Ved loven gennemføres der en ordning om almindelig offentlighed i forvaltningen fra 1. januar 1971. Samtidig ophæves den gældende lov om partsoffentlighed i forvaltningen.
Loven er bygget således op, at der i kapitel I gives almindelige regler om offentlighed i forvaltningen. I kapitel 2 gives en række særlige regler for parterne i en forvaltningssag, medens kapitel 3 indeholder bestemmelser om lovens ikrafttræden og forhold til anden lovgivning. De gældende regler i lov om partsoffentlighed i forvaltningen er indarbejdet i lovens kapitel 2.
Reglerne om almindelig offentlighed i forvaltningen findes som nævnt i lovens kapitel 1. Hovedprincippet er fastslået i lovens § 1, hvorefter enhver kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter i sager, der er eller har været under behandling i den offentlige forvaltning. Begæringen skal dog angive den sag, hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med. Ordningen er altså ikke så vidtgående som den, der i et vist omfang praktiseres i Sverige, hvor pressens repræsentanter kan få lejlighed til at gennemgå den indgående post.
Lovens § 2 og §§ 5-7 indeholder en række undtagelser fra hovedreglen. Efter § 2, stk. 1 kan adgangen til at få oplysninger ikke omfatte dokumenter, der indeholder 1) oplysninger om enkeltpersoners personlige og økonomiske forhold, 2) oplysning om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen ikke imødekommes. § 2, stk. 2, indeholder undtagelser for så vidt angår en række offentlige hensyn (statens sikkerhed; gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivning; det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed). § 5 undtager forskellige slags interne arbejdsdokumenter. Bestemmelsen i § 6 undtager sager inden for strafteretspleien samt sager om ansættelse og forfremmelse i det offentliges tjeneste. Under behandlingen i folketinget blev der i § 10, der findes i det 2. kapitel, indført en bestemmelse, der gjorde en undtagelse fra hovedreglen, at sager om ansættelse og forfremmelse var undtaget offentlighedsprincippet. Ifølge denne bestemmelse (§ 10, stk. 2) kan den, der ansøger eller har ansøgt om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste, forlange at blive gjort bekendt med de dokumenter m. v., der vedrører hans forhold. Bestemmelsen i § 7 opretholder de specielle tavshedspligtforskrifter, som ud fra særlige hensyn er fastsat i andre love. Bestemmelserne i §§ 3 og 4 angår spørgsmålet om, hvilket materiale offentligheden skal have adgang til at gøre sig bekendt med, og § 8 handler om den formelle fremgangsmåde. Ifølge § 8, stk. 1, afgøres spørgsmålet om meddelelse af oplysninger af den myndighed, som iøvrigt har afgørelsen af den pågældende sag, medmindre andet fastsættes af vedkommende minister.
I lovens kapitel 2 findes indarbejdet de gældende regler i partsoffentlighedsloven. Foruden den før nævnte ændring vedrørende ansættelse og forfremmelse i det offentliges tjeneste er der gennemført den ændring, at de hidtil gældende begrænsninger i parters ret til aktindsigt i sager om meddelelse af indfødsret og om udlændinges adgang til landet m. v. ophæves.
Grundlaget for det fremsatte lovforslag var først og fremmest betænkningen om offentlighed i forvaltningen fra 1963. Med hensyn til spørgsmålet om indførelse af et almindeligt offentlighedsprincip i dansk forvaltning delte kommissionen sig i et flertal på 11 medlemmer, der gik imod det, og et mindretal på 9 medlemmer, der gik ind for det. I overenstemmelse med kommissionens flertal fremsatte den daværende regering alene forslag til lov om partsoffentlighed i forvaltningen. Forslaget blev gennemført som lov nr. 141 af 13. maj 1964. Medlemmer af venstre, det radikale venstre og det konservative folkeparti fremsatte i efteråret 1967 et privat forslag til lov om offentlighed i forvaltningen.
I ministerens fremsættelsestale siges det, at ministeren ikke var helt tilfreds med, at sager om ansættelse og forfremmelse blev holdt helt uden for lovforslagets regler. Han var derfor indstillet på under udvalgsbehandlingen at drøfte disse spørgsmål, således at man, eventuelt efter forhandling med personaleorganisationerne, kunne finde frem til en ordning, der faldt bedre i tråd med principperne bag de almindelige regler om partsoffentlighed.
Forslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse.
Jørgen Peder Hansen (S) kunne på socialdemokratiets vegne på mange punkter erklære sig enig i de synspunkter, der var nedfældet i lovforslaget. Den væsentligste indvending var den stærke begrænsning, der lå i, at begæring om adgang til dokumenter var betinget af, at vedkommende kunne referere til en ganske bestemt sag. Bestemmelsen medførte, at det alt for ofte ville være overladt til tilfældighederne, hvem der ville være i stand til at informere om forvaltningsafgørelsen. Han mente, at alle ville være bedst tjent med, at denne bestemmelse blev fjernet. Han ønskede endvidere at drøfte spørgsmålet om en revisionsbestemmelse.
Langkilde (KF) understregede, at forslagets gennemførelse i virkeligheden var ensbetydende med en ret revolutionerende ændring i dansk forvaltning. Han var enig i bestemmelsen i § 1, stk. 2, om, at der måtte kræves en individualisering af sagen. Det var dog muligt, at man på et senere tidspunkt kunne komme videre. Med hensyn til spørgsmålet om ansættelser og udnævnelser fandt han det vigtigt, at man i udvalget arbejdede med problemet om en stærk udvidelse af partsoffentligheden som et første skridt på vejen mod at få også dette område ind under den fulde offentlighed.
Ib Thyregod (V) beskæftigede sig først med, hvordan partsoffentlighedsloven havde virket, og konstaterede, at den havde virket på tilfredsstillende måde. Han havde dog enkelte kritikpunkter. Det var en betingelse efter partsoffentlighedsloven, at der blev fremsat en begæring, men det måtte vel være naturligt, at man gjorde opmærksom på, at der var en sådan ret. Et andet kritikpunkt var, at man burde sende referater af møder ud til de personer, man havde haft møder med. Med hensyn til § 1, stk. 2, mente han, at man senere burde overveje at gå videre. Ligeledes mente han, at der rent principielt burde være fuld offentlighed i ansættelsessager. Endelig gik han ind for, at der blev større offentlighed om kommunalbestyrelsernes virksomhed.
Nordqvist (RV) mente, at forslaget var en vældig landvinding, selv om det ikke var så vidtgående som de svenske tilstande. Med hensyn til undtagelsen af interne referater mente han, at der burdes findes en vej til at offentliggøre principielle redegørelser, der blev udarbejdet af ministeriets embedsmænd eller af særlige sagkyndige til brug ved lovforslag eller kommisionsbetænkninger. Han rejste endvidere problemet om at få forvaltningsafgørelser bedre begrundet. Han fandt det rimeligt, at problemerne omkring offentlighed ved ansættelser og forfremmelser blev nærmere diskuteret.
Poul Dam (SF) fandt, at forslaget, hvis det blev gennemført, ville være et fremskridt. Men han syntes, at man allerede nu burde tage et større skridt frem. Begrænsningerne var ganske omfattende. En række sager, der var af interesse for en større offentlighed — planlægningssager, påtænkte foranstaltninger, påtænkt lovgivning og sådan noget blev undtaget. Sådan som § 1 var udformet, kunne selve eksistensen af en sag hemmeligholdes. Der var ligeledes en stor offentlig interesse omkring ansættelser og forfremmelser.
Kjær Rasmussen (VS) mente, at det var som en sammenkogt ret med lige dele frygt og mod. En del af forklaringen fandtes i det forhold, at magthaverne var rædde for den mistillid, som i stigende grad prægede forholdet mellem dem og befolkningen. Forslaget var skåret over den læst, at der var et demokratisk hovedprincip, men med så mange forbehold, at der ikke blev meget tilbage. Undtagelserne var fyldt med vendinger som „væsentlige hensyn", „i almindelighed" og „afgørende hensyn". Justitsministeren udtalte til sidst, at man ved en så gennemgribende reform, som indførelsen af offentlighed i forvaltningen indebar, burde gå forsigtigt til værks, således at man i hvert fald ikke, før man havde gjort nærmere erfaringer om, hvorledes nyordningen ville virke i praksis, burde skride til en så vidtgående ordning som den svenske.
Det nedsatte udvalg indstillede forslaget til vedtagelse med 3 af justitsministeren stillede ændringsforslag. Ved det ene blev ikrafttrædelsesdatoen ændret fra 1. juli 1970 til 1. januar 1971. Ved det andet blev der indført en bestemmelse om revision i folketingsåret 1974-75. Ved det tredie ændringsforslag blev der indført den førnævnte udvidede partsoffentlighed ved ansættelser og forfremmelser i det offentliges tjeneste. Det fremgår af udvalgets betænkning, at repræsentanter for udvalget havde været på et studiebesøg i Sverige for nærmere at sætte sig ind i de svenske regler om offentlighed i forvaltningen. Om begrænsningen i § 1, stk. 2, hvorefter begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med, siges det i betænkningen: Udvalget konstaterer, at bestemmelsen i forslagets § 1, stk. 2, indeholder en stærk begrænsning i den principielle adgang til offentlighed, der i øvrigt indføres ved forslaget. Der er imidlertid enighed i udvalget om, at en eventuel mere vidtgående offentlighed må afvente de erfaringer, man vil gøre ved praktiseringen af den nu foreslåede ordning. Besøget i Sverige har givet udvalgets medlemmer indsigt i, hvordan den fuldstændige offentlighed virker i praksis. Udvalget mener dog, at bl. a. de danske kommuner nu så kort tid efter kommunalreformen ville have meget vanskeligt ved at klare en videregående offentlighedsordning. Af de øvrige oplysninger i udvalgets betænkning kan fremhæves, at justitsministeren over for udvalget havde oplyst, at regeringen i nær fremtid ville nedsætte et udvalg til at overveje de problemer vedrørende den personlige retsbeskyttelse, som var forbundet med oprettelse og brug af offentlige og private registre, navnlig under hensyn til den tekniske udvikling på dette område.
Ved 2. behandling udtalte alle ordførerne, at de kun regnede forslaget som et skridt på vejen. Jørgen Peder Hansen (S), Adam Møller (KF), Ib Thyregod (V) og Amtoft (RV) lagde vægt på pressens ansvarlighed og henstillede til pressens folk at overveje et pressenævn efter svensk forbillede. Poul Dam (SF) udtalte hertil, at når nogle af ordførerne udtalte sig om pressens ansvarsfølelse på en sådan måde, at man skulle tro, den var større i Sverige end i Danmark, så måtte det skyldes mangel på læsning af svenske aviser.
Justitsministeren udtalte, at han ikke betragtede gennemførelsen af det foreliggende lovforslag som en endelig ordning.
De stillede ændringsforslag blev vedtaget uden afstemning.
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemigt med 151 stemmer.