Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Henning Andersen, Fanger, Henry Møller, Winther, Ib Thyregod, Arne Christiansen, Johan Philipsen, Lindegård Rasmussen, Amtoft, Nordqvist, K. J. Mortensen, Poul Dalsager, Lis Groes (næstformand), Horn, Bertel Pedersen, Buchart Petersen og Vivike (formand).

Ifølge lovforslagets § 1 skulle loven have til formål

at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af særlige forekomster i jorden såsom sand, grus, sten, ler, kalk m. v. og

at medvirke til, at udnyttelse ikke medfører ødelæggelse af landskabelige værdier og rekreative områder.

I § 2 anføres, at påbegyndelse af erhvervsmæssig udnyttelse af særlige forekomster i jorden kun må ske efter indhentet tilladelse hos amtsrådet.

Tilladelsen, der skal indeholde nærmere bestemmelser om gravningsrettens omfang, kan tidsbegrænses og betinges af,

1. at udnyttelsen sker efter en godkendt plan,

2. at de arealer, der benyttes til gravning og materialeaflæsning, ved passende behandling og tilplantning m. v. bringes i en sådan stand, at de ikke virker skæmmende på landskabet,

3. at der stilles fornøden økonomisk sikkerhed for eventuelle betingelsers opfyldelse, og

4. at materialerne ikke eksporteres.

Ifølge § 3 kan udnyttelse, der er påbegyndt før lovens ikrafttræden, fortsætte, men skal anmeldes over for amtsrådet senest 3 måneder efter lovens ikrafttræden.

Tilladelse til fortsat gravning kan betinges som anført foran under nr. 1-4.

Endelig fastsætter § 4, at amtsrådet skal give fredningsplanudvalget og kommunalbestyrelsen underretning om trufne afgørelser. Disse kan påklages til ministeren for offentlige arbejder af ejeren, kommunalbestyrelsen og fredningsplanudvalget.

Ved lovforslagets 1. behandling gav ministeren for offentlige arbejder (Guldberg) udtryk for, at man i regeringen ingenlunde var afvisende over for tankegangen i lovforslaget, men at det nok var lidt for tidligt at sige, hvordan problemerne burde løses. Ministeren omtalte en række formelle spørgsmål, som måtte nærmere overvejes, idet han bl. a. sagde:

„Der er hele spørgsmålet om forholdet til undergrundsloven, og der er spørgsmålet om forholdet til private grundejeres rettigheder. Vores vurdering af disse ting er, at en grundejer i øjeblikket har ret til at udnytte sådanne råstoffer, der før 23. februar 1932 har været genstand for privatøkonomisk udnyttelse, men det er efter sagens natur ikke nogen forudsætning, at den pågældende lokale forekomst har været udnyttet inden det nævnte tidspunkt.

Det foreliggende forslag anfægter efter vores opfattelse i ministeriet for offentlige arbejder ikke denne ret, og det hedder jo også i bemærkningerne, at det tilsigtes heller ikke. Det må ses under begrebet „almindelig begrænsning af rådighedsretten". Om det centrale problem, hvorvidt forslaget er i strid med undergrundsloven, må vi altså sige, at det mener vi ikke at det er.

Når forslaget går ud på, at der kræves tilladelse til udnyttelse af sådanne råstoffer, som altså i dag kan udnyttes frit af grundejeren, eller hvem han nu måtte have bortforpagtet retten til, så må der selvfølgelig i dette ligge, at en tilladelse kan nægtes. Jeg tør ikke kategorisk erklære, at det ikke vil kunne forekomme, at en grundejer vil kunne gøre gældende, at nægtelse af en sådan tilladelse vil kunne anses for et for staten erstatningsforpligtende indgreb i hans hidtidige rådighedsret.

Det er i øvrigt også nødvendigt at gøre opmærksom på, at der på dette område er et forhold til landbrugslovgivningen. Vi har loven om landbrugsejendomme, og derfor vil det også være nødvendigt lige at se på forslaget i denne sammenhæng.

Der hersker megen usikkerhed med hensyn til, hvor store vore råstofressourcer på dette område egentlig er, og jeg har i den anledning fået forelagt et forslag — det er et tidligere udarbejdet forslag — fra direktøren for Danmarks geologiske Undersøgelse, som har stillet forslag til et program for en kortlægning af de danske råstofressourcer på landjorden, men en sådan undersøgelse vil, fordi den jo er en temmelig omfattende opgave, nok komme til at strække sig over noget i retning af 5 år og også komme til at koste en hel del penge.

Dette sidste har nogen forbindelse til det princip, der indeholdes i lovforslagets stk. 2, pkt. 4, som fastslår, at materialerne ikke må eksporteres. Der er en vis sammenhæng mellem, om man kan gøre noget sådant, og spørgsmålet om, hvorvidt det er en forekomst af skal vi sige et vist begrænset omfang.

Jeg vil derfor gerne gøre opmærksom på, at et folketingsudvalg i øjeblikket behandler et lovforslag fra ministeren for offentlige arbejder vedrørende sømaterialer, som var udformet med henblik på at undgå noget af det, man gerne vil undgå ved nærværende lovforslag, og at man under behandlingen i udvalget er kommet til, så vidt jeg har forstået udvalget, at man nu alvorligt overvejer, om ikke en rigtigere løsning end de kontrolforanstaltninger, vi har beskæftiget os med, ville være eksportforbud — naturligvis kombineret med, at der kan gives eksporttilladelser, hvad vi på visse områder kan være forpligtet til og på andre områder interesseret i. — — —"

Lovforslaget, der iøvrigt fik en forholdsvis positiv modtagelse i folketinget, henvistes til behandling i et udvalg, som ikke nåede at afslutte arbejdet i indeværende folketingsår.