mod 2 (VS), medens 2 medlemmer (DK samt Skovmand) undlod at stemme.