B 39 Forslag til folketingsbeslutning om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde.

Af: Kurt Brauer (SF) , Morten Lange (SF) og Gert Petersen (SF)
Samling: 1970-71
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Juul-Madsen, Knud Bro, Clara Munck, Erik Hansen (Vejle amt), Kristen Østergaard [næstformand], Arne Christiansen, Per Møller, Skovmand, Bilgrav-Nielsen, Niels Helveg Petersen, Kjeld Olesen, Lene Bro, Holst, Frode Jakobsen, Orla Pedersen, Søgaard og Kurt Brauer [formand].

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer indenrigsministeren til at fremsætte forslag til ændring af loven om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde, således at der hjemles mulighed for, at værnepligtige kan fremsætte begæring om overførsel til civilt arbejde, efter at vedkommende har påbegyndt tjeneste ved forsvaret."

Det fremgik af bemærkningerne til forslaget, at selv om den gældende lov om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde ikke tillader overførsel til civilt arbejde under aftjening af værnepligten, har forsvarsministeriet tidligere imødekommet ansøgninger om overførsler fra personer, som efter at have påbegyndt tjenesten har ønsket sig overført, selv om de pågældende ikke har opfyldt de almindelige betingelser for midlertidig hjemsendelse. Baggrunden for forslaget er den skærpelse af den lempelige praksis, som forsvarsministeriet indførte ved en skrivelse af 11. marts 1971, hvori det blev fastslået, at de værnepligtige må tage stilling til spørgsmålet om aftjening af værnepligten ved civilt arbejde, inden de møder til tjeneste i forsvaret. Som det siges i bemærkningerne, har den ændrede administration til følge, at værnepligtige, der er indkaldt til civilforsvarstjeneste, fortsat vil kunne begære sig overført til civilt arbejde, men værnepligtige, der af udskrivningsmyndighederne er anbragt til tjeneste ved hær, søværn eller luftvåben, afskæres fra denne mulighed.

Ved forslagets 1. behandling anførte indenrigsministeren følgende om baggrunden for den ændrede praksis:

„For nogle år siden var der kun ganske få soldater, der benyttede sig af ordningen. I hvert af årene 1966 og 1967 var tallet således under 10. Imidlertid er tallet steget meget voldsomt i de sidste par år. I 1970 var tallet over 300, og i løbet af de første 4 måneder i år har tallet passeret 200. Forsvarsministeriet og indenrigsministeriet er enige om, at denne uvikling ikke er acceptabel for værnene. Sagen er nemlig den, at midlertidig hjemsendelse af en værnepligtig ikke alene betyder, at den pågældende militære enhed mangler en mand, men ofte også, at hele enhedens uddannelsesprogram slås i stykker. Denne udvikling fører altså med sig, at der spildes store uddannelsesudgifter såvel for den enkelte værnepligtige, som ikke fuldfører sin uddannelse, som for den enhed, han forlader.

Af hensyn til forsvarets uddannelse, og beredskabssituationen fandt forsvarsministeriet det derfor i begyndelsen af dette år nødvendigt at træffe beslutning om at bringe den hidtidige praksis til ophør. Det vil sige, at man herefter holder sig til ordlyden af § 2 i loven om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde. Efter denne bestemmelse kan begæring om overførsel til civilt arbejde, således som jeg allerede har nævnt det, ikke fremsættes, medens vedkommende er til tjeneste ved forsvaret.

Ikrafttrædelsesreglerne for den nye ordning er udformet således, at den ændrede praksis kun finder anvendelse på værnepligtige, der inden deres møde ved forsvaret har fået orientering om, at man ikke længere har mulighed for at blive hjemsendt fra forsvaret, hvis man ønsker at blive civil værnepligtig. Det er altså sådan, at de værnepligtige udtrykkelig bliver gjort bekendt med, at ønsket om at søge om overførsel til civilt arbejde må fremsættes, inden uddannelsen ved forsvaret påbegyndes.

Hertil kommer, at der fortsat er adgang til midlertidigt at hjemsende soldater efter de almindelige regler, det vil sige når velfærdstruende forhold tilsiger det. Når jeg endnu ikke har taget stilling til, om en tilsvarende ordning bør gennemføres for de værnepligtige i civilforsvarskorpset, hænger det sammen med den særlige regel i civilforsvarsloven § 9. Denne bestemmelse giver adgang til at lade civile værnepligtige aftjene deres værnepligt i civilforsvarskorpset. Ordningen er imidlertid den, at disse værnepligtige efter ansøgning kan føres direkte tilbage fra korpset til aftjening af egentlig civil værnepligt. En sådan tilbageføring sker altså uden fornyet sessionsbehandling."

Ordføreren for forslagsstillerne (Kurt Brauer) gav straks ved forhandlingens begyndelse udtryk for ønske om, at forslaget måtte gå direkte til 2. behandling uden udvalgsbehandling for gennem en afstemning at få demonstreret folketingsmedlemmernes holdning til disse principielle ting. — Kjær Rasmussen (VS) kunne fuldt ud tilslutte sig forslaget, og også Kjeld Olesen (S) var i princippet enig i forslaget. Han mente dog, at der måtte sættes visse grænser for, hvornår begæring om overførsel kan fremsættes. Endvidere måtte der efter Kjeld Olesens opfattelse sættes ind imod, at bekvemmelighedshensyn kunne spille ind ved ønsket om overførsel til civilt arbejde. Derimod blev forslaget ubetinget afvist af Juul-Madsen (KF) og af Kristen Østergaard (V). Heller ikke Skovmand (RV) mente, at han kunne støtte forslaget om en lovændring. Den gældende lov var klar nok i sine principper, og en fornuftig praksis måtte kunne klares administrativt uden lovændring. Under behandlingen fremsatte Kurt Brauer herefter følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget konstaterer, at forsvarsministeren har ændret hidtidig praksis med hensyn til behandling af ansøgninger fra værnepligtige, der søger overførsel til civilt arbejde efter at have påbegyndt tjeneste ved forsvaret, pålægger tinget forsvarsministeren at vende tilbage til den tidligere anvendte praksis

og går herefter over til næste sag på dagsordenen."

Forslaget forkastedes med 77 stemmer mod 45 (S, SF og VS).

Det udvalg, hvortil forslaget herefter blev henvist, nåede ikke at afslutte arbejdet i indeværende folketingssamling. Udvalget afgav den 3. september en beretning.
Partiernes ordførere
Knud Østergaard (KF), E. Juul-Madsen (KF), Sven Skovmand (RV), Kurt Brauer (SF) og Svend Erik Kjær Rasmussen (VS)