Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Winther, Bøgholm, Hans Kjær, Knud Østergaard (fra 23/3 Fanger), Niels Andersen, Lennart Larson, Johan Philipsen, Niels Helveg Petersen, Dagmar Andreasen, Helge von Rosen, Kampmann, Camre, Poul Dalsager [næstformand], Erling Dinesen, Lis Groes, Jørgen Peder Hansen og Morten Lange [formand].

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at stille lovforslag om oprettelse af et statsligt olieselskab med nedenfor nævnte opgaver:

Selskabet skal importere og oplagre olie og olieprodukter fortrinsvis med lavt indhold af stoffer, der forårsager forurening.

Selskabet forsyner statsbanerne, forsvarets institutioner og andre statslige virksomheder med sine produkter. Selskabet sikres fortrinsret på levering til kommunale og andre offentlige institutioner.

Selskabet udbygger forsyningssystemer til nye lufthavne og varetager herefter forsyningerne.

Selskabet skal være bemyndiget til at tilbyde leverancer til kooperative handelsselskaber og til andre købere.

Selskabet skal endvidere være bemyndiget til at udbygge ilandførings- og fordelingsanlæg for naturgas og skal gives koncession på afsætning af de ilandførte produkter."

I fremsættelsen hedder det bl. a.:

„Den internationale oliehandel er i høj grad samlet inden for et begrænset antal store selskaber, der ikke mindst på det danske marked i fællesskab udøver et næsten uindskrænket monopolvælde. De danske filialselskaber har ingen ægte selvstændighed, og moderselskaberne kan sikre sig den væsentligste part af den samlede profit ved fastsættelse af leveringspriserne. De få forsøg, der er gjort på at svække det udenlandske monopol, har vist, at der er mulighed for billigere oliesalg.

Problemet er ikke særskilt for Danmark. Men Danmark er dog nok blandt de lande, der har gjort mindst for at svække de store selskabers monopol. Monopoltilsynets kontrolmuligheder er indskrænket til den del af prisdannelsen, der direkte sorterer under filialselskaberne. Den eneste virkelige mulighed for at påvirke oliepriserne må være en nationalisering af oliehandelen eller dele af den.

Et stort statsligt olieselskab er ikke noget særsyn i Vesteuropa, og at oprette et sådant selskab i Danmark må anses for meget ønskeligt.

Der er grund til at tro, at dette selskab kunne levere olieprodukter til priser, der vil være særdeles konkurrencedygtige, og allerede derved presse den gældende markedspris ned eller skære en bred top af de varslede stigninger.

Det må være naturligt, at selskabet får karakter af et aktieselskab, hvor staten har aktiemajoritet, men hvor kooperationen kan sikre sig aktieposter i forbindelse med et samarbejde.

Det er klart for forslagsstillerne, at international oliehandel ikke er et harmløst dukketeater. Men netop denne tids spænding mellem oliestaterne og de store monopolselskaber skulle gøre det til en mulighed at sikre fordelagtige opkøb uden om de internationale giganter.

En anden årsag til, at forslaget fremsættes netop nu, er de stigende muligheder for, at Nordsøgas kan ilandbringes rentabelt i Danmark. Med tilsvarende sigte synes den norske stat at sikre en offentlig kontrol med en sådan ny forsyning med en kraftkilde. Det er forslagsstillernes opfattelse, at et statsligt olieselskab vil være en naturlig organisation til at varetage distribution af Nordsøgas i Danmark."

Forslaget blev ved 1. behandling afvist af handelsministeren, som bl. a. anførte, at regeringen principielt var af den opfattelse, at det ikke er en statslig opgave at gå aktivt ind i handels- og fabrikationsvirksomhed i konkurrence med erhvervslivet, medmindre der foreligger helt specielle forhold, der kan motivere et sådant initiativ. Iøvrigt var der ikke grund til at antage, at et dansk statsligt olieselskab skulle være i stand til at fremskaffe olie eller olieprodukter til lavere priser end den private oliehandel. Derimod var handelsministeren positivt indstillet overfor et statsligt initiativ i forbindelse med en evt. naturgasforsyning og sagde herom bl. a. følgende:

„Forslagsstillerne har anført, at en medvirkende årsag til, at forslaget fremsættes netop nu, er de stigende muligheder for, at Nordsøgas kan ilandbringes rentabelt i Danmark, og det er forslagsstillernes opfattelse, at et statsligt olieselskab vil være en naturlig organisation til at varetage distributionen af Nordsøgas i Danmark. Jeg vil gerne hertil bemærke, at der må skelnes mellem import af og handel med olie og olieprodukter på den ene side og import og distribution af naturgas på den anden side. I forbindelse med en naturgasforsyning vil en række forhold gøre sig gældende, der vil nødvendiggøre dels et statsligt initiativ, dels en løbende statslig kontrol med udviklingen. En naturgasforsyning forudsætter jo nemlig etablering af kostbare hovedtransmissionsledninger m. v.; derfor må der også forudsættes omsætning af naturgas i meget betydelige mængder, og dette må igen nødvendigvis forestås af et centralt landsomfattende organ. Et sådant organ ville normalt få til opgave at afslutte kontrakt med naturgasproducenterne, som man kan se det i andre lande, over perioder på 20-25 år, anlægge ledningssystemet og videresælge gassen til forbrugere som f. eks. kraftværker, industrivirksomheder, fjernvarmecentraler og lokale eller regionale gasfordelingsselskaber. Et sådant organ vil få en stærk position på energimarkedet, og det må anses for påkrævet, at staten sikres tilfredsstillende kontrol med dets virksomhed.

Også spørgsmål som sikkerhedsbestemmelser og adgang til ekspropriation i forbindelse med nedlægning af rørledninger m. v. hører med i billedet af en naturgasforsyning.

Alle disse forhold taler efter regeringens opfattelse for, at det vil være rigtigt at søge gennemført en særlig lovgivning vedrørende forsyningen med naturgas, og regeringen agter i begyndelsen af næste folketingssamling at fremsætte forslag her i tinget om en sådan lovgivning ..."

Forslaget blev endvidere afvist af regeringspartiemes ordførere og af Philipsen (V). Kampmann (S) fandt, at socialistisk folkeparti med fremsættelsen af dette og andre forslag havde „skummet nogle af overskrifterne i socialdemokraternes erhvervspolitiske program". Imidlertid frygtede han, at forslaget var så overfladisk behandlet, at det ville skade mere end gavne. Det var efter hans opfattelse udelukket, at statsindkøb skulle kunne få den indflydelse på prisdannelsen, som forslaget tilsigtede, og driftsøkonomisk ville det næppe være fordelagtigt at binde offentlige virksomheder til indkøb af olieprodukter hos en enkelt virksomhed. Sigsgaard (VS) erklærede sig i hovedsagen positivt indstillet overfor forslaget. Han så gerne et nordisk samarbejde om udvinding, raffinering og distribution af olieprodukter og anbefalede, at der blev optaget forhandlinger om dannelse af et fællesnordisk selskab, hvor staterne har hovedindflydelsen. Hanne Reintoft (DK) betegnede forslaget som særdeles berettiget, specielt hvis man også fik inddraget landets forsvarspolitiske interesse i at sikre sig forsyninger i en afspærringssituation.

Forslaget blev henvist til behandling i et udvalg, som ikke nåede at afslutte arbejdet i indeværende folketingssamling.