B 43 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af den sociale pensionslovgivning.

Samling: 1970-71
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer socialministeren til efter følgende retningslinjer at fremsætte lovforslag til ændring af den sociale pensionslovgivning (folke-, invalide- og enkepension, jfr. lovbekendtgørelserne nr. 155-157 af 15. april 1970, som ændret ved lov nr. 231 af 7. maj 1970 og lov nr. 277 af 9. juni 1970).

I.

1. Pensionerne bør ajourføres under hensyn til lønudviklingen på arbejdsmarkedet siden 1. april 1969, da den allerede givne kompensation er utilstrækkelig.

2. Der indføres samtidig automatisk regulering af pensionerne i forhold til lønudviklingen på arbejdsmarkedet.

3. Førtidspension bør kunne tilkendes allerede fra det fyldte 55. år og således, at også erhvervsvanskeligheder, der skyldes sociale årsager, f. eks. langvarig arbejdsløshed på grund af strukturrationalisering i videregående omfang, anerkendes som grundlag for førtidspensionering.

4. De i pensionslovgivningen fastsatte fradragsregler vedrørende pensionernes grundbeløb og pensionstillæggene lempes, således at visse pensionistgrupper, som efter de gældende fradragsregler i kombination med skattelovgivningen får deres disponible indkomst beskåret i særlig følelig grad i forbindelse med ekstraindtægter, stilles gunstigere. Forslagsstillerne udelukker ikke, at det ønskede resultat bedst kan opnås ved kombineret ændring af pensions- og skattelovgivningen.

II.

Folketinget opfordrer socialministeren til at intensivere overvejelserne vedrørende den videre udbygning af pensionerne med sigte på at nå frem til en alle dækkende tjenestemandslignende pensionsordning finansieret ved arbejdsgiverbidrag."

Forslaget var til dels en videreførelse af forslag til folketingsbeslutninger, fremsat i folketingsårene 1968-69 og 1969-70.

Socialministeren udtalte ved 1. behandling, at pensionerne ikke i de forløbne ca. 10 år er sakket bagud for arbejdernes gennemsnitslønninger, ligesom hun bemærkede, at spørgsmålet om en automatisk regulering påny vil blive taget op til overvejelse på baggrund af den forbedrede indkomststatistik, kildeskatten forventes at medføre. Med hensyn til aldersgrænsen for førtidspension ønskede hun at afvente socialreformkommissionens overvejelser, ligesom hun oplyste, at „skatteklemmen", som rammer visse pensionister, påny vil blive gjort til genstand for overvejelser med henblik på en løsning af dette teknisk meget komplicerede problem. Endelig udtalte socialministeren, at en tjenestemandslignende pensionsordning ikke for tiden indgår i regeringens overvejelser.

Clara Munck (KF), Evan Jensen (V) og Valbak) RV) var enige om, at forslaget i vidt omfang berørte vigtige spørgsmål, og at problemerne burde nærmere undersøges, skridt hertil var allerede taget i et vist omfang i socialreformkommissionen. Forslaget fandt støtte hos Vivike (SF) og Hanne Reintoft (DK).

Socialudvalget nåede ikke at tilendebringe sit arbejde med forslaget inden folketingsårets slutning.
Partiernes ordførere
Kaj Bundvad (S), Clara Munck (KF), Evan Jensen (V), Aage Valbak (RV), Holger Vivike (SF) og Hanne Reintoft (DKP)