Efter 1. behandling henvist til udvalget angående forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje. (Forhøjelse af ydelse til lægdommere og vidner m.v.), se side 223. Den 17/3 overflyttet til udvalget angående forslag til lov om ændring af borgerlig straffelov. (Forbud mod propaganda for krig og mod racediskrimination m.v.) og forslag til lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. (se side 217).

Konventionerne og protokollen blev vedtaget på De forende Nationers 21. generalforsamling den 16. december 1966 og underskrevet af Danmark den 20. marts 1968.

De foreliggende konventioner har som udgangspunkt haft FNs verdenserklæring om menneskerettigheder, der blev vedtaget i december 1948. Verdenserklæringen er dog ikke noget retligt bindende dokument. Konventionerne indeholder bestemmelser om kontrol med rettighedernes opfyldelse.

Ud over et vist rapporteringssystem er der således ved konventionen om borgerlige og politiske rettigheder åbnet mulighed for indførelse af såvel en klageadgang mellem staterne indbyrdes som en individuel klageadgang.

Det siges i fremsættelsestalen, at det er regeringens ønske at kunne ratificere konventionerne med så få forbehold som muligt. Der var derfor fremsat flere forslag med henblik på at bringe gældende ret i overensstemmelse med konventionerne. Det drejede sig om forslag til lov om ændring af borgerlig straffelov, hvor den relevante straffebestemmelse om forbud mod propaganda for angrebskrig dog ikke blev gennemført, (se s. 217) samt om forslag til lov om ændring af retsplejeloven (se side 223). Det fremsatte forslag opregnede de forbehold, der fra dansk side ville blive taget. Det vigtigste var forbehold overfor artikel 7 a (i) og d i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Artikel 7 a (i) omhandler en bestemmelse om ligeløn. Artikel 7 d vedrører ydelse af søgnehelligdagsbetaling. Disse forbehold er begrundet med, at der er tale om arbejdsmarkedsforhold, der her i landet ikke reguleres af staten. Hertil kommer det forbehold overfor artikel 20 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder vedrørende forbud mod propaganda for krig, der var et resultat af behandlingen af den hertil svarende straffelovsbestemmelse.

Ved 1. behandlingen fik beslutningen en velvillig modtagelse. Else-Merete Ross (RV) beklagede, at det ikke var lykkedes at nå frem til enighed om en artikel, hvorefter dødsstraf er forbudt. Poul Dam (SF) mente, at de forbehold, man ville tage, burde medtages i selve forslaget til folketingsbeslutning. Han vendte sig imod artikel 13, stk. 2 (e) i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, hvori der loves, at lærernes materielle forhold skal forbedres fortsat og til stadighed. Han vendte sig mod forbeholdet overfor ligeløn, ligesom han ønskede, at der skulle tages forbehold overfor bestemmelsen om forbud mod propaganda for krig.

Kjær Rasmussen (VS) fremhævede i modsætning til den borgerlige frihedstradition den socialistiske. Han tog afstand fra forbeholdet vedrørende ligeløn.

Nærmere om konventionernes indhold:

Medens det oprindeligt havde været tanken i lighed med verdenserklæringen at samle såvel de borgerlige og politiske som de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i en enkelt konvention, besluttedes det under 6. generalforsamling i 1952 at opdele de to grupper af menneskerettigheder i hver sin konvention. Grunden hertil var, at en konvention om de traditionelle borgerlige og politiske rettigheder som følge af disse rettigheders relativt klart definerede karakter i princippet straks ville kunne sættes i kraft og håndhæves gennem en international kontrol. Derimod måtte en konvention om de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i højere grad være progressiv i sit princip og omhandle rettigheder, der kun efterhånden ville kunne gennemføres i samtlige medlemsstater. Medens beskyttelsen af borgerlige og politiske rettigheder hovedsagelig forudsætter, at staten afstår fra indgreb i dem, kræves der derimod positiv handling til fremme af de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Hver af konventionerne træder ifølge deres indhold i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af det 35. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær. På tidspunktet for fremsættelsen af forslaget havde følgende lande ratificeret konventionerne: Costa Rica, Ecuador, Tunesien, Cypern, Syrien, Columbia, Uruguay og Libyen.

Konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder:

Konventionen er inddelt i en præambel og fem hovedafsnit. Afsnit I indeholder en erklæring om folkenes selvbestemmelsesret. Afsnit II angiver de almindelige principper for konventionens anvendelse. I afsnit III (artiklerne 6-15) fremstilles de individuelle rettigheder, såsom retten til arbejde og til retfærdige arbejdsvilkår, fagforeningsretten, retten til social tryghed, retten til uddannelse samt ret til deltagelse i kulturlivet og til at nyde fordele af videnskabens fremskridt. Afsnit IV indeholder konventionens kontrolbestemmelser og afsnit V sædvanlige slutbestemmelser.

Konventionen om borgerlige og politiske rettigheder:

Konventionen er inddelt i en præambel og 6 hovedafsnit.

Afsnit I indeholder en generel erklæring om folkenes selvbestemmelsesret. Afsnit II angiver de generelle principper for konventionens anvendelse. I afsnit III (artiklerne 6-27) fremstilles de rettigheder, der skal beskyttes. Det drejer sig i det store og hele om traditionelle borgerlige og politiske rettigheder såsom retten til livet, retten til

personlig frihed, herunder beskyttelse mod vilkårlig fængsling, retten til frit at vælge opholdssted, garantier for en retfærdig rettergang, retten til privatliv, til religions-, ytrings- forsamlings- og foreningsfrihed samt retten til at udøve offentlige hverv og deltage i det offentlige liv. Desuden indeholder konventionen enkelte nydannelser, f. eks. artikel 20, stk. 1, der forbyder propaganda for krig. Afsnit IV indeholder konventionens kontrolbestemmelser. Afsnit V indeholder visse fortolkningsregler og afsnit VI sædvanlige slutbestemmelser.

Den videre behandling i tinget efter 1. behandling:

Det udvalg, der behandlede sagen, indstillede folketingsbeslutningen til vedtagelse uden videre omtale. Ved 2. behandlingen tog alene statsministeren ordet. Statsministeren oplyste, at der ville blive taget forbehold for så vidt angår forbud mod propaganda for krig.

Ved 2. (sidste) behandling vedtoges forslaget til folketingsbeslutning enstemmigt.