Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

I sin skriftlige fremsættelse henviste socialministeren til den redegørelse for en dagpengereform, som blev afgivet den 22/5 (Folketingsårbog 1969-70, side 685). Socialministeren kunne herefter indskrænke sig til at ridse lovforslagets hovedlinjer op og udtalte i forbindelse hermed bl. a. følgende:

„Grundlaget for arbejdet med lovforslaget har været socialreformkommissionens 1. betænkning, der dels behandler spørgsmålet om ændringer i den administrative struktur på det sociale område og dels behandler spørgsmålet om en dagpengereform.

Den målsætning på dagpengeområdet, som lovforslaget giver udtryk for, kan kort sammenfattes i 3 hovedprincipper. Dagpengeordningen bør omfatte hele den erhvervsaktive del af befolkningen. Dagpengene bør ydes efter de samme regler, uanset om årsagen til indtægtstabet skyldes sygdom, en ulykke på arbejdspladsen eller fødsel. Ydelserne bør i højere grad, end tilfældet er i dag, svare til den enkeltes mistede indtægt.

Med forslaget om, at den kommende dagpengeordning skal omfatte hele befolkningen, vil en meget væsentlig mangel ved det nuværende sikringssystem være afhjulpet. De forskellige erhvervsgruppers sikring er i dag højst uensartet — og i mange tilfælde også meget utilstrækkelig. Lønarbejdere er sikret dagpengehjælp fra dagpengeordningen for lønarbejdere. Funktionærer, medhjælpere m. fl. er nok sikret løn under sygdom, men kun til afskedigelse kan finde sted, og en efterfølgende overgang til dagpengehjælp fra lønarbejderordningen er betinget af, at den pågældende er medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse. For de selvstændige erhvervsdrivendes vedkommende er det helt overladt til den enkelte at sikre sig ret til dagpengehjælp i tilfælde af sygdom.

Efter lovforslaget vil der som hidtil blive en adgang til at tegne en frivillig forsikring for personer, der arbejder i hjemmet. I modsætning til i dag vil denne mulighed stå åben både for mænd og kvinder. Hvor stor praktisk betydning dette vil få i de første år, ved jeg ikke, men princippet må være rigtigt.

Det tredje hovedprincip i loven, jeg nævnte, var, at dagpengehjælpens størrelse i højere grad, end tilfældet er i dag, skal svare til den mistede indtægt. Set i forhold til de gældende regler for dagpengehjælp efter lønarbejderordningen sker denne tilnærmelse mellem den mistede indtægt og dagpengehjælpens størrelse dels ved en betydelig forhøjelse af maksimum for dagpengehjælpens størrelse og dels ved en forhøjelse af den procentdel af lønnen, som dagpengehjælpen må udgøre, fra 80 til 90.

Maksimumssatsen for dagpengebeløbets størrelse skal endvidere reguleres efter lønniveauet, og satsen ville — hvis ordningen havde været gennemført fra 1. april i år — have været 101 kr. pr. dag med udbetaling for 5 dage om ugen, der svarer til det normale antal arbejdsdage pr. uge. Satsen svarer til ca. 84 kr. om dagen, hvis der regnes med 6 udbetalingsdage om ugen.

Som en naturlig konsekvens af princippet om indtægtsafhængige dagpenge vil enhver skelnen mellem forsørgere og ikke-forsørgere efter lovforslaget blive ophævet.

Efter lovforslaget sættes ventetiden til 3 dagpengedage, og samtidig foreslås de gældende regler om efterbetalingen for karensdagene afskaffet.

Sidste år pegede jeg endvidere på forslaget i socialreformkommissionens betænkning om at pålægge arbefdsgiveren at udbetale dagpengehjælpen i den første periode af hvert sygdomstilfælde. Jeg sagde også allerede dengang, at en sådan ordning indebar flere åbenlyse fordele, hvoraf jeg bl. a. nævnede udviklingen henimod fastere ansættelsesformer, de øgede kontrolmuligheder og den væsentlige nedsættelse af det antal dagpengetilfælde, som det offentlige ville blive belastet med.

Der har siden været arbejdet videre med denne tanke i socialministeriet, ligesom forslaget har været drøftet med arbejdsmarkedets parter. Regeringen har ved afvejning af virkningerne af forslaget fundet, at dette bør fremmes, og at arbejdsgiverne bør udrede dagpengehjælpen i de første 10 dagpengedage, d. v. s. i de første 2 uger efter karenstidens udløb. De fleste dagpengetilfælde vil således først overgå til den offentlige ordning, når sygdommen har varet mindst 2½ uge. Regeringen har ment, at en gennemførelse af forslaget kræver, at perioden får en længde af denne størrelse, for at en så gennemgribende nydannelse kan siges at være berettiget.

De forbedringer af befolkningens sikring mod indtægtstab som følge af sygdom, arbejdsulykker og fødsel, som vedtagelsen af det foreliggende lovforslag vil medføre, indebærer naturligvis en tilsvarende forøgelse af udgifterne til denne del af vort sociale system. Forbedringerne skønnes således at ville medføre en samlet merudgift på omkring 450 mill. kr. årligt.

Jeg må dog i denne forbindelse gøre opmærksom på, at både de nævnte dagpengesatser og udgiftstallene i bemærkningerne til lovforslaget er baseret på det gældende lønniveau, medens finanslovstallene er baseret på niveauet i 1970.

I øvrigt må det tilføjes, at en del af den udgiftsforøgelse, som den foreslåede dagpengeordning indebærer, vil blive modsvaret af besparelser på andre sociale konti, der i dag belastes med de sociale tilfælde, hvor der ikke kan ydes dagpengehjælp.

Finansieringen af de forøgede udgifter skal efter lovforslaget bæres af arbejdsgiverne og de sikrede selv.

Jeg er klar over, at der ikke ved de netop afsluttede lønforhandlinger er taget højde for øgede bidrag til den gældende dagpengeordning.

Om ordningens administration vil jeg gerne først gentage, hvad jeg sagde i min redegørelse, nemlig at udvidelsen af personkredsen, den kortere karenstid og den mere individuelle dagpengehjælp alt sammen stiller store krav til ordningens administration.

Jeg har derfor betragtet det som en nødvendig forudsætning for den nye ordning, at der opbygges en effektiv administration, der bedst muligt udnytter de i dag foreliggende tekniske muligheder."

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse af ordføreren for regeringspartierne, hvorimod Niels Mørk (S) havde en kritisk holdning bl. a. til karenstidsbestemmelserne, varighedsbegrænsningen og størrelsen af dagpengene. Endnu mere kritisk var Kurt Brauer (SF) og Hanne Reintoft (DK), idet førstnævnte til de ovennævnte kritikpunkter føjede opkrævnings- og udbetalingsformen.