B 31 Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg til undersøgelse af lægevæsenet m.v.

Samling: 1970-71
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Lis Møller, Erik Hansen (Vejle amt) [næstformand], Karen Thurøe Hansen, Stæhr Johansen, Kofoed, Niels Andersen, Holger Hansen,Valbak, Erik Hansen (Ålborg amt), Grethe Philip, Kjeld Olesen, Bundvad, Camre, Finn Christensen, Grete Hækkerup, Niels Mørk (formand) og Kurt Brauer.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte et hurtigt arbejdende udvalg, der skal undersøge lægevæsenets og sygehusenes forhold."

I bemærkningerne til forslaget anførtes følgende, herunder om udvalgets opgaver:

„Samfundets sociale og økonomiske udvikling stiller stærkt ændrede krav til lægevæsenets funktion. En tidligere overvejende medicinsk-kirurgisk opgave er under hurtig udvikling til at blive en social-medicinsk-psykologisk opgave.

Det er vigtigt, at lægerne sætter ind på at afdække de sociale og psykologiske forhold, som forårsager mange sygdomme. Dette må indebære, at lægernes deltagelse i det forebyggende social-medicinske arbejde prioriteres højere end i dag.

Ud fra ønsket om en forbedring af patientbehandlingen og samtidig med henblik på en rationel udnyttelse af de betydelige samfundsmæssige investeringer bør udvalget bl. a.:

— undersøge arbejdsdelingen mellem de forskellige sygehuse og arbejdsdelingen mellem læger i almen praksis, speciallæger og sygehusene og herunder undersøge mulighederne for en forbedring af visitationen,

— undersøge samarbejdsforholdene på sygehusene dels med henblik på at inddrage hele personalet i et positivt samarbejde under en demokratisk ledelsesform, dels for at opnå en bedre arbejdsdeling mellem personalet og forbedre arbejdsforholdene,

— undersøge, hvorledes lægevæsenets sikkerheds- og kontrolbestemmelser kan forbedres, samt stille forslag til en modernisering og effektivisering af den eksisterende embedslægeordning,

— undersøge om lægernes kollegiale vedtægter virker hæmmende på en nyudvikling af lægevæsenets organisation og samarbejdsforhold,

— undersøge, hvorledes det stærkt voksende medicinforbrug kan bremses gennem en bredere samfundsmæssig vurdering af sygdommens sociale årsager og en indsats mod disse årsager; herunder bør sundhedsstyrelsens praksis med hensyn til indregistrering af lægelige præparater tages op til kritisk overvejelse,

— undersøge, i hvilket omfang den lægevidenskabelige uddannelse og forskning dækker de socialmedicinske og lignende fagområder, og stille forslag til udbygning heraf,

— tage initiativ til at etablere en løbende videnskabelig undersøgelse af naturlægernes præparater og ikke-autoriserede helbredelsesmetoder, således at positive resultater nyttiggøres.

Udvalget bør sammensættes på en sådan måde, at der sikres en tilstrækkelig alsidig behandling af de nævnte områder."

Ved forslagets 1. behandling understregede indenrigsministeren regeringens positive indstilling overfor ethvert forslag, der tilsigtede en effektiv forbedring af de herskende forhold inden for sygdomsforebyggelsen og sygdomsbehandlingen. Samtidig gav ministeren dog udtryk for stor tvivl om værdien af at gribe problemerne an som foreslået af forslagsstillerne. Ministeren kommenterede en række af de spørgsmål, som var fremdraget i bemærkningerne til forslaget, og sammenfattede slutteligt sine synspunkter således, at de rejste problemer vel var af overordentlig stor interesse og betydning for sundhedsvæsenets videre udvikling, men at en nærmere analyse ville vise, at en række af spørgsmålene allerede i dag var taget op til behandling, hvorfor henlæggelse til et regeringsudvalg snarest ville virke hæmmende på udviklingen. Andre af spørgsmålene var enten rene forskningsopgaver eller hørte ikke hjemme i et statsligt nedsat udvalg. Endelig fremhævede ministeren den for ham helt afgørende indvending, at et udvalg med en så bred sammensætning, som det foreslåede vidtspændende kommissorium måtte kræve, i realiteten ville fremtræde som en tungt arbejdende kommission og ikke som et hurtigt arbejdende udvalg. Ministeren var parat til med et folketingsudvalg at drøfte de enkeltspørgsmål, som udvalget måtte ønske nærmere belyst, og han ville ikke afvise muligheden af, at der kunne være problemer, som det kunne være ønskeligt at få gennemarbejdet og analyseret i et virkelig hurtigt arbejdende regeringsudvalg.

Forslaget gav i folketinget anledning til udveksling af en række synspunkter, hvorom nærmere henvises til referatet i folketingets forhandlinger.

Man erkendte fra alle sider de rejste spørgsmåls store omfang og betydningen af, at de hermed forbundne problemer nærmere blev overvejet i et folketingsudvalg.

Det udvalg, hvortil forslaget blev henvist, nåede ikke at afslutte arbejdet i indeværende folketingssamling.
Partiernes ordførere
Kjeld Olesen (S), Lis Møller (KF), Niels Anker Kofoed (V), Aage Valbak (RV), Gert Petersen (SF) og Svend Erik Kjær Rasmussen (VS)