Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Poul Schlüter [næstformand], Fanger, Erik Hansen (Vejle amt), Asger Jensen, Jens Frandsen, Kofoed, Eva Ree, Valbak, Rigmor Christensen, Else-Merete Ross, Niels Mørk, Karen Dahlerup Andersen, Bundvad, Camre, Finn Christensen, Kampmann og Kurt Brauer [formand].

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer indenrigsministeren til at fremsætte lovforslag med følgende hovedindhold:

1. Detailhandel med lægemidler drives af offentlig myndighed, de nuværende apoteker overtages af staten, mens sygehusapoteker hører under pågældende hospitalsmyndighed.

2. Levering af forarbejdede og uforarbejdede lægemidler til apotekerne sker gennem et hertil oprettet statsselskab.

3. Der skabes endvidere hjemmel for, at staten kan oprette eller overtage en virksomhed til produktion af lægemidler."

Ved forslagets 1. behandling udtalte indenrigsministeren:

„Det forslag, der her foreligger, må jeg opfatte som et indlæg i en debat om de fremtidige medicinforsyningsproblemer, som vi længe har været opmærksom på.

Forslagsstillerne angiver selv, at deres forslag ikke foregiver at være en detaljeret anvisning på en fastlæggelse af medicinforskningsstrukturen. Men det angiver med ret stor enkelhed hovedretningslinjerne for en løsning af særdeles vanskelige problemer. Jeg går ud fra, at forslagsstillerne har studeret den svenske strukturændring, som ikke er noget hovedkuldsværk, men gennemført på grundlag af en nøje udredning af alle problemerne omkring lægemiddelforsyningen. Denne udredning påbegyndtes allerede i 1963.

Jeg går også ud fra, at det er forslagsstillerne bekendt, at den del af deres forslag, som de selv betegner som den vigtigste, oprettelsen af en statslig engrosvirksomhed som den eneste formidlende, fandt man det ikke påkrævet at gennemføre i Sverige. Jeg er enig i, at den nuværende medicinforsyningsstruktur trænger til en nærmere undersøgelse; det bør overvejes, om den er tidssvarende, og hvilke ændringer der bør foretages. Som jeg flere gange har nævnt her i tinget, finder dette også sted, nemlig i det apotekerudvalg, der blev nedsat den 8. februar 1969. I dette udvalgs kommissorium indgår ud over overvejelserne om ændringer i de gældende regler for fremstilling, for ind- og udførsel, for forhandling, for udlevering og anvendelse af lægemidler mange andre ting og også spørgsmålet om ændringer i lægemiddelforsyningens struktur, herunder navnlig apotekervæsenets.

Også spørgsmålet om sygehusapoteker og sygehusvæsenets medicinforsyning overvejes i det pågældende udvalg.

Såvel opstilling af de materielle regler for lægemidler, herunder afgrænsning af de varer, en lovgivning om lægemidler skal gælde for, som strukturspørgsmålet er komplicerede problemer. Jeg kan oplyse, at apotekerlovsudvalget er i besiddelse af et særdeles stort materiale både fra Sverige og andre steder, og at dette materiale også indgår i udvalgets overvejelser.

Jeg finder ikke, at forslagsstillerne har peget på noget akut behov for med øjeblikkelig virkning at ændre hele strukturen på lægemiddelforsyningsområdet, det kræver efter min opfattelse også et grundigt udvalgsarbejde. Derfor mener jeg, vi må afvente resultatet af apotekerudvalgets arbejde, og det giver os oven i købet mulighed for at følge, om den svenske ordning virker efter sin hensigt. Jeg går ud fra som givet, at forslagsstillerne har samme synspunkt som jeg, at det, det drejer sig om, er at skaffe forbrugerne lægemidler af højest mulig kvalitet til den billigst mulige pris, og det drejer sig ikke om at kvæle en lægemiddeleksport, som jo dog bringer mange millioner kroner til landet."

Forslaget blev iøvrigt afvist af regeringspartiernes ordførere, som dels ikke var enige i forslagets sigte og dels ønskede at afvente resultatet af apotekerudvalgets arbejde. Derimod gav Niels Mørk (S) udtryk for meget stor interesse for forslaget, da det lå på linje med de tanker, som hans parti gennem årene havde haft om dette spørgsmål. Det ville efter hans opfattelse nok være en noget vanskeligere og langt mere kompliceret opgave for det offentlige at gå direkte ind i produktionen af lægemidler end at gå ind i detail- og engrosleddet. Kjær Rasmussen redegjorde for venstresocialisternes målsætning på medicinalvareområdet, som var offentlig produktion, offentlig produktudvikling, offentlig distribution og fri medicin. Man måtte derfor umiddelbart forlange en sammenslutning af alle medicinalproducerende industrier i et enkelt selskab med fælles ledelse og fælles regnskab. Dette selskab burde gives koncession på medicinfremstilling og på medicinimport samt forpligtelse til at afsætte en bestemt del af omsætningen til forskning, til udvikling af nye produkter og til kontrolundersøgelser af produkternes bivirkninger. Hanne Reintoft (DK) kritiserede, at forslagsstillerne i bemærkningerne havde givet udtryk for, at forslaget bare havde til hensigt at give en anvisning på, hvilke hovedpunkter der burde indgå i en debat om medicinforsyning. Forslaget burde i stedet have været formuleret således, at det blev pålagt staten at overtage apotekerne og de nuværende virksomheder til produktion af lægemidler. Med henvisning til Kjær Rasmussens indlæg udtalte ordføreren for forslagsstillerne, Kurt Brauer (SF), i sit afsluttende indlæg, at det videregående mål for hans parti også var fri medicin og en totalt offentlig produktudvikling. Videre sagde han: „Der er bare det ved det, at hvis vi skulle gå hen, inden vi rejser hjem, den 5. juni formodentlig, og have vedtaget et forslag om en total offentlig produktudvikling, ville vi støde imod, at mange af de medicinalfirmaer, som er etableret her i landet, og som vi jo så måtte nationalisere, har placeret væsentlige dele af deres produktion i udlandet og er baseret på et kontaktnet til udenlandske købere af medicinalvarer og i øvrigt også kemiske varer, som det er blevet påpeget. Man ville ikke uden videre kunne nationalisere deres viden om dette kontaktnet. Jeg er bange for, at hvis vi gjorde det, ville vi kun nationalisere et par fabriksbygninger med nogle maskiner. Man kan ikke nationalisere fra den ene dag til den anden hele produktudviklingsprocessen. Mange medicinalvarer er et resultat af årelang forskning på området, og den know-how, som det hedder med et modbydeligt udtryk, kan ikke nationaliseres, for den sidder på indersiden af hovedet hos nogle mennesker, som har et præcist billede om, hvor de vil hen, og hvor de vil ende. Men jeg er helt enig i, at enhver udvikling på området bør styre henimod en egentlig offentlig overtagelse af produktudviklingen."

Efter 1. behandlingen henvistes forslaget til et folketingsudvalg, der ikke nåede at afslutte arbejdet i indeværende folketingssamling.