Ordføreren for forslagsstillerne Poul Dam (SF) omtalte i sin begrundelse de mange virksomheder, der var kommet i vanskeligheder i den senere tid.

Det omfang, som kriserne inden for erhvervslivet havde fået på det sidste, gjorde det umuligt at klare problemerne med en henvisning til den naturlige udskiftning, der altid måtte finde sted i et dynamisk samfund. Det måtte undersøges, om der var årsager uden for virksomhederne, som truede erhvervslivets sundhed, og om samfundet havde forsømt sine opgaver i denne sammenhæng.

Socialistisk folkeparti havde hidtil ikke været tilfreds med regeringens erhvervspolitik, og ordføreren troede heller ikke ret mange i samfundet havde været det. Men der kunne vel ske ændringer, og derfor havde man stillet forespørgslen.

Handelsministeren advarede indledningsvis mod at generalisere ud fra de vanskeligheder, som i den senere tid havde ramt nogle virksomheder. De var ikke symptomatiske for dansk erhvervsliv, som langtfra befandt sig i nogen krisesituation.

Danmarks stilling som et lille land med stor udenrigshandel medførte, at erhvervslivets klima måtte være meget omskifteligt. Dette var givetvis af særlig betydning for industrien, hvor de store omstillinger skete. Ministeren nævnede derfor nogle tal til belysning af dette erhvervs tilpasning til ændringerne i produktions- og afsætningsforhold i det seneste tiår. Udviklingen i tallene viste, at dansk industri som helhed havde vist betydelig tilpasningsevne og konkurrencedygtighed. Udviklingen havde forudsat stærke ændringer i de forskellige branchers produktion. Enkelte industrigrene havde tabt terræn, men flere havde formået at forny sig og udvide deres produktion, nu baseret i stor udstrækning på eksport. Den meget betydelige stigning i industriinvesteringerne i 1969 efter tilbagegangen i 1967 og 1968 viste, at det ikke var tilbagegang eller stagnation, men fortsat vækst, dansk industri ventede sig i de kommende år.

Ministeren omtalte herefter en lang række foranstaltninger, som blev truffet for at yde erhvervene støtte i den bestandige tilpasning til ændrede vilkår. Der var i det moderne samfund en vekselvirkning mellem den offentlige og den private sektor. De erhvervspolitiske foranstaltninger var et led i den afbalancering mellem offentlig og privat indsats, som var af central betydning. Det var ikke udtryk for nogen dirigering af erhvervslivet, som både for sin egen skyld og for samfundets var bedst tjent med frie forhold.

Handelsministeren gjorde herefter nogle bemærkninger om B & W-sagen, idet denne virksomheds vanskeligheder og den garanti, som Nationalbanken efter regeringens anmodning og med tilslutning fra finansudvalget havde ydet, måtte antages at indgå i baggrunden for forespørgslen.

Der havde efter regeringens opfattelse her foreligget sådanne ganske særlige forhold, at en helt ekstraordinær indsats fra det offentliges side var berettiget og nødvendig. I første række hensynet til muligheden for at udskille motorfabrikken som et særligt selskab. Regeringen havde i øvrigt ligesom tidligere regeringer fundet det rigtigt, at en så betydningsfuld industri som skibsværftsindustrien ikke skulle udkonkurreres, fordi udlandets værfter var i stand til at yde kreditter på gunstigere vilkår. Den hidtil anvendte særlige kreditordning havde ganske enkelt været en forudsætning for dansk værftsindustris beståen.

De vanskeligheder, som i den senere tid havde ramt visse virksomheder, havde hver for sig sin særlige baggrund og kunne efter ministerens opfattelse ikke give anledning til generelle konklusioner. De var beklagelige, men det var ikke mindre beklageligt, hvis der i offentligheden opstod en fornemmelse af, at dansk industri ikke var vågen og ikke kendte sin besøgelsestid. Vi havde en levende og dynamisk industri.

De resultater, der var opnået, var først og fremmest tilvejebragt gennem liberale midler, og der var intet, der tilsagde, at vi nu skulle gribe til en drastisk dirigering. Denne liberale grundindstilling betød ikke, at regeringen fralagde sig sit medansvar for den generelle ressourcefordeling eller ikke havde øje for den vekselvirkning mellem det offentlige og de private erhverv, som var karakteristisk for det moderne samfund. Udviklingen ville utvivlsomt medføre, at vi stod åbne over for yderligere behov for en offentlig serviceindsats over for erhvervslivet.

Sluttelig fremhævede ministeren som det centrale problem: fordelingen af ressourcerne, dvs. i sidste instans fordelingen af arbejdskraft og kapital mellem den offentlige og den private sektor. I denne forbindelse henviste han til, at regeringen havde igangsat et langsigtet planlægningsarbejde — den såkaldte perspektivplan — hvor bl. a. rammerne for det offentliges virke i de kommende 15 år søgtes udstukket. Det var vigtigt, at dette planlægningsarbejde blev således tilrettelagt, at der var de nødvendige ressourcer til rådighed for den erhvervsmæssige udvikling. Folketinget ville i øvrigt i perspektivplanerne få et materiale som udgangspunkt for en debat om denne grundlæggende problemstilling. Ministeren ville finde det særdeles nyttigt med en sådan lidt bredere debat om disse problemer.

I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgerne og handelsministeren — Ivar Nørgaard (S), Hans Kjær (KF), Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V), Dagmar Andreasen (RV), Sigsgaard (VS), Hanne Reintoft (DK), Kai Moltke (u.p.) og Per Hækkerup (S).

Under forhandlingerne stillede Poul Dam (SF) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3314):

„Idet folketinget vedkender sig sit medansvar for opretholdelsen af beskæftigelsen og forøgelsen af produktionen,

opfordrer det regeringen til at søge gennemført foranstaltninger, hvorved

urimelige virksomhedsnedlæggelser forhindres,

erhvervslivets forsyning med kapital sikres og bringes under offentlig styring med særligt henblik på eksportproduktionens behov, på fornøden rationalisering og på fremme af nye initiativer,

støtten til forskning, produktudvikling og udbygget erhvervsuddannelse forøges,

kontrollen med aktieselskaber og andre erhvervsdrivende selskaber skærpes og

de ansattes indflydelse i virksomhederne lovfæstes,

og går herefter over til næste sag på dagsordenen."

Sigsgaard (VS) stillede følgende forslag om motiveret dagsorden: (F. sp. 3355):

„Idet folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at ejerforholdene i B & W klarlægges, at samtlige økonomiske transaktioner i selskabet siden midten af 1960erne undersøges, at det oplyses, hvilke underleverandører B & W har, og til hvilke priser leverancerne sker, at disse priser sammenholdes med priser på tilsvarende leverancer, og at der foretages en undersøgelse af, til hvem de producerede skibe sælges og til hvilke priser,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Hanne Reintoft (DK) stillede følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3361):

„Idet folketinget opfordrer regeringen til at fremme en lovgivning, der sikrer, at al samfundsmæssig støtte til erhvervsvirksomheder gøres afhængig af, at de beskæftigede sikres deres løntilgodehavendes tilstedeværelse på den normale udbetalingsdag, samt at de får indflydelse på virksomhedens økonomiske dispositioner og arbejdets tilrettelæggelse,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Endelig stillede Ivar Nørgaard (S) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3383):

„Idet folketinget indskærper regeringen dens ansvar for at sikre fuld beskæftigelse og vækst i produktionen,

opfordrer tinget regeringen til at oprette et organ til fremme af den industrielle udvikling med deltagelse af repræsentanter for industrien, de faglige organisationer og samfundet samt til at nedsætte et kapitalmarkedsråd med det formål at reorganisere kapitalmarkedet og sikre den nødvendige kapitalforsyning til den fortsatte industrialisering.

Tinget går hermed over til næste sag på dagsordenen."

Forslaget om motiveret dagsorden af Poul Dam forkastedes med 85 stemmer (KF, V og RV) mod 57 (S og SF); 2 medlemmer (VS og DK) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Det af Sigsgaard stillede dagsordensforslag forkastedes med 85 stemmer (KF, V og RV) mod 2 (VS og DK); 57 medlemmer (S og SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Dagsordensforslaget stillet af Hanne Reintoft forkastedes med 85 stemmer (KF, V og RV) mod 2 (VS og DK); 56 medlemmer (S og SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Endelig forkastedes det af Ivar Nørgaard stillede forslag om motiveret dagsorden med 85 stemmer (KF, V og RV) mod 57 (S og SF); 2 medlemmer (VS og DK) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.