B 35 Forslag til folketingsbeslutning om tobaksreklame.

Samling: 1970-71
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Poul Schlüter, Henry Møller, Lis Møller, Ulla Worm, Jens Peter Jensen (Sorø amt), Niels Andersen, Niels Jørgen Nielsen, Skovmand [næstformand], Jørgen Andersen, Dagmar Andreasen, Karen Dahlerup Andersen, Albertsen [formand], Jørgen Peder Hansen, Helge Nielsen, Poul Nilsson, Ivar Nørgaard og Aksel Larsen.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til lov om tobaksreklame m.v., hvori fastsættes regler for udformningen af cigaretreklamer samt for oplysning om cigaretrygningens skadelige virkninger.

Lovgivningen bør endvidere sikre, at der fra statens side stilles midler til rådighed til oplysningskampagner i såvel skoler som i radio og tv og over for gravide, samt til, at der oprettes afvænningsklinikker.

En sådan lovgivning skal indeholde følgende punkter:

1. at fastlægge retningslinjer for udformningen af cigaretreklamer,

2. at cigaretreklamer m. v. under enhver form skal indeholde advarsel om cigaretrygningens skadelige virkninger,

3. at hver enkelt cigaretpakning påtrykkes advarsel om indholdets skadelige virkning,

4. at der fra statens side stilles de nødvendige midler til rådighed for gennemførelse af oplysningskampagner i skoler, i radio og TV samt over for gravide,

5. at der oprettes afvænningsklinikker, og

6. at der foretages en nærmere undersøgelse af anvendelsen af tilsætningsstoffer i tobaksvarer i almindelighed, herunder den såkaldte „homogene" tobak."

Om baggrunden for forslagets fremsættelse udtalte ordføreren for forslagsstillerne følgende i fremsættelsestalen:

"Forslaget tilsigter, gennem intensiv oplysning om tobakkens skadelige virkninger og ved indflydelse på tobaksreklamens udformning, at dæmpe stigningen i cigaretforbruget og om muligt medvirke til, at færre begynder at ryge.

I 1961 afgav et af sundhedsstyrelsen, Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse og Den almindelige danske Lægeforening nedsat fællesudvalg en betænkning, hvis konklusion er, at der findes en årsagssammenhæng mellem tobaksrygning—først og fremmest cigaretrygning — og lungekræft.

I 1964 forelå betænkning nr. 357: „Foranstaltning til nedsættelse af cigaretforbruget."

Beklageligvis har offentliggørelsen af 1961-betænkningen tilsyneladende ikke virket dæmpende på tobaksforbruget, ligesom de forslag, der er indeholdt i betænkningen af 1964, kun er fulgt i ringe grad, bortset fra at dagbladenes tobaksannoncer herefter blev formindsket til maksimalt halvsideformat og cigaretreklamer i blade for børn og i biografer ophørte.

Det banderolerede cigaretsalg i Danmark ser ud til at være uforandret. Hertil kommer tobakssalg i lufthavnenes skattefrie udsalgssteder og salget i visse fly og skibe.

Ud over at det i 1961-betænkningen er påpeget, at tobaksrygning kan forårsage lungekræft, ved man nu, at cigaretrygning bl. a. kan være årsag til kronisk bronckitis, forkalkning i hjertet og mavesår, at cigaretrygning forøger risikoen for for tidlig fødsel og muligvis kan være årsag til sterilitet. Heller ikke denne viden har dæmpet forbruget.

Der er ingen grund til at tro, at vi i dag kender alle tobakkens følgesygdomme, og vi ved heller ikke tilstrækkeligt om, hvilke tilsætningsstoffer der anvendes ved tobaksprodukternes fremstilling, og altså heller ikke, hvorvidt tilsætningsstofferne kan virke sygdomsfremmende.

I en række lande er man gennem lovgivning gået ind i problemet.

Også i Danmark er det ud fra et forebyggende sundhedsmæssigt synspunkt en meget påtrængende opgave. Hvis den skal løses, kræver det flere undersøgelser, det kræver oplysningskampagner, og det kræver hjælp til de rygere, der vil holde op."

Ved forslagets 1. behandling redegjorde indenrigsministeren for de foranstaltninger, der var truffet af indenrigsministeriet, som havde lagt hovedvægten på en vis begrænsning af annonceringen for cigaretter og på oplysningsvirksomhed i skolerne. Til samtlige skoler og seminarier var således udsendt et oplysningsmateriale bestående af en grundbog for lærere samt forskellige plancher med statistiske oplysninger om cigaretrygningens farlighed. Samtidig var der af undervisningsministeriet udsendt et cirkulære, hvori det henstilles, at skolerne fremtidig medtager emnet cigaretrygningens farlighed i undervisningen. Om forslagets enkelte punkter udtalte indenrigsministeren iøvrigt:

„Jeg vil i øvrigt begrænse mig til om enkelte punkter i forslaget til folketingsbeslutning at sige, at forslagets punkt 1-3 om reklamering og advarsler i cigaretreklame og på cigaretpakker om de skadelige virkninger af cigaretrygning er udførligt drøftet i den betænkning, som i 1964 blev afgivet af det af indenrigsministeriet nedsatte udvalg om foranstaltninger til nedsættelse af cigaretforbruget, det såkaldte cigaretudvalg. Som det måske er kendt, gik udvalget ind for et totalt forbud mod reklamering for tobaksvarer og fandt bl. a. på denne baggrund værdien af en direkte oplysningspligt for cigaretfabrikanterne i reklamer og på pakker værende af tvivlsom værdi. Hidtil har vi her i landet ikke ment at burde søge gennemført et reklameforbud. Det må indgå i udvalgets overvejelser, om der på dette punkt er grund til at revidere betænkningens synspunkter.

Hvad angår forslagets punkt 4 om oplysningskampagner i skoler, radio og tv samt over for gravide, skal jeg med hensyn til skolerne henvise til, hvad jeg lige har sagt. Til forslaget om oplysning over for gravide kan jeg sige, at det ifølge sundhedsstyrelsens retningslinjer til landets læger og jordemødre allerede i dag er således, at alle gravide kvinder i forbindelse med den første svangerskabsundersøgelse skal orienteres om det skadelige i at ryge under graviditeten. Om oplysningskampagner i radio og tv kan jeg sige, at jeg fuldt ud tilslutter mig det synspunkt, at noget sådant vil være af væsentlig betydning, og jeg ser gerne, at Danmarks radio gør et arbejde for at mindske omfanget af cigaretrygning ved udsendelser i radio og i fjernsyn.

Til forslaget om oprettelse af afvænningsklinikker vil jeg bemærke, at jeg på forhånd stiller mig lidt skeptisk over for værdien heraf. I den betænkning, jeg omtalte før fra cigaretudvalget, fandt man ikke tilstrækkeligt grundlag for at anbefale oprettelse af afvænningsklinikker. Jeg vil gerne lige sige, at jeg ligesom udvalget har den opfattelse, at den psykiske og praktiske støtte, som er nødvendig for mange mennesker, for at de kan gennemføre beslutningen om en tobaksafvænning, i langt de fleste tilfælde vil kunne gives og bør gives af pårørende eller venner til den pågældende. For mig at se må det rigtige være at lade rådgivning og vejledning om problemerne ved tobaksafvænning indgå i en eventuel oplysningskampagne om tobaksrygningens skadevirkninger.

Endelig kan jeg til forslaget vedrørende tilsætningsstoffer i tobaksvarer oplyse, at der tilsyneladende ikke hidtil er foretaget danske undersøgelser på dette område. I udlandet er der derimod arbejdet med disse spørgsmål, og i indenrigsministeriet er vi i øjeblikket ved at indhente oplysninger om de resultater, undersøgelserne måtte have givet for belysning af spørgsmålet om tilsætningsstoffernes eventuelle skadevirkning."

Forslaget fik i det store og hele en velvillig modtagelse i folketinget, idet man fra alle sider erkendte tobaksrygningens skadelighed. Der var dog nogen uenighed om flere af de foreslåede indgreb, og Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) havde således den principielle opfattelse, at man skulle afholde sig fra at lovgive på området. Langkilde (KF) rejste spørgsmålet om, hvor langt det offentlige kan gå med hensyn til at gribe ind i det frie forbrugssalg på områder, hvor man mener at dette kan være skadeligt. Aksel Larsen (SF) gav bl. a. udtryk for, at efter hans opfattelse burde enhver form for reklamelotteri forbydes.

Det folketingsudvalg, hvortil forslaget blev henvist, afgav den 3. september en beretning, som bl.a. indeholder en række henstillinger til indenrigsminister og undervisningsminister om foranstaltninger, som efter udvalgets opfattelse bør overvejes eller søges gennemført med henblik på at dæmpe stigningen i tobaksforbruget.
Partiernes ordførere
Karen Dahlerup Andersen (S), Jørgen Langkilde (KF), Jens Peter Jensen (V), Sven Skovmand (RV) og Aksel Larsen (SF)