L 73 Lov om indfødsrets meddelelse.

Af: Indenrigsminister H. C. Toft (KF)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. B 4 af 27-05-1970
Loven stadfæstet 27. maj 1970. (Lovt. B. nr. 4).

Med virkning fra ugedagen efter lovens stadfæstelse meddeles indfødsret til i alt 537 personer.

Endvidere meddeles indfødsret til 63 personer, såfremt de senest den 30. april 1972 godtgør at være løst fra undersåtligt eller statsborgerligt forhold til fremmed stat.

På det af indenrigsministeren fremsatte lovforslag var kun optaget 229 personer. De øvrige 371 ansøgere blev optaget på lovforslaget efter indfødsretsudvalgets gennemgang af ansøgninger om indfødsret for personer, som enten ikke nåede at komme med på lovforslaget inden dets fremsættelse eller hvis forhold måtte overvejes nærmere, før der kunne tages stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende kunne anses for egnede til optagelse.

I den af indfødsretsudvalget afgivne betænkning anføres bl. a. følgende:

„Under forhandlingerne har man drøftet de rekommandationer, som Nordisk Råd har vedtaget på sit møde i Reykjavik i februar 1970 vedrørende statsborgerretslovgivningen i de nordiske lande, og udvalget har i forbindelse hermed forespurgt indenrigsministeren, hvad han agter at foretage i anledning af disse rekommandationer. Ministeren har oplyst, at Finland er blevet udpeget som koordinerende land med hensyn til rekommandationerne, men at der endnu ikke er modtaget nogen henvendelse herom fra de finske myndigheder. Det er imidlertid ministerens hensigt, når der er gået en passende tid, at lade forhøre hos vedkommende finske myndigheder, hvad der agtes foretaget i anledning af rekommandationerne.

Udvalget har endvidere ladet undersøge, om en dansk moder kan få sine rettigheder over et barn, som hun har i ægteskab med en udenlandsk fader, og som hun har forældremyndigheden over, beskyttet på andre måder end ved, at der tillægges barnet dansk indfødsret. Indenrigsministeren har over for udvalget givet tilsagn om, at spørgsmålet i samarbejde med justitsministeren vil blive nærmere undersøgt."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.