Lovændringen, der har virkning fra den 1. juli 1969, vedrører apotekerlovens pensionsregler og var en nødvendig følge af tjenestemandsreformen, navnlig loven om tjenestemandspension.

Efter de hidtidige regler ydede apotekerfonden en tjenestemandslignende pension til farmaceuter med en snævrere tilknytning til apotekervæsenet, de såkaldte ordinære medlemmer af pensionsordningen. Desuden var etableret en ekstraordinær ordning, hvori institutioner med tilknytning til apotekervæsenet kunne optages. Til de ekstraordinære medlemmer ydedes pension efter forsikringsmæssige principper.

Ved lovændringen er reglerne i den nye tjenestemandslov gjort anvendelige for de ordinære medlemmer i videst muligt omfang. Tilgangen til den ekstraordinære ordning er lukket, idet det ikke havde vist sig muligt at basere en forsikringsmæssig ordning på tjenestemandslignende pensionsvilkår.

Da de af ordningen omfattede farmaceuter, bortset fra apotekerne, alle er overenskomstlønnet, er et egetbidrag, fikseret på det før 1. juli 1969 gældende niveau, opretholdt for at undgå, at ordningens medlemmer opnåede en lønfremgang som følge af, at egetbidraget for tjenestemænd er bortfaldet.

løvrigt bemærkes, at der er gennemført en væsentlig forenklet formulering af de hidtidige detaljerede bestemmelser, således at' de nærmere regler nu kan fastsættes i bekendtgørelsesform.

Ved fremsættelsen af lovforslaget gjorde indenrigsministeren opmærksom på, at tjenestemandsreformen også nødvendiggjorde en ændring af lovens § 48 om nettoafgift/tilskud til apotekerfonden. Lovforslag herom ville blive fremsat i folketingsåret 1970-71. Endvidere udtalte ministeren, at spørgsmålet om en generel revision for tiden overvejedes i det apotekerlovsudvalg, som blev nedsat den 8. februar 1969.

Forslaget gav ikke ved 1. behandlingen i folketinget anledning til nogen større debat, idet kun tre ordførere bad om ordet. De kunne alle tiltræde det foreliggende lovforslag. Det skal dog nævnes, at Morten Lange (SF) fandt, at en grundlæggende undersøgelse af hele apotekervæsenets indpasning i det almindelige sundhedssystem og i det almindelige sociale system var en ting, som man meget hurtigt måtte i gang med. Det at fordele lægemidler var mere et offentligt anliggende end et kommercielt.

Lønningsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes, indstillede lovforslaget til vedtagelse uden ændringsforslag.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 137 stemmer.