Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Indholdet af den nye sygesikringslov, der bygger på socialreformkommissionens 1. betænkning, og som træder i kraft den 1. april 1973, kan kort gengives således:

Kapitel 1 vedrører den personkreds, der har ret til ydelser efter loven. I overensstemmelse med lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender § 26 er denne personkreds afgrænset således, at adgangen til ydelser ved sygdom automatisk står åben for alle med bopæl i Danmark (bortset fra Færøerne og Grønland). Som noget nyt kan nævnes, at også søfarende i udenrigsfart får ret til ydelser efter loven.

I overensstemmelse med socialreformkommissionens betænkning opretholdes inddelingen af befolkningen i to grupper, nemlig personer med indtægter under eller over en vis indtægtsgrænse, svarende til sygekassernes nuværende medlemsgrupper A og B. Persongruppen med indtægt under grænsen har ligesom hidtil adgang til gratis lægehjælp, og gruppen med indtægt over grænsen har helt frit lægevalg med adgang til efterfølgende refusion af en vis del af afholdte udgifter til lægehjælp.

Kapitel 2 vedrører sygesikringens ydelser.

Med hensyn til lægehjælpen stilles der ikke krav om, at der skal foreligge et sygdomstilfælde, men der er adgang til, at også forebyggende helbredsundersøgelser vil kunne ydes efter reglerne om lægehjælp, hvis der afsluttes overenskomst mellem den offentlige sygesikring og lægeforeningen på dette område. Gratis speciallægehjælp til personer, der omfattes af en A-ordning, ydes som hidtil efter henvisning fra alment praktiserende læge.

Der ydes medicintilskud på 75 pct. af udgiften til visse lægemidler, og dette gælder ligesom hidtil både personer, der omfattes af en A- og en B-ordning. Den gældende inddeling af tilskudsberettiget medicin i forskellige grupper bibeholdes, men hele spørgsmålet om medicintilskud kan ventes taget op til revision i løbet af kortere tid.

Bestemmelser om tilskud til tandbehandling, fysiurgisk behandling, briller, bandager og andre hjælpemidler svarer til de gældende regler, men ydelserne vil i fremtiden blive ens over hele landet, medens der i dag er forskel på disse ydelser i de forskellige sygekasser.

Jordemoderhjælp ydes fortsat gratis til personer med indtægt under indtægtsgrænsen. Det sociale udvalg har adgang til undtagelsesvis at supplere de lovbestemte ydelser i sygdomstilfælde.

Begravelseshjælp ydes efter lignende regler som i dag.

Endvidere skal der fastlægges nærmere retningslinjer for omfanget af ydelser til søfarende i sygdomstilfælde. Endelig er det bestemt, at rejsesygeforsikring bliver en obligatorisk ydelse, der dækker alle de sikrede personer, medens det i dag beror på den enkelte sygekasse, om den vil indføre denne ydelse.

Behandling på sygehus, både ved indlæggelse og ambulant behandling, er holdt uden for loven. Hidtil har sygekasserne deltaget i betaling af sygehusbehandling, men sygekassebetaling har kun dækket en ringe del af de samlede udgifter ved driften af sygehusene. Det forudsættes, at den hidtidige sygekasseandel af udgiften ved sygehusbehandling afholdes som almindelig sygehusdriftsudgift, ligesom det forudsættes, at de udgifter til ophold på rekonvalescenthjem, som hidtil er afholdt af sygekasserne, overtages af sygehusvæsenet som almindelig sygehusudgift.

Kapitel 3 vedrører fribefordring af patienter, der omfattes af en A-ordning, ved kørsel til læge og jordemoder og befordring af læger og jordemødre, når de aflægger besøg hos patienter i denne persongruppe. Ydelsernes omfang svarer i alt væsentligt til de gældende regler. Befordring til sygehus er dog boldt uden for loven, men det forudsættes, at denne form for befordring vil kunne afholdes som sygehusudgift efter sygehusloven. Patientbefordring er ligesom hidtil en opgave, der varetages af de almindelige kommuner. Befordring af læger og jordemødre bliver en amtskommunal opgave. Dette må ses i forbindelse med, at betaling af honorarer til læger og jordemødre påhviler amtskommunerne.

Kapitel 4 vedrører overenskomster med andre stater. Disse overenskomster kan dels omfatte overflytning af personer fra ét lands forsikring til et andet og dels ydelse af sygehjælp til personer, der midlertidigt opholder sig i et andet land end det, hvor de er sygeforsikret. Ved affattelsen af bestemmelserne har man forudset muligheden for Danmarks eventuelle indtræden i De europæiske Fællesskaber.

Kapitel 5 vedrører finansieringen af sygesikringen. Udgifterne til sygehjælpsydelser skal som hovedregel finansieres af amtskommunerne med 35 pct.s statsrefusion, d. v. s. samme statsrefusion, som gælder med hensyn til amtskommunernes udgifter ved sygehusdrift. Som der nærmere var redegjort for i bemærkningerne til lovforslaget, hvortil der henvises, vil denne finansieringsform medføre en vis økonomisk merbelastning for amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner. Det må forventes, at denne belastning giver sig udslag ved skatteudskrivning til amtskommunerne og de to hovedstadskommuner.

Kapitel 6 vedrører administrationen af sygesikringen. Det er i almindelighed amtskommunen, der gennem sit social- og sundhedsudvalg træffer afgørelser vedrørende lovens ydelser. I hver amtskommune blandt amtsrådets medlemmer nedsættes et særligt udvalg, der skal virke for koordinering mellem sygesikring, sygehusvæsen og anden sundhedsmæssig og social virksomhed. Dette særlige udvalg danner sammen med repræsentanter for den stedlige lægekredsforening et fællesudvalg, som skal kunne tage sig af klager fra kommuner, amtskommuner og private og i øvrigt skal tage sig af andre opgaver, der måtte blive henlagt til fællesudvalget ved overenskomst.

Den offentlige sygesikring vil på centralt plan blive ledet af en direktør med noget lignende opgaver, som i dag løses af direktøren for sygekassevæsenet, og der etableres ankeadgang, som i hovedsagen svarer til de gældende regler.

Der nedsættes et centralt forhandlingsudvalg bestående af repræsentanter for amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg kommuner. Dette forhandlingsudvalgs væsentligste opgave bliver afslutningen af overenskomster med læger, tandlæger m. fl.

Desuden oprettes et landssamarbejdsudvalg bestående af repræsentanter for det centrale forhandlingsudvalg og lægerne. Der åbnes adgang til at nedsætte lignende landssamarbejdsudvalg vedrørende tandlæger, jordemødre og fysioterapeuter.

Det er endelig fastsat, at midler indestående i anerkendte sygekasser og sammenslutninger af sådanne m. v. indgår i en fond, hvis indtægter kan anvendes til støtte af social, medicinsk, sundhedsmæssig og lignende virksomhed, til etablering af plejehjem og til at imødekomme behovet for efterløn og understøttelse til tidligere ansatte ved sygekasser m. v.

Ved 1. behandling fik lovforslaget en velvillig modtagelse, selvom oppositionspartiernes ordførere havde indvendinger af meget principiel betydning at gøre, for eksempel at den såkaldte sygekassegrænse ikke var blevet slettet i lovforslaget.

I udvalgets meget omfattende betænkning stilledes der en række ændringsforslag såvel af socialministeren, tiltrådt af udvalget eller af et flertal, som af udvalgets flertal, tiltrådt af socialministeren, samt af et mindretal omfattende socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget. De sidstnævnte ændringsforslag blev forkastet ved 2. behandling, hvorved bemærkes, at de omfattede bortfald af kontrolafgifter, gratis livsvigtig medicin, tilskud til paradentosebehandling og protesearbejder samt kiropraktorbehandling og endelig forhøjelse af begravelseshjælpen.

I udvalgets betænkning findes en række principielle betragtninger, hvorom der henvises til selve betænkningen.

Lovforslaget blev ved 3. behandling enstemmigt vedtaget med 134 stemmer; 10 medlemmer (6 S, VS, DK og Djurhuus) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.