L 31 Lov om ændring i medhjælperloven.

(Forlængelse af ferie).

Af: Arbejdsminister Lauge Dahlgaard ()
Samling: 1970-71
Status: Stadfæstet
Lov nr. 292 af 09-06-1971
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om ændring i ferieloven. (Forlængelse af ferie m. v.), se nærmest foregående sag.

Ved loven, der træder i kraft den 1. maj 1972, er der gennemført en ferieforlængelse for medhjælperne til 24 dage, svarende til den forlængelse af ferien, der er gennemført ved ændringen af ferieloven. Årsagen til, at feriens forlængelse for medhjælperne først træder i kraft 1. maj 1972, er, at man efter de særlige feriebestemmelser i medhjælperloven erhverver ret til ferie på grundlag af det aktuelle ansættelsesforhold, inden hvis udløb ferien skal holdes, medens der efter ferieloven optjenes ferieret på grundlag af beskæftigelsen i et kalenderår, og således at ferien holdes det følgende ferieår. Som følge af denne forskel i de to sæt lovregler ville det ikke være muligt at gennemføre forlængelsen af ferien for de lønmodtagere, der er omfattet af medhjælperloven, parallelt til den ændring, der er foreslået i ferieloven.

Medhjælperne opnår fra nævnte tidspunkt straks ret til en forlængelse af ferien til 12, henholdsvis 24 dage for arbejdsforhold, der er aftalt for et halvt, henholdsvis et helt år.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring i ferieloven, hvorfor der henvises til det om denne lov anførte, idet dog bemærkes, at der uden for betænkningen var stillet ændringsforslag af Hanne Reintoft (DK), hvorefter ferien aftales mellem parterne med 1 måneds varsel. Dette ændringsforslag blev ved 2. behandling forkastet, hvorefter lovforslaget ved 3. behandling blev vedtaget enstemmigt med 135 stemmer; 11 medlemmer (SF,VS og DK) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Erling Dinesen (S), Palle Simonsen (KF), Jens Frandsen (V), Aage Valbak (RV), Arne Larsen (SF), Svend Erik Kjær Rasmussen (VS) og Hanne Reintoft (DKP)