L 15 Lov om ændring af afskrivningsloven.

Af: Finansminister Erik Ninn-Hansen (KF) Finansminister og Poul Møller (KF)
Samling: 1970-71
Status: Stadfæstet
Lov nr. 285 af 09-06-1971
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om ændring af kildeskatteloven, se side 73.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven går ud på at ændre de i lov om skattemæssige afskrivninger m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 604 af 23. december 1969, indeholdte regler om beskatningen ved salg af skibe.

Ifølge loven skal der betales almindelig indkomstskat i en del af de tilfælde, hvor der efter de hidtidige regler betales særlig indkomstskat af fortjeneste ved salg af skibe. Ændringerne, der er indføjet i afskrivningsloven som en ny § 15 A, går ud på, at der skal betales almindelig indkomstskat, når skatteyderen har anskaffet skibet på et tidspunkt, der ligger mindre end 5 år forud for afhændelsestidspunktet. Dette gælder, hvad enten skatteyderen er eneejer af skibet eller har en større eller mindre anpart i det. Den nye § 15 A gælder kun, når skibet eller anparten afhændes i forbindelse med afhændelse, afståelse eller opgivelse af den virksomhed, hvortil det hører. Dette må ses i sammenhæng med, at det kun er i den slags tilfælde, der betales særlig indkomstskat efter den gældende lovs § 6. I de tilfælde, hvor fortjenesten skal beskattes som almindelig indkomst, skal et eventuelt tab fradrages i skatteyderens almindelige indkomst.

Der er samtidig foretaget en ændring af afskrivningslovens § 43 A. Ifølge denne bestemmelse kan finansministeren bevilge hel eller delvis fritagelse for beskatning af fortjeneste ved afståelse af fiskerkuttere i tilfælde, hvor fortjenesten beskattes som særlig indkomst efter lovens § 6, stk. 1, jfr. § 13. Bestemmelsen gælder også for andre skibe under 150 bruttoregistertons. Reglen anvendes navnlig i de tilfælde, hvor den skattepligtige ophører med sit erhverv på grund af alderdom eller svagelighed. Efter ændringen skal denne dispensationsbeføjelse for finansministeren også gælde, hvor der efter den nye § 15 A skal betales almindelig indkomstskat af fortjenesten, forudsat at betingelserne i § 43 A i øvrigt er opfyldt.

De nye bestemmelser finder ifølge lovens § 2 anvendelse på fortjenester, der erhverves, og tab, der konstateres den 11. maj 1971 eller senere.

Lovens formål er at lægge en dæmper på den tilskyndelse, som de hidtidige regler har givet til at investere i skibe med henblik på at opnå en øjeblikkelig skattemæssig fordel.

I det fremsatte lovforslag var dette formål søgt opnået på en anden måde. Hovedlinjerne i de oprindeligt foreslåede regler gik ud på, at man for den del af skibets anskaffelsessum, der ligger mellem 1 mill. kr. og 4 mill. kr., skulle udskyde det tidspunkt, hvor afskrivning kan påbegyndes, med 1 år i forhold til de gældende regler. For de tilfælde, hvor der efter de hidtidige regler skal svares særlig indkomstskat af fortjeneste ved afhændelse af skibe, var det foreslået, at fortjenesten skulle beskattes som almindelig indkomst, såfremt skatteyderen som deltager i interessentskab, partrederi, kommanditselskab eller lignende har haft en anpart i det afhændede skib på under en fjerdedel. Under udvalgsbehandlingen i folketinget viste der sig imidlertid interesse for den løsning, der nu er lovfæstet.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om særlig indkomstskat (ændring af beskatningsprocenter m. v.), jfr. ovenfor side 78. Under lovforslagets 1. behandling udtalte alle ordførerne deres tilslutning til hensigterne bag lovforslaget, men der var mange kritiske bemærkninger til udformningen af reglerne. Desuden udtalte Ømann (SF) tvivl om hensigtsmæssigheden af afskrivningsreglerne i det hele taget, og Sigsgaard (VS) betragtede lovforslaget som ganske betydningsløst, idet han i øvrigt kritiserede hele afskrivningssystemet. Hanne Reintoft (DK) kunne ikke tiltræde lovforslaget, der ramte de små, men lod de store gå fri. I øvrigt gik hun ind for ophævelse af ekstraafskrivninger, forskudsafskrivninger og forlodsafskrivninger.

Udvalgsbehandlingen resulterede i, at der med hele udvalgets tilslutning foretoges en gennemgribende ændring af lovforslaget, jfr. ovenfor. Der stilledes herudover af Ømann (SF) ændringsforslag om, at adgangen til forskudsafskrivninger ophævedes, idet han ikke fandt de foreslåede indgreb tilstrækkelige. Ændringsforslaget forkastedes ved lovforslagets 2. behandling med 116 stemmer mod 10.

Ved lovforslagets 3. behandling vedtoges det i sin ændrede skikkelse herefter med 144 stemmer, medens 2 medlemmer (DK og Djurhuus (Færøerne)) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Henry Grünbaum (S), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), J. E. Foged (V), Niels Helveg Petersen (RV), Sigurd Ømann (SF), Erik Sigsgaard (VS) og Hanne Reintoft (DKP)