B 45 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde og af lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fI. (Om forhøjelse af dagpenge og erstatninger, afskaffelse af ventetidsregler og ændring af forsikringspligtens ordning m. v.).

Samling: 1970-71
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning fremsattes og behandledes sammen med forslag til lov om ændring af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde. (Ændring af bestemmelserne om en efterladt ægtefælles ret til erstatning) og forslag til lov om ændring af lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl. (Ændring af bestemmelserne om en efterladt ægtefælles ret til erstatning).

Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer socialministeren til at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om forsikring af følger mod ulykkestilfælde, jfr. lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968, som ændret ved lov nr. 333 af 18. juni 1969 § 7, idet lovforslaget udarbejdes efter følgende retningslinjer:

1. Dagpenge beregnes på en sådan måde, at der ved anvendelse af højeste dagpengesats ydes 615 kr. pr. uge.

2. Grænsen for dagpengenes størrelse i forhold til den tilskadekomnes dagløn sættes til 9/10 af indtægtstabet på ugebasis mod efter gældende regler 3/4.

3. De i loven fastsatte maksimale årslønninger og andre begrænsninger, der indgår i grundlaget for beregningen af dagpenge, invaliditetserstatninger og erstatninger til efterladte, forhøjes eller ændres således, at også invaliditetserstatninger- ne m. v. bliver betydelig større end de nuværende, som må anses for utilstrækkelige.

4. Ventetidsreglerne afskaffes.

5. Bestemmelserne om forsikringspligtens ordning ændres således, at risikoen skal afgives til en statsinstitution.

6. Bestemmelserne om forsikringens dækningsområde udvides, således at ulykkestilfælde indtruffet på vej til og fra arbejdet omfattes af loven. Også andre udvidelser bør overvejes ved lovrevisionen.

Folketinget opfordrer endvidere socialministeren til at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl., jfr. lovbekendtgørelse nr. 138 af 26. april 1968, idet lovforslaget udarbejdes efter retningslinjer, svarende til de ovenfor angivne med fornøden hensyntagen til de forskelle, der skiller de to grene af ulykkesforsikringslovgivningen."

Socialministeren kunne ved 1. behandling ikke gå ind for forslaget og henviste bl. a. til socialreformkommissionens arbejde, herunder bl. a. med en dagpengereform (se side 339), hvilken holdning blev delt af Simonsen (KF), Robert Christensen (V) og Valbak (RV), medens Kurt Brauer (SF) udtrykte sympati for forslaget.

Socialudvalget nåede ikke at tilendebringe sit arbejde med forslaget inden folketingsårets slutning.
Partiernes ordførere
Palle Simonsen (KF), Robert Christensen (V), Aage Valbak (RV) og Kurt Brauer (SF)