Ordføreren for forespørgerne, Aksel Larsen (SF), tog sit udgangspunkt i den forespørgselsdebat, som fandt sted den 15. maj 1970 (årbogen 1969-70, side 679 ff) og det ved den lejlighed vedtagne forslag om motiveret dagsorden. Ved dette — der var vedtaget med 86 stemmer mod 73 — opfordredes regeringen bl. a. til efter drøftelse med organisationerne og med henblik på den kommende overenskomstperiode at fastlægge en på samfundsøkonomiske hensyn baseret ramme for en socialt afbalanceret indkomstudvikling og at tilskynde arbejdsmarkedets hovedorganisationer til at indgå en ny aftale om samarbejdet på de enkelte virksomheder.

Den 22. september var statsministeren på et møde med organisationerne kommet med et blødt oplæg, som blandt andet havde indeholdt en bebudelse af den senere gennemførte lov om et prisstop. Senere havde regeringen tilkendegivet, at der skulle lægges et meget lavt loft over mulighederne for lønforbedringer, den såkaldt automatiske pristalsregulering burde afskaffes, og der skulle indføres et såkaldt lønnævn til at afgøre, om der i givet fald under visse omstændigheder kunne bevilges en delvis løndækning for en del af prisstigningerne. Dette måtte betegnes som lønstoppolitik, selv om der var givet visse vage antydninger af eventuelle overvejelser af kapitalvindingsskat, udbyttebegrænsning og måske andet.

På dette grundlag havde regeringen bedt arbejdsmarkedets parter om at forhandle og indledt forhandlinger med tjenestemændene og opsagt overenskomsterne med de statsansatte. Det var horribelt, at regeringen ville have et ja til sit lønpolitiske udspil uden at sige, hvordan den økonomiske politik i øvrigt ville blive, ja, uden at kunne give besked om, hvad man ville gøre for at bremse prisstigningerne ved prisstoppets ophør den 1. marts 1971.

Folketinget havde under denne udvikling været holdt udenfor. Heller ikke i 21-mands udvalget var der givet oplysninger til klaring af, hvad regeringen ville gøre ud over at føre lønpolitik, og hvordan den ville gennemføre sin lønpolitik. Dette måtte der nu gives besked om.

Statsministeren bemærkede, at den velkendte baggrund for regeringens initiativer var en mangeårig vedvarende tendens til stigende underskud i samhandelen med udlandet. Hvis denne tendens fik lov at fortsætte, ville det på afgørende måde bringe produktionen og beskæftigelsen i fare, både fordi vi mødte stigende vanskeligheder ved at finsansiere underskuddet, og fordi den voksende, i meget høj grad kortfristede gæld gjorde os meget sårbare over for internationale forstyrrelser. Regeringen måtte derfor lægge vægt på, at der udformedes en økonomisk politik, som i løbet af en kort periode kunne skabe ligevægt mellem valutaindtjeningen og valutaforbruget.

Hidtil var betalingsbalanceproblemerne alene søgt løst ved anvendelse af finans- og pengepolitiske midler. Det ville også fortsat være nødvendigt at opretholde en stram finans- og pengepolitik. Men lod man fortsat pengeindkomsterne og dermed priserne stige stærkere end i de lande, vor produktion skulle konkurrere med, kunne vi ikke genoprette balancen uden at stramme så hårdt, at det gik alvorligt ud over produktion og beskæftigelse. Derfor var det nødvendigt at inddrage indkomstdannelsen i den økonomiske samordning.

Målsætningen kunne kort karakteriseres således: Den årlige stigning i pengeindkomsterne — som i en årrække havde været på 10-12 pct. — burde ikke overstige den gennemsnitlige fremgang i produktionens effektivitet, der kunne anslås til 3½ á 4 pct. om året. Såfremt stigningstakten i de kommende 2 år holdtes på dette niveau, ville den væsentligste indenlandske årsag til prisstigninger være fjernet, og der ville være opnået en klar forbedring af dansk produktions konkurrenceevne.

Der måtte samtidig findes veje til at sikre, at pengeindkomsterne også i de kommende år udviklede sig væsentligt roligere, end de hidtil havde gjort.

Denne påtrængende stabilisering af priser og omkostninger kunne kun nås effektivt og på en socialt rimelig måde, såfremt alle indkomstgrupper blev inddraget.

Regeringen havde indledt sit indkomstpolitiske initiativ med gennemførelsen af et omfattende og stramt prisstop, og regeringen var besluttet på at gennemføre en lovgivning, der kunne sikre prisstabilitet også efter den 1. marts 1971. Før der var opnået større klarhed over den helhed, prisloven skulle indpasses i, var det imidlertid ikke muligt at udforme en konkret udformning.

Regeringen agtede at tage initiativet til anden lovgivning for at sikre, at alle indkomstgrupper kom til at yde deres rimelige bidrag til stabiliseringspolitikken. Regeringen forberedte således lovgivning om udbyttebegrænsning og om skærpet kapitalvindingsskat, og man gennemgik i øjeblikket afskrivningsreglerne kritisk. Derudover havde regeringen tilbudt, om det ønskedes, at støtte parterne i deres bestræbelser i retning af øget medindflydelse og medejerskab i virksomhederne.

Der var foreslået begrænsninger i de offentlige budgetter med over 3 milliarder kr. i den kommende 4 års periode, og regeringen havde indskærpet kravet om en øget kommunal selvfinansiering.

Statsministeren understregede, at det var uomgængeligt nødvendigt også at mindske de lønstigninger, der skete i løbet af overenskomstperioden, og dæmpe tendenserne til lønglidning. Regeringen havde derfor fundet det nødvendigt at pege på, at den automatiske dyrtidsregulering dels i sig selv, dels i samspillet med lønglidningen, havde en række uheldige økonomiske og sociale virkninger. Statsministeren redegjorde nærmere for disse virkninger.

Regeringen lagde vægt på, at disse uheldige virkninger — både de inflationsdrivende og de socialt uheldige — blev fjernet ved at sigte mere direkte mod en sikring af reallønnen for de grupper, der havde behov for en sådan sikring.

Statsministeren tillagde det stor betydning, at lønforholdene ordnedes ved frie forhandlinger mellem parterne. Men denne frihed måtte være frihed under ansvar over for vitale samfundsøkonomiske hensyn.

I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgeme og statsministeren — Erling Dinesen (S), Langkilde (KF, Enggaard (V), Niels Helveg Petersen (RV), Sigsgaard (VS), Hanne Reintoft (DK), Kai Moltke (u.p.), Per Hækkerup (S), Anker Jørgensen (S) og Ømann (SF).

Under forhandlingerne stillede Aksel Larsen (SF) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1552):

„Idet folketinget efter statsministerens redegørelse må konstatere, at regeringens økonomiske politik er slået fejl, at regeringens spareforslag er udtryk for panik, og at dens påtænkte indgreb mod lønmodtagerne er uantagelige,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Erling Dinesen (S) stillede følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1563):

„Idet folketinget tager afstand fra regeringens planer om afskaffelse af dyrtidsreguleringen og indførelse af tvungen voldgift samt advarer regeringen mod at gribe ind i de overenskomstforhandlinger, der er i gang, og idet tinget opfordrer regeringen til at foranledige dagsordenen af 15. maj trukket tilbage,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Endelig stillede Langkilde (KF) på det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres vegne følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1571):

„Idet folketinget tager statsministerens redegørelse til efterretning, opfordrer tinget regeringen til at fortsætte de indledte indkomstpolitiske forhandlinger

og går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Det af Langkilde stillede dagsordensforslag vedtoges med 79 stemmer (KF, V, RV) mod 64 (S, SF, VS, DK, u.p.). Hermed var det af Aksel Larsen og det af Erling Dinesen stillede forslag om motiveret dagsorden bortfaldet.