Efter 1. behandling henvist til udvalg på 21 medlemmer.

Haunstrup Clemmensen [næstformand], Asger Jensen, Jørgen Jensen, Hans Kjær, Stetter, Enggaard, Anders Andersen, Jens Foged, Jens Peter Jensen (Sorø amt), Bernhard Baunsgaard [formand], Niels Helveg Petersen, Grethe Philip, Erling Dinesen, Lis Groes, Grünbaum, Per Hækkerup, Anker Jørgensen, J. O. Krag, Ivar Nørgaard, Aksel Larsen og Ømann.

De vigtigste bestemmelser i loven er:

"§ 1. Ved erhvervsmæssigt salg her i landet af varer må der ikke tages højere priser end de den 22. september 1970 gældende.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 må producenter forhøje priserne med beløb til dækning af stigninger i priser for råvarer og hjælpestoffer. Importører, grossister og detaillister må ved videresalg af varer forhøje priserne med beløb til dækning af stigninger i indkøbsprisen.

§ 2. For transport- og tjenesteydelser her i landet må der ikke tages højere priser, takster eller honorarer end de den 22. september 1970 gældende.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 må takster for transportydelser forhøjes med beløb til dækning af stigning i udgifterne til driv- og smøremidler. For tjenesteydelser må priser, takster og honorarer forhøjes med beløb til dækning af stigning i priser på materialer, som medgår til tjenesteydelsen.

§ 3. Bestemmelserne i §§ 1-2 finder også anvendelse ved offentlige virksomheders salg af varer og levering af transport- og tjenesteydelser.

§ 4. Monopoltilsynet kontrollerer overholdelsen af bestemmelserne i §§ 1-3.

Stk. 2. Virksomheder, som er omfattet af loven, skal kunne godtgøre, at deres priser er lovlige. I modsat fald kan monopoltilsynet kræve priserne nedsat til beløb, som monopoltilsynet finder bedst stemmende med bestemmelserne i §§ 1-2.

Stk. 3. Monopoltilsynet kan undtage vare- eller erhvervsområder fra bestemmelserne i §§ 1-3, hvor markedsforholdene eller varens eller ydelsens karakter taler derfor.

§ 5. Virksomheder inden for industri, håndværk og handel, som for salg af varer her i landet fastsætter eller tilkendegiver priser eller avancer for videresalg i efterfølgende omsætningsled, skal anmelde disse og ændringer heri til monopoltilsynet. Anmeldelse skal ske snarest muligt og senest samtidig med, at priserne meddeles de efterfølgende omsætningsled. Modtagelse af anmeldelse indebærer ikke godkendelse af de anmeldte priser eller avancer.

Stk. 2. De priser, der den 22. september 1970 er tilkendegivet for videresalg i efterfølgende omsætningsled, må ikke forhøjes, medmindre forhøjelsen skyldes forhold som nævnt i § 1, stk. 2.

Stk. 3. Monopoltilsynet kan undtage fra bestemmelserne i stk. 1.

§ 6. Loven omfatter ikke løn- og arbejdsforhold eller priser, takster og honorarer, der fastsættes ved lov eller i henhold til lovgivningen skal godkendes af folketingets finansudvalg."

Herudover indeholder loven straffebestemmelser for overtrædelse af de foran nævnte bestemmelser.

Loven trådte i kraft den 12. oktober 1970 og skulle bortfalde den 1. marts 1971. Ved lovens ikrafttrædelse ophævedes lov nr. 193 af 29. maj 1970 om prisstop for tjenesteydelser m. v.

Lovforslaget var et led i den økonomiske saneringspolitilc, som regeringen anså for nødvendig med henblik på at tilvejebringe stabilitet i pris- og indkomstudviklingen og nedbringe underskuddet på betalingsbalancen.

Ved fremsættelsen gav handelsministeren bl. a. følgende oplysninger om indholdet af og baggrunden for lovforslaget:

"Lad mig straks sige, at store betænkeligheder har måttet overvindes ved fremsættelsen af et lovforslag, der indebærer et så rigoristisk og relativt langvarigt indgreb i prisdannelsen. Regeringen har måttet afveje fordele og ulemper, som ville være forbundet med et indgreb af denne karakter, men er herved kommet til det resultat, at landet befinder sig i en situation, hvor en lovgivning som den, der her foreslås, må findes rigtig og påkrævet.

Regeringen har lagt op til en samlet indkomstpolitisk løsning og har appelleret til arbejdsmarkedets parter, til organisationerns og til hele befolkningen om at vise ansvar og medvirke hertil. Lovforslaget er udtryk for regeringens vilje til at skabe ro omkring prisudviklingen i de kommende måneder, hvor vigtige dele af denne politik må finde deres afklaring. Det drejer sig i første række om de forhandlinger, der skal finde sted på arbejdsmarkedet om nye overenskomster, og om de forhandlinger, regeringen kommer til at føre med organisationerne og i folketinget med sigte på at tilrettelægge en økonomisk politik ud fra nødvendigheden af at opnå en hurtig og væsentlig bedring af betalingsbalancen.

Gennem lovforslaget tilvejebringes en vigtig forudsætning for, at udviklingen i de nærmest kommende måneder ikke tager et sådant forløb, at nogen del af befolkningen får mulighed for i denne forhandlingsperiode at foregribe udviklingen og herigennem helt eller delvis sikre sig mod følgerne af den stabilisering af priser og indkomster, der gerne skulle fremstå som det samlede resultat af disse forhandlinger. Prisstoppet er i denne henseende således tænkt som et ståsted, ud fra hvilket en økonomisk politik skulle kunne tilrettelægges på længere sigt og med bred tilslutning. Regeringen vil med henblik herpå også overveje den lovgivning på prisområdet, der på længere sigt vil kunne indgå som led i en samlet indkomstpolitisk løsning.

Dette lovforslag tager direkte sigte på at markere nødvendigheden af, at den udvikling, hvor stigende priser og stigende indkomster i stadig vekselvirkning presser hinanden op, nu må bringes til ophør. Regeringen er ganske klar over, at et prisstop ikke alene og slet ikke på længere sigt vil kunne løse dette problem. For det første kan et prisstop kun gennemføres som en midlertidig foranstaltning, hvad jeg senere skal komme tilbage til, men for det andet må et prisstop finde støtte i en finanspolitik og en pengepolitik, som sigter mod gradvis at fjerne det pres på vore økonomiske ressourcer, som er en drivkraft bag udviklingen. Uden baggrund heri ville et prisstop selv for en kortere periode kunne få alvorlige skadevirkninger for både produktion og beskæftigelse. Et prisstop understreger derfor nødvendigheden af en fortsat stram finans- og pengepolitik ved at fjerne den selvforstærkende tendens, der er indbygget i en generel stigning af priser og indkomster. Uden dette vil her et prisstop sammen med den stramme finans- og pengepolitik kunne bidrage til, at virkningerne på betalingsbalancen slår hurtigere igennem, end det ellers ville være tilfældet.

Lovforslaget må også gerne opfattes som et frontalt angreb på den inflationsmentalitet i erhvervslivet, hos lønmodtagere og hos forbrugere i øvrigt, som bl. a. finder udtryk i indkomstkapløbet under de så velkendte slagord som kompensation, efterslæb, udligning etc., og som er resulteret i et forceret forbrug, som landet valutarisk ikke kan skaffe dækning for. Den finanspolitiske linje, regeringen har anlagt, og de yderligere besparelser, som regeringen agter at gennemføre i det kommende finansår, må gerne tages som udtryk for, at heller ikke den offentlige sektor har grund til at føle sig skyldfri i denne udvikling, og at også denne må vedstå sig forpligtelser over for kravet om en økonomisk stabilisering.

Udviklingen har bragt os til et punkt, hvor vi står over for nødvendigheden af en kursændring, og gennem dette lovforslag, som jeg gerne vedgår har karakter af en økonomisk hestekur, kommer dette forhåbentlig klart og utvetydigt til udtryk. Det foreslåede prisstop betyder i sit princip, at man i lovens gyldighedsperiode ikke tillader prisstigninger, der har rod i vore indre forhold, dvs. som skyldes avancestigninger eller indenlandske omkostningsstigninger, herunder lønstigninger. Prisstoppet er i sig selv egnet til at hindre, at sådanne omkostningsstigninger opstår. I det omfang de alligevel måtte forekomme — og det kan i et vist omfang blive tilfældet — må sådanne stigninger bæres af virksomhederne selv. Det vil også gælde de lønstigninger, der måtte blive gennemført i denne periode, men regeringen må her gå ud fra, at arbejdsgiverne og lønmodtagerne ude i de enkelte virksomheder indretter sig på, at virksomhederne nu kommer i den situation, at ingen priser kan forhøjes for at kompensere stigende lønudgifter. Den udvikling, at stigende lønninger mere eller mindre automatisk omsættes i stadig stigende priser, kan ganske enkelt ikke længere accepteres.

Over for de byrder — og det er mange — som et sådant prisstop vil betyde for den enkelte virksomhed, der herigennem kan blive bragt i en vanskelig økonomisk situation, vil jeg gerne pege på, at en lang række virksomheder her i landet permanent har befundet sig og stadig befinder sig i en situation, hvor stigende lønudgifter og omkostninger i øvrigt ikke uden videre kan lægges på priserne. Jeg tænker naturligvis her på de eksporterende virksomheder og på de virksomheder, der må sælge på det danske marked i hård konkurrence med udlandet. For sådanne virksomheders vedkommende må stigende lønudgifter og stigende omkostninger i øvrigt bæres af virksomhederne og søges afbalanceret gennem øget effektivitet, og det kan lykkeligvis konstateres, at denne del af vort erhvervsliv har vist en beundringsværdig evne til at løse denne opgave. Trods en god indsats har industrieksportens fremgang imidlertid ikke været tilstrækkelig til at opveje de meget store krav til import, som forbrug og investering har stillet. Afsætningsmulighederne i udlandet er stadig gode, men vore eksportvirksomheder er i henseende til deres evne til at bære stigende omkostninger ved at blive bragt til grænsen af deres formåen. De stadig stigende omkostninger belaster konkurrenceevnen, og eksportvirksomhederne får stadig vanskeligere ved at skaffe sig den fornødne arbejdskraft i konkurrence med den del af erhvervslivet, der befinder sig i en mindre udsat stilling i konkurrencemæssig henseende. Denne udvikling må og skal bringes til ophør, for svigter vor industrielle eksportformåen, vil hele grundlaget for en gradvis forbedring af vor betalingsbalance for alvor svigte.

Ud fra dette betragtningssæt betyder det foreslåede prisstop, at den del af vort erhvervsliv, der overvejende sælger på hjemmemarkedet og ikke under så hårde konkurrencevilkår som vore eksporterende virksomheder, nu heller ikke vil få mulighed for automatisk at lade lønstigninger og andre omkostningsstigninger følge af forhøjede priser. Prisstoppet tager derfor også sigte på at placere vor eksportindustri i en relativt gunstigere position i konkurrencen om de knappe arbejdskraftressourcer.

Medens prisstoppet således tager sigte på at eliminere de indefra virkende prisstigningstendenser, ligger det i sagens natur, at de omkostningsstigninger, der måtte komme til os udefra i form af stigende priser på råvarer og halvfabrikata, kan vi ikke unddrage os virkningerne af. Sådanne prisstigninger må i sidste instans bæres af samfundet og må derfor også afspejle sig i prisudviklingen her i landet."

Handelsministeren afsluttede sin fremsættelse med at give en redegørelse for, hvorfor man havde ladet det foreslåede prisstop tage udgangspunkt i forholdene den 22. september. Han udtalte herom:

"Bestemmelsen om, at prisstoppet tager sit udgangspunkt i forholdene den 22. september, bør også nok give anledning til en kommentar. Lad mig pointere, at dette ikke er et udtryk for, at loven har tilbagevirkende kraft, så denne bestemmelse kan ikke med rette kritiseres ud fra den synsvinkel. Loven træder først i kraft, når den er gennemført her i folketinget, og vil først kunne håndhæves fra denne dato, og kun priser, der tages efter denne dato, falder ind under lovens forbudsbestemmelser. Når regeringen har fundet det nødvendigt at føre prisstoppets grundlag tilbage til den 22. september, er det, fordi arbejdsmarkedets og erhvervslivets organisationer denne dag blev orienteret om regeringens hensigt om at gennemføre et prisstop, og heraf fulgte forståeligt nok nødvendigheden af at lægge prisforholdene på dette tidspunkt til grund for stoppet. Denne fremgangsmåde finder regeringen fuldt forsvarlig, og derfor fandt regeringen det heller ikke påkrævet at tage det helt ekstraordinære skridt at indkalde folketinget den 22. september.

Efter lovforslaget udløber prisstoppet den 1. marts 1971, det vil sige, at det får gyldighed knap 5 måneder. For et generelt prisstop er dette en meget lang periode, og jeg vil her igen pointere, at et prisstop ikke kan være et permanent led i den økonomiske politik. Prisreguleringen må på længere sigt nødvendigvis give mulighed for en vis fleksibilitet. Prisdannelsen har jo ikke mindst til formål at fremme den mest økonomiske anvendelse af landets produktive ressourcer, og så længe prisdannelsen låses fast gennem et prisstop, vil dette formål ikke kunne tilgodeses. Fordelingen af ressourcerne vil herigennem gradvis tendere mod at blive skæv og uøkonomisk.

Et andet væsentligt forhold i denne forbindelse er det, at prisdannelsen nødvendigvis må knyttes sammen med løn- og indkomstdannelsen i øvrigt i samfundet. Regeringen har stærkt pointeret nødvendigheden af, at forbrugsstigningen i de nærmest kommende år holdes inden for meget snævre grænser for at tilvejebringe de nødvendige forudsætninger for en forbedring af betalingsbalancen. Låses priserne fast gennem lov under forhold, hvor indkomsterne stiger mere end produktionen, vil der herigennem være skabt mulighed for en forbrugsstigning, som vil fremme en udvikling stik mod nødvendigheden af at forbedre betalingsbalancen.Det må derfor stærkt understreges, at skal vi fortsat kunne sikre os nogenlunde stabile priser og nedbringe underskuddet på betalingsbalancen, må indkomstdannelsen afpasses efter vore realøkonomiske muligheder.

Mange er her fælles om et tungt ansvar. Regeringen er fast besluttet på at leve op til sin del af dette og henstiller indtrængende, at andre, herunder parterne på arbejdsmarkedet, der nu skal i gang med forhandlingerne, indstiller sig på det samme.

Når prisstoppets udløb er foreslået til 1. marts 1971, er det et udtryk for regeringens forventning om, at der til den tid har fundet en afklaring sted af de mange problemer vedrørende den økonomiske politik, der nu skal forhandles om, således at en politik på længere sigt kan begynde at virke."

Med dispensation fra folketingets forretningsordens bestemmelser om tidsfrister sattes lovforslaget til 1. behandling samme dag, som det fremsattes.

Ved 1. behandlingen udtalte Erling Dinesen (S), at han kunne gå ind for lovforslaget, men han var ikke helt sikker på, at handelsministeren havde ret i det synspunkt, at det ikke spillede nogen afgørende rolle, at forslaget først kom nu. Hans fornemmelse var, at det havde været rigtigere af mange grunde at indkalde folketinget den 22. september og have vedtaget loven på dette tidspunkt. Det ville blive en næsten håbløs opgave på mange forskellige vare- og erhvervsområder at konstatere, hvordan priserne var på dette tidspunkt, og dermed få klarhed over, hvorvidt loven overholdtes.

Iøvrigt måtte man regne med, at der i perioden fra 22. september 1970 til 1. marts 1971 ville blive opsamlet et ganske betydeligt prispres, hvilket ville betyde betydelige komplikationer for parterne i overenskomstforhandlingerne. Det var tillige af væsentlig betydning for disse at få at vide, hvad den lovgivning, der skulle afløse loven efter 1. marts 1971, ville komme til at indeholde. Han opfordrede derfor handelsministeren til at fremsætte det nye lovforslag så hurtigt som muligt, så overenskomstparterne kendte de fremtidige vilkår, når de nu skulle forhandle.

Jørgen Jensen (KF) kunne tiltræde lovforslaget, men gjorde opmærksom på, at det ville gribe overordentligt dybt ind i den økonomiske markedsmekanisme, og at det ville pålægge såvel store som små næringsdrivende tunge byrder.

Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) kunne også anbefale lovforslaget til velvillig behandling, men pegede på, at man under det kommende udvalgsarbejde måtte have opklaret, i hvilket omfang der kunne tænkes at komme lønstigninger som følge af indgåede overenskomster. Hvis der var tale om et voldsomt omfang, ville han sætte et spørgsmålstegn ved det rimelige i, at erhvervet alene skulle betale.

Også Bernhard Baunsgaard (RV) kunne gå ind for lovforslaget. Han fremhævede det værdifulde i, at Forbrugerrådet i en udtalelse havde givet forslaget sin fulde støtte.

For Aksel Larsen (SF) var det af betydning, at man fik oplysning om, hvilke tanker regeringen gjorde sig med hensyn til den lovgivning, der skulle afløse prisstoppet, når dette ophørte. Han havde i øvrigt en ikke ringe sympati for forslaget.

Derimod kunne Sigsgaard (VS) på forhånd meddele, at han ikke kunne anbefale lovforslaget, som han efter sin bedste overbevisning fandt ikke ville kunne komme til at virke.

Lovforslaget henvistes derefter til behandling i et folketingsudvalg på 21 medlemmer, som afgav betænkning allerede den 9. oktober. I denne stillede et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) en række ændringsforslag, herunder forslag om, at handelsministeren inden udgangen af november 1970 skulle fremsætte lovforslag om den kommende, mere permanente pris- og avancelovgivning.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) udtalte, at man måtte nære betænkelighed ved at medvirke til forslagets gennemførelse under de nugældende omstændigheder. Mindretallet udtalte videre:

"Prisstoppet er forelagt som den eneste præciserede del af regeringens samlede oplæg med det formål at skabe baggrund for arbejdsmarkedets forhandlinger.

Det har derfor været socialistisk folkeparti magtpåliggende at undersøge, om denne baggrund har realitet.

Regeringen har imidlertid ikke tilkendegivet, hvilke prisforanstaltninger den vil iværksætte efter 1. marts 1971, når de opdæmmede prisstigninger presser på og de nye overenskomster skal virke.

Det må dernæst vække bekymring, at loven, trods dens tilsyneladende altomfattende karakter, lader store områder uberørt. Det gælder fødevarer, som omfattes af torvehandel og auktioner, og det gælder byggeriets priser, idet forslaget ganske vist omfatter byggematerialer, men undtager licitationer og dermed prisdannelsen i nybyggeriet.

Regeringen har ingen tanker om stop for den inflationsfremmende stigning i priserne på jord og fast ejendom eller om andre foranstaltninger mod prisstigninger indenfor byggebranchen.

Det er dernæst afvist at indføre et avancestop, som kunne sikre, at fald i import- og råvarepriser slår igennem i forbrugerpriserne.

Metoden for forslagets fremsættelse med tilbagegående virkning og det relativt lange tidsrum, der er hengået mellem forslagets bebudelse og dets iværksættelse, har fremkaldt begrundede indvendinger fra erhvervslivet og unødige gener, også for handlende, som virker under effektiv konkurrence. Det er af udvalgsforhandlingerne fremgået, at forslaget i praksis vil medføre en række urimeligheder overfor erhvervslivet.

Det må endvidere forekomme betænkeligt, at der i loven gives monopoltilsynet en vidtgående og ubestemt adgang til dispensationer.

Mindretallet, der kan tiltræde samtlige stillede ændringsforslag, vil iøvrigt nærmere redegøre for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling."

Også 2. og 3. behandlingen fandt sted med dispensation fra folketingets forretningsordens bestemmelse om tidsfrister.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 131 stemmer. 12 medlemmer (SF, VS og DK) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.