L 183 Forslag til lov om ændring af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

(Ændring af bestemmelserne om en efterladt ægtefælles ret til erstatning).

Samling: 1970-71
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Forslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde og af lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl. (Om forhøjelse af dagpenge og erstatninger, afskaffelse af ventetidsregler og ændring af forsikringspligtens ordning m. v.) og forslag til lov om ændring af lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl.

Efter ulykkesforsikringsloven er det en betingelse for, at en efterladt ægtefælle er erstatningsberettiget, at ægteskabet er indgået før den skadevoldende begivenhed.

Ved lov nr. 290 af 18. juni 1969 blev et tilsvarende princip lempet for så vidt angår erstatning til efterladte i henhold til lov om erstatning til besættelsestidens ofre, idet en efterladt ægtefælle blev erstatningsberettiget, såfremt ægteskabet var indgået senest 5 år før dødens indtræden.

Ifølge de foreslåede bestemmelser skulle denne lempelse også gælde inden for ulykkesforsikringen, således at en efterladt ægtefælle ville være erstatningsberettiget, når ægteskabet var indgået før ulykkestilfældet eller senest 5 år før dødsfaldet.

Ved lovforslagets 1. behandling imødegik socialministeren forslagsstillernes henvisning til den ovennævnte lovændring ved at pege på, at sygdomsforløbet hos besættelsestidens ofre var blevet helt anderledes end ventet, hvorfor en tilsvarende lempelse i erstatnings- betingelserne ikke burde gennemføres for ulykkesforsikringslovens vedkommende. Tilsvarende holdning indtog Karen Thurøe Hansen (KF) og Robert Christensen (V), medens Kurt Brauer (SF) udtrykte sympati for lovforslaget.

Socialudvalget nåede ikke at færdigbehandle lovforslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Palle Simonsen (KF), Karen Thurøe Hansen (KF), Robert Christensen (V), Aage Valbak (RV) og Kurt Brauer (SF)