Ved loven foretages ændringer i lov om udøvelse af lægegerning, jfr. lovbekendtgørelse nr. 236 af 9. august med senere ændringer, som er en nødvendig konsekvens af den nye studieordning for medicinske studenter, der blev gennemført ved kgl. anordning af 26. juni 1967.

Den nye studieordning bygger på en betænkning afgivet i 1964 af et udvalg, der var nedsat af de lægevidenskabelige fakulteter ved Københavns og Århus universiteter. Betænkningens forslag til en ny studieordning tilsigtede at nedsætte den effektive studietid, men til gengæld udbygge efteruddannelsen for praktiserende læger. I konsekvens heraf erstatter loven den hidtidige obligatoriske sygehustjeneste på 12 måneder med en 2-årig klinisk uddannelse. Som det hedder i loven, skal uddannelsen, der kan omfatte teoretiske kurser af højst 120 timers varighed, være aflønnet og af i alt 24 måneders varighed. Nærmere regler for uddannelsen vil blive fastlagt i en af indenrigsministeriet efter forhandling med undervisningsministeriet udstedt bekendtgørelse.

Endvidere indeholder loven en ændring om specialistnævnets sammensætning, som er udvidet med 1 til 7, således at en formand, der skal være læge, udnævnes af indenrigsministeren. Det bestemmes samtidig, at de lægevidenskabelige fakulteter indstiller 2 medlemmer mod hidtil 1, således at antallet af praktiserende læger i nævnet indskrænkes til 1.

Endelig skal nævnes, at loven indeholder en ændring af lægelovens § 14, stk. 1, som navnlig indebærer en ophævelse af rigshospitalets undtagelsesstilling med hensyn til at indhente erklæring fra sundhedsstyrelsen om, hvilke ansøgere der er kvalificerede til ledige overlægestillinger. Loven trådte i kraft den 1. juni 1970.

Lovforslaget, der i folketinget blev mødt med tilslutning fra alle sider, henvistes til behandling i et udvalg, som i betænkningen bl. a. udtaler følgende:

„Indenrigsministeren har i samråd med udvalget oplyst, at statens seruminstitut principielt gerne ser, at ansøgere til stillinger som overlæge eller afdelingsforstander ved instituttet underkastes en § 14-vurdering. Imidlertid er der inden for instituttets område kun oprettet specialer for så vidt angår klinisk mikrobiologi og blodtypeserologi. For en lang række af instituttets afdelinger, der ikke er beskæftiget med de nævnte 2 specialer, vil der opstå problemer med hensyn til den sagkyndige vurdering af ansøgerne.

Udvalget skal henstille, at den i § 14, stk. 1, nævnte fremgangsmåde benyttes i den udstrækning, det er muligt, ved besættelse af stillinger som ledende læge ved statens seruminstitut.

Ministeren har endvidere over for udvalget givet udtryk for, at han på baggrund af den udvikling, som sygehusvæsenet undergår for tiden, ikke finder, at 1 år af den 2-årige obligatoriske uddannelse af alment praktiserende læger skal finde sted på delte og blandede sygehuse. Ministeren har imidlertid tilføjet, at ændringer i indholdet af den 2-årige uddannelse vil kunne ske administrativt, og at man agter nøje at følge udviklingen med henblik på ajourføring af uddannelsens indhold, således at der kan tages hensyn til såvel kravene til uddannelsens kvalitet som til sygehusenes eventuelle problemer."

Efter de i udvalget stedfundne forhandlinger stillede indenrigsministeren 3 ændringsforslag, som blev tiltrådt af udvalget, og om hvis indhold skal anføres følgende fra bemærkningerne:

„Danske Lægestuderendes Landsråd har henstillet, at „højst 120 timers varighed" og „højst 24 måneders varighed" i den foreslåede affattelse af § 2, stk. 5, ændres til „mindst 120 timers varighed" og „mindst 24 måneders varighed".

„Højst" foran „24 måneders varighed" blev indsat af hensyn til sygehusejerne, der må have krav på, at der lovgivningsmæssigt fastsættes et maksimum for såvel den obligatoriske kliniske uddannelse som den teoretiske uddannelse, som jo foreslås aflønnet. Der blev ikke herved tilsigtet nogen ændring i den praksis, at læger gennemsnitlig har gjort tjeneste som lægekandidat i 5-6 år.

En ændring som foreslået af de lægestuderende ville betyde, at der administrativt åbnes mulighed for en ubegrænset forlængelse af den uddannelse, der kræves gennemgået, før tilladelse til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge kan meddeles.

Efter indenrigsministeriets opfattelse må det anses for nødvendigt, at der fastholdes en lovgivningsmæssig begrænsning af varigheden af den teoretiske undervisning, hvortil sygehusene forpligtes til at yde frihed med løn.

Man vil derimod ikke modsætte sig, at ordet „højst" udgår foran „24 måneders varighed"."

I forbindelse med dette ændringsforslag gav udvalget udtryk for, at man var opmærksom på, at indstilling om den i § 2, stk. 5, nævnte teoretiske uddannelses indhold og varighed vil fremkomme fra et særligt udvalg, og at der i begyndelsen kan opstå visse vanskeligheder med den praktiske tilrettelæggelse. Det var imidlertid udvalgets opfattelse, at det på lidt længere sigt bør være en undtagelse, at den teoretiske uddannelse er af kortere varighed end 120 timer.

Endvidere imødekom man et ønske fra Danske Lægestuderendes Landsråd om, at der inden for 5 år efter den sidst afholdte lægevidenskabelige embedseksamen efter 1954-anordningen åbnes mulighed for at opnå autorisation efter de hidtil gældende regler, idet der kan være kandidater efter 1954-anordningen, der har bestået eksamen for 4 og 3 år siden og af forskellige årsager ikke har taget deres turnustjeneste.

Ved 3. behandling blev det således ændrede lovforslag vedtaget enstemmigt med 108 stemmer; 1 medlem (Grønl.) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.