Ved loven ændres den i lov om Nordisk Råd § 1 optagne vedtægt for Nordisk Råd, således at der gives en særlig repræsentation i rådet for Færøerne og landskapet Åland.

Ændringen går nærmere ud på, at det samlede antal af valgte repræsentanter i Nordisk Råd forhøjes fra 69 til 78. Herefter vil Danmark kunne vælge 18, således at 16 vælges af folketinget og 2 af Færøernes lagting, Finland 18, nemlig 17 valgt af riksdagen og 1 valgt af Ålands landsting, Island 6 og Norge og Sverige hver 18. Færøernes og Alands eksekutive myndigheder, landsstyret og landskapsstyrelsen, får hver adgang til at udse en repræsentant blandt sine medlemmer.

Loven træder i kraft den 1. januar 1970.

Om sagens forhistorie oplyste udenrigsministeren i sin fremsættelse bl. a., at den daværende regering i januar 1967 for Nordisk Råd fremlagde et forslag om repræsentation for Færøerne i rådet. Efter at der i august samme år var fremkommet forslag om at give landskapet Åland selvstændig repræsentation i rådet, blev det på et fællesmøde i Reykjavik mellem de nordiske landes statsministre og Nordisk Råds præsidium i oktober 1967 besluttet at nedsætte en blandet regerings- og parlamentarikerkomité med den opgave at udarbejde forslag til en tilfredsstillende repræsentation i Nordisk Råd for de selvstyrende områder i Norden.

Efter endt overvejelse var komiteen blandt de forskellige teoretiske muligheder for en repræsentationsform kommet til det resultat, at der burde gives Færøernes lagting og Alands landsting mulighed for blandt sine medlemmer at vælge repræsentanter, som på lige fod skulle indtræde i de respektive landes delegationer med samme ret som de øvrige valgte medlemmer og således, at der tillige blev mulighed for, at Færøernes og Alands eksekutive myndigheder tilsvarende blandt sine medlemmer skulle udse repræsentanter til at indgå i henholdsvis den danske og den finske delegation.

Alt i alt fandt ministeren, at man på nordisk plan var nået frem til en løsning, som på rimelig vis imødekom de fra færøsk og ålandsk side fremsatte berettigede ønsker.

Lovforslaget fik ved 1. behandlingen i folketinget tilslutning fra alle partiernes ordførere.

J. O. Krag (S) fremhævede — som også andre ordførere — de store vanskeligheder, komiteen havde måttet overvinde, før man fandt frem til en løsning. Han fandt anledning til at takke udvalget for dets arbejde. Men han fandt også anledning til at takke færingerne for den store moderation, man havde udvist fra Færøernes side. Det, regeringen havde foreslået, og det, man fra Færøernes side havde ønsket, var en selvstændig delegation, og det opnåede man ikke. Man havde så accepteret det, det var muligt at opnå.

Uden for ordførernes kreds talte de to færøske medlemmer, Djurhuus og Johan Nielsen.

Djurhuus kunne ikke acceptere den foreliggende løsning, som var et afslag i forhold til det, Færøerne havde ønsket og bedt om. Han var skuffet og flov over de øvrige nordiske landes stilling.

Johan Nielsen måtte også beklage, at Færøerne ikke havde opnået fuldt medlemskab. Han måtte imidlertid betragte resultatet som den bedste af de mulige løsninger og håbede på senere at opnå det fulde medlemskab.

Ved 3. behandling gav Poul Dam (SF) udtryk for, at den foreliggende løsning kun var et skridt på vejen. Man kunne være glad for at være kommet så langt, men skulle gerne komme noget længere ved at give Færøerne den fulde ligeberettigelse. Han gav tilslutning til Djurhuus' udtalelser ved 1. behandling og ville derfor ligesom denne undlade at stemme.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med et par mindre ændringer enstemmigt med 120 stemmer; 2 medlemmer (Poul Dam og Djurhuus) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.