Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om ændring af kildeskatteloven, se side 73.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven foretoges en række ændringer i lov om særlig indkomstskat m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 437 af 14. august 1969, som ændret ved lov nr. 519 af 28. november 1969. Ændringerne omfatter følgende hovedpunkter:

1. Fra indkomståret 1972 forhøjes den i loven for skattepligtige personer fastsatte beskatningsprocent fra 30 til 40. Under folketingsbehandlingen indføjedes i forbindelse med denne forhøjelse en bestemmelse om, at det skattefri bundfradrag fra og med indkomståret 1971 forhøjes fra 1.000 kr. til 3.000 kr.

I forbindelse med forhøjelsen af bundfradraget er bestemmelsen i § 7, stk. 6, i lov om særlig indkomstskat om et særligt fradrag på 2.000 kr. i indkomstårets samlede fortjenester på aktier m. v. ophævet.

Forhøjelsen af beskatningsprocenten har til formål at bringe den særlige indkomstskat i et rimeligt forhold til den nugældende beskatningsprocent for skattepligtige almindelige indkomster, der ligger inden for statsskatteskalaens første trin. For indkomståret 1971 er den samlede almindelige indkomstskat til stat og kommune på dette skalatrin 39,3 pct. i gennemsnit for alle landets kommuner.

2. For en del tilfælde, hvor der efter de hidtidige regler skal betales særlig indkomstskat af fortjeneste ved salg af skibe bestemmes det ved loven, at der i stedet skal betales almindelig indkomstskat af fortjenesten. Dette skal gælde, når den skattepligtige har anskaffet det solgte skib eller den solgte skibsanpart på et tidspunkt, der ligger mindre end 5 år forud for afhændelsen.

Bestemmelsen havde ved lovforslagets fremsættelse et ganske andet indhold, idet den skulle gælde, når skatteyderen som deltager i interessentskab, partrederi, kommanditselskab eller lignende har haft en anpart i det solgte skib på under en fjerdedel. Dette var på linje med den bestemmelse, der som § 15A samtidig foresloges indføjet i afskrivningsloven. Under behandlingen i folketinget ændredes bestemmelsen på tilsvarende måde som det nævnte forslag om ændring af afskrivningsloven, som den har en nøje sammenhæng med, jfr. i øvrigt bemærkningerne i den nedenfor side 90 omtalte sag vedrørende ændringer i afskrivningsloven.

3. Der foretoges endvidere en række ændringer, til dels af ret kompliceret natur, af reglerne om særlig indkomstskat af fortjeneste ved salg af fast ejendom. Disse fortjenester beskattes i forvejen anderledes end anden særlig indkomst. Forskellige fradrag bevirker, at en del af fortjenesten bliver helt skattefri. Til gengæld skal efter de hidtidige regler resten af fortjenesten fordobles, før skatten beregnes, således at den reelle beskatningsprocent allerede efter disse regler er oppe på 60.

Med hensyn til virkningerne af disse ændringer må de faste ejendomme opdeles i følgende grupper, for hvilke virkningerne stiller sig forskelligt:

A. For landbrugsejendomme m. v., der omfattes af loven om frigørelsesafgift, medfører den ændrede formulering af lovens bestemmelser ingen ændring af den reelle beskatning ifølge de hidtidige regler.

For blandede skov- og landbrugsejendomme er skovarealerne ikke omfattet af lov om frigørelsesafgift. I en del tilfælde drejer det sig imidlertid om relativt små skovarealer, og under udvalgsbehandlingen i folketinget fandt man, at praktiske hensyn taler for at opgøre fortjenesten og den særlige indkomstskat ved et samlet salg af sådanne ejendomme under ét efter reglerne for landbrugsejendomme m. v., der i deres helhed henhører under lov om frigørelsesafgift. Ifølge ændringsforslaget i folketingsudvalgets tillægsbetænkning er det dog en betingelse, at den del af ejendommen, der benyttes til landbrug m. v., er omfattet af loven om frigørelsesafgift, og at skovarealet er 10 hektarer eller derunder.

B. For andre ejendomme end de nævnte landbrugsejendomme m. v. medfører den ved loven gennemførte forhøjelse af satsen for den særlige indkomstskat fra 30 pct. til 40 pct. i forbindelse med den samtidig gennemførte nedsættelse af tillægget til fortjenesten efter lovens § 2, nr. 13, fra 100 pct. til 66 2/3 pct., at den reelle beskatningsprocent fra indkomståret 1972 forhøjes fra 60 til 66 2/3, beregnet i forhold til fortjenesten, således som denne er opgjort i den hidtidige formulering af lovens § 7 A.

Samtidig er de i forvejen komplicerede regler om opgørelse af den skattepligtige fortjeneste ændret, således at den særlige indkomstskat ved større ejendomssalg som regel vil blive skærpet yderligere. En ved loven foretaget nedsættelse af det skattefrie, faste tillæg til anskaffelsessummen fra 40 pct. til 30 pct. vil isoleret betragtet medføre en forhøjelse af det beregnede skattebeløb med 6 2/3 pct. af anskaffelsessummen (eventuelt ejendomsværdien). Samtidig foretages der imidlertid en forhøjelse, der reelt udgør ca. 25 pct., af det fradrag, der foretages i de fortjenester på de her omhandlede faste ejendomme, der i alt for skatteyderen er opgjort for et indkomstår. Da dette fradrag er maksimeret, og da skatteyderen under visse betingelser kan vælge at fradrage maksimumsbeløbet, selv om størrelsen af ejendommens anskaffelsespris ikke ville berettige dette, er den samlede virkning af disse bestemmelser relativt hårdest for de store ejendomshandler.

Under lovforslagets 1. behandling i folketinget blev det mødt med tilslutning fra regeringspartiernes ordførere. Grünbaum (S) mente, at man for at komme skattespekulationen til livs måtte forhøje skattesatsen til 50. De foreslåede ændringer vedrørende faste ejendommes anskaffelsespriser og vedrørende fradragene for fast ejendom var efter hans mening for gunstige for skatteyderen. Ømann (SF) fandt, at lovforslaget var uden særlig betydning, så længe det meste af parcelhusomsætningen blev holdt uden for loven. Her var der store muligheder for virkelige forbedringer af loven. Sigsgaard (VS) erindrede om, at hans parti tidligere havde foreslået satsen forhøjet til 50 pct. Når man så på de samlede virkninger af lovforslaget, var den foreslåede skærpelse alt for beskeden. Også han mente, at lovens regler om parcelhuse måtte ændres. Med deres nuværende indhold var de inflationsskabende. Hanne Reintoft (DK) var ikke utilfreds med, at satsen for særlig indkomstskat forhøjedes, men hele loven burde ophæves, da grundlaget for den efter hendes mening var forsvundet sammen med skattefradragsreglen.

Under udvalgsbehandlingen stillede socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget ændringsforslag om forhøjelse af skattesatsen til 50 pct., men der var ikke dermed tilsigtet nogen yderligere forhøjelse af den beskatning af fortjenesten ved salg af fast ejendom, der var foreslået ved lovforslaget. Mindretallet bebudede samtidig, at de, hvis ændringsforslaget vedtoges, ved 3. behandling ville foreslå det skattefri bundfradrag forhøjet til 5.000 kr. Ændringsforslaget forkastedes imidlertid ved 2. behandling med 79 stemmer mod 47.

Derudover var der i betænkningen af socialistisk folkepartis medlem af udvalget stillet ændringsforslag om, at lovens regler om skattefrihed for fortjeneste ved salg af visse en- og tofamilieshuse ikke skulle gælde for huse med en anskaffelsessum på mere end 350.000 kr. Ændringsforslaget forkastedes ved lovforslagets 2. behandling med 116 stemmer mod 7, medens 3 medlemmer undlod at stemme.

De øvrige under udvalgsbehandlingen foreslåede ændringer, hvoraf de vigtigste er omtalt i det foregående, var der enighed om, og ved 3. behandling vedtoges det ændrede lovforslag med 139 stemmer mod 1 (Fanger (KF)), medens 2 medlemmer (DK og Djurhuus (Færøerne)) undlod at stemme.