De væsentlige bestemmelser i loven har følgende affattelse:

,,§ 1. Der oprettes et fond til fremme af teknisk og industriel udvikling i Danmark.

Stk. 2. Fondets midler kan anvendes til

1) bistand til forsknings- og udviklingsarbejde i danske erhvervsvirksomheder,

2) indgåelse af kontrakter om udvikling af nye produkter eller produktionsmetoder,

3) tegning af aktier i danske selskaber, hvis virksomhed er afhængig af udviklingsarbejde, og

4) forskningsresultaters formidling til danske erhvervsvirksomheder.

§ 2. Fondet ledes af en bestyrelse, bestående af en formand og indtil 4 andre medlemmer, der udnævnes af handelsministeren for 3 år ad gangen. I bestyrelsen skal industriel, finansiel, afsætningsmæssig og teknisk sagkundskab være repræsenteret.

Stk. 2. Bestyrelsen skal årligt til handelsministeren afgive en beretning om fondets virksomhed i det forudgående finansår og i forbindelse hermed om den tekniske og industrielle udvikling med eventuelle forslag, der kan fremme denne.

Stk. 3. Handelsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om fondets bestyrelse og dets virksomhed.

§ 3. Vilkårene for ydelse af bistand fastsættes af fondets bestyrelse. Bestyrelsen kan indgå aftaler om overtagelse og videreførelse af et projekt, hvortil bistand er ydet.

Stk. 2. Bistandsydelse i form af lån kan gives på sådanne betingelser, at fondet inden for lånebeløbet bærer en fastsat del af de udgifter, der er afholdt til et projekt, som ikke fuldendes.

§ 4. Midler til løsning af fondets opgaver bevilges på de årlige finanslove. Beløb, der ikke anvendes i ét finansår, forbliver i fondet til anvendelse i senere finansår.

Stk. 2. Tilbagebetalte ydelser samt modtagne licensindtægter, aktieudbytter og lignende indgår i fondet.

Stk. 3. Udgifterne til fondets administration afholdes af fondets midler.

Stk. 4. Bestyrelsen kan med handelsministerens godkendelse søge midler tilvejebragt fra anden side. Sådanne midler forvaltes særskilt.

§ 5. Fondet overtager de rettigheder og forpligtelser, som tilkommer eller påhviler Statens lånefond for erhvervsforskning."

Loven trådte i kraft den 1. april 1970.

Ved fremsættelsen af lovforslaget henviste handelsministeren dels til statsministerens redegørelse ved folketingets åbning, dels til de planer, han selv havde gjort rede for ved 1. behandlingen af det af socialdemokratiet fremsatte forslag til folketingsbeslutning om fremme af forskning og produktudvikling i erhvervslivet og fremme af kontakten mellem erhvervslivet og forskningen.

Om den problemkreds, loven tager sigte på, udtalte handelsministeren:

„Sammenhængen mellem den erhvervsmæssige og særlig den industrielle udvikling og den tekniske forskning har været i centrum af de senere års erhvervspolitiske debat. Medens industrien i sin oprindelse først og fremmest var råvare- og arbejdskraftorienteret — forekomster af kul og jern og tilgang af billig arbejdskraft gav basis for industriel udvikling — har man i de senere år i stigende grad erkendt, at den moderne, avancerede industrielle udvikling først og fremmest er betinget af den tekniske forskning og af industriens evne til at udnytte indvundne forskningsresultater både fra grundforskningen og fra den tekniske målforskning.

Den proces, hvorigennem forskningsresultater udnyttes til industriel produktion, og som i den moderne terminologi betegnes som „den industrielle innovation", er både lang og kompliceret. Den omfatter en kæde af tekniske, finansielle og kommercielle led, der strækker sig fra det i laboratoriet indvundne forskningsresultat frem til markedsføringen af et nyt produkt eller anvendelsen af en ny produktionsproces.

Der er således tale om alle trin fra grundforskning, målforskning, opfindelse, markedsundersøgelse, udvikling og fremstilling af prototyper til produktion og markedsføring. Men netop fordi innovationskæden er både lang og besværlig, er det af afgørende betydning, at dens mange faser gennemløbes så hurtigt som muligt. At finde midler, hvorigennem man kan afkorte den tid, det tager for de industrielle virksomheder at gennemløbe innovationsprocessen, er et centralt industripolitisk problem.

Den hastigt accelererende industrielle udvikling understreger dette forhold. Servan-Schreiber nævner i sin meget omtalte bog „Den amerikanske Udfordring", at det tog 112 år, før opfindelsen af fotografiet blev udnyttet industrielt. Den tilsvarende periode for en række nyere opfindelser var for telefonen 56 år, radioen 35 år, radaren 15 år, fjernsynet 12 år, transistoren 5 år og mikrokredsløb 3 år.

Hertil kommer, at gennemførelsen af tekniske fremskridt og markedsføringen af nye produkter er blevet stedse mere kapitalkrævende og risikobetonet. Dette gælder ikke alene for den teknisk mest avancerede del af industrien, for hvilken disse problemer selvfølgelig har særlig stor betydning, men det bør understreges, at det mere eller mindre gælder for al industri, at den konkurrencemæssigt er afhængig af den indsats, der gøres på forsknings- og produktudviklingsområdet.

I de industrielt udviklede lande har man i stigende omfang interesseret sig for denne problemkreds. Den tekniske forsknings vilkår og omfang, innovationsprocessens forskellige led er blevet analyseret med sigte på at gennemføre foranstaltninger med det formål at give virksomhederne så gunstige vilkår som muligt for at udnytte forskningsresultaterne og markedsføre de herigennem skabte nye produkter. De opgaver, som her skal løses, er i mange henseender af en sådan karakter og størrelse, at de nødvendiggør en indsats fra det offentlige. Kun enkelte meget store virksomheder råder over tilstrækkelige ressourcer, herunder kapital, til at kunne gøre en selvstændig indsats på området.

Opgavernes løsning påkalder derfor et udbredt samarbejde både mellem de enkelte virksomheder og mellem virksomhederne og det offentlige. Det gælder i særlig grad for de mindre lande, herunder Danmark, hvor industrien overvejende består af små og mindre virksomheder.

Den hjemlige debat om den industripolitiske udvikling har i høj grad været optaget af denne problematik. Der foreligger til emnets belysning mange værdifulde bidrag. Dette gælder bl. a. Jydsk Teknologisk Instituts jubilæumsskrift „Teknologikløften" fra september 1968, den af Dansk Ingeniørforening afgivne betænkning fra november 1968 „Teknisk Samordning i Danmark" og betænkningen „Industriel Innovation i Danmark", der blev afgivet i maj i år af et udvalg nedsat af Akademiet for de tekniske Videnskaber i samråd med Forskningens Fællesudvalg.

Regering og folketing har også taget del i behandlingen af disse problemer. Dette høje ting beskæftigede sig for nylig med sider af denne problemkreds på grundlag af det af flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer den 16. oktober 1968 fremsatte forslag til folketingsbeslutning om fremme af forskning og produktudvikling i erhvervslivet og fremme af kontakten mellem erhvervslivet og forskningen. Forslaget blev efter første behandling i tinget den 15. november 1968 behandlet i et udvalg, der den 26. september i år afgav enstemmig beretning, hvori det bl. a. hedder: „Sidstnævnte møde bestyrkede udvalget i den opfattelse, at der er behov for en øget støtte til erhvervslivet til produktudvikling og erhvervsforskning. Det har dog endnu ikke af tidsmæssige grunde været muligt for udvalget at tilendebringe sine overvejelser over, under hvilken form denne støtte bør etableres." Forslaget er den 8. oktober 1969 genfremsat af de oprindelige forslagsstillere sammen med folketingsmedlem Jørgen Peder Hansen. Efter en stort set positiv modtagelse er forslaget henvist til et udvalg på 17 medlemmer, jfr. Folketingstidende sp. 1079-92.

I første halvdel af 1969 afholdt regeringen en møderække på Marienborg, hvor vi med repræsentanter for industrien, forskningen og fagbevægelsen drøftede en række industrielle udviklingsproblemer, herunder den vekselvirkning mellem industri og forskning, som dette lovforslag tager sigte på. Lovforslaget er også inspireret af de drøftelser, der her fandt sted.

Den offentlige støtte her i landet til den tekniske forskning har hidtil overvejende været koncentreret om uddannelsen af forskere, udbygningen af de tekniske forskningsmuligheder, der er knyttet til de højere læreanstalter og til andre offentlige institutioner, der beskæftiger sig både med fri forskning og med målforskning, samt oprettelse og tilskud til udbygningen af en række serviceinstitutioner til fremme af den tekniske udvikling inden for industrien som de teknologiske institutter, forskningsinstitutterne under Akademiet for de tekniske Videnskaber, de tekniske oplysnings- og dokumentationstjenester m. v.

Ved lov nr. 169 af 11. maj 1966 oprettedes „Statens lånefond for erhvervsforskning", og der blev herved skabt begrænsede muligheder for at støtte forsknings- og udviklingsarbejdet i danske industrivirksomheder. Dette fond kan yde lån til finansiering af konkrete forsknings- og udviklingsprojekter, der tilsigter iværksættelse af nye produktioner eller nye produktionsmetoder.

Fra mange sider, bl. a. fra Danmarks teknisk-videnskabelige forskningsråd, bestyrelsen for erhvervsforskningsfondet og fra de tidligere nævnte udvalg, er der peget på, at denne støtte er utilstrækkelig. Fra alle sider synes der at være enighed om, at fondet, hvis det virkelig skal kunne få betydning for den industrielle udvikling gennem støtte til forsknings- og udviklingsarbejdet i danske erhvervsvirksomheder, dels må have sit virkefelt udvidet, dels må have stillet øgede midler til rådighed. Dette er også et synspunkt, der fra flere sider blev understreget under de førnævnte Marienborgmøder.

Ved kgl. resolution af 4. september 1969 er „Statens lånefond for erhvervsforskning" med virkning fra den 1. september 1969 overført fra undervisningsministeriets til handelsministeriets forretningsområde. Hensigten med dette ressortskifte har været at forberede den ændring af fondets muligheder, som der lægges op til med det foreliggende lovforslag, samt at samordne og integrere fondets virksomhed med den lovgivning om erhvervsfremmende foranstaltninger, som i forvejen hører under handelsministeriets forretningsområde. Det drejer sig her om centrale industripolitiske udviklingsproblemer, hvor en sådan koordination er nødvendig, hvis det tilsigtede mål — at gøre det muligt for dansk industri at følge med og gøre sig selvstændigt gældende i den tekniske udvikling — skal kunne nås.

Forskning, som den foregår på højere læreanstalter, i forskningsinstitutter m. v., er nødvendig, men gør det ikke alene. Forskningsresultaterne skal udnyttes og omsættes i industriel produktion, og hertil er meget andet fornødent, som jeg har peget på i det før sagte. Ikke mindst er finansieringen her noget helt centralt, og jeg tror derfor, det er værdifuldt, at dette fonds virksomhed samordnes med den lovgivning om finansiel støtte til erhvervsudvikling, som administreres af handelsministeriet. Også med den tekniske ekspertise, som findes i de under handelsministeriet hørende institutioner, direktoratet for patent- og varemærkevæsenet, statsprøveanstalten, standardiseringsrådet og de teknologiske institutter, vil fondet kunne etablere et værdifuldt samarbejde.

At de problemer, der er forbundet med den fra flere sider efterlyste teknologiske samordning, ikke er løst hermed, er regeringen naturligvis klar over. Men jeg mener, at der med dette lovforslag er taget et skridt i den rigtige retning, hvis man ved teknologi forstår den proces, hvorigennem den tekniske forsknings resultater udnyttes til erhvervsmæssige fremskridt.

Med det nu fremsatte forslag om oprettelse af „Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling" søges dette formål fremmet. I forhold til det bestående fond vil virkefeltet blive udvidet, dels således at bistanden til forsknings- og udviklingsarbejdet i danske erhvervsvirksomheder, vil kunne ydes også på anden måde end som lån, dels således at bistanden udvides til også at kunne omfatte andre led i innovationsprocessen. Dette gælder således de ofte meget nødvendige markedsundersøgelser, før et udviklingsarbejde sættes i gang, og en række af de konstruktions- og modningsarbejder, afprøvninger, formgivning og eventuel udvikling og konstruktion af særligt produktionsudstyr m. v., som i forbindelse med frembringelse af et forskningsresultat er nødvendige for at kunne udnytte dette kommercielt. Bistanden skal derimod ikke kunne udstrækkes til også at omfatte den egentlige anlægs- og driftsfinansiering, hvortil der eventuelt vil kunne ydes støtte gennem anden lovgivning.

Som et middel til fremme af den industrielle og tekniske udvikling skal fondet også kunne yde bistand ved indgåelse af udviklingskontrakter. Herved forstås, at fondet indgår aftale med en virksomhed, et forskningslaboratorium el. lign. om udvikling for fondets regning og risiko af et nyt produkt, et nyt materiale eller en ny produktionsproces, som det anses for gavnligt for samfundet at få udviklet. Initiativet til indgåelse af en udviklingskontrakt kan både udgå fra fondet selv og fra anden side. Initiativet kan således komme eller påkaldes fra en offentlig institution, der herigennem kan få udviklet et produkt, der opfylder særlige formål, specifikationer el. lign., et produkt, som vedkommende institution er bruger af og derfor ønsker sat i produktion. Arbejdsfeltet er her overordentlig stort — hospitaler, skoler, militær, trafik m. v.

Det drejer sig her om en form for forberedelse og tilrettelæggelse af det offentliges indkøb, som der i dag kun gøres brug af i ringe omfang i Danmark, dels fordi der ikke er tradition herfor, dels fordi de indkøbende styrelser ikke mener at kunne afse midler til et udviklingsarbejde, som naturligvis altid vil være forbundet med en vis risiko. Erfaringer fra andre lande, hvor fremgangsmåden med udviklingskontrakter i forbindelse med offentlige køb er mere udbredt end her i landet, viser, at der er grund til at tro, at fondet på dette område kan gøre en gavnlig indsats, selv om jeg er klar over, at det er en vanskelig opgave, og at det vil tage sin tid at vinde forståelse for systemet.

Som et stort nyt felt, der her åbner sig, vil jeg i øvrigt gerne pege på forureningsproblematikken. Der vil her blive påkaldt en bred indsats fra det offentlige i forureningsbekæmpelsen. Også hertil er forskning og teknik nødvendig, og på mangfoldige områder vil der blive brug for ved forskning og udvikling at få tilvejebragt de rette midler og metoder til disse formål. Jeg så meget gerne, om fondet fik en central betydning ved formidlingen af det nødvendige samarbejde mellem industrien og det offentlige ved løsningen af denne opgave.

Naturligvis vil udviklingskontrakter også kunne komme på tale uden for det område, hvor det drejer sig om produkter, der købes af det offentlige. Formålet vil også kunne være at udvikle produkter, der kan danne basis for nye produktioner til brug for den offentlige sektor. Initiativet til sådanne udviklingskontrakter vil kunne udgå fra erhvervsvirksomheder, teknikere, opfindere og efter omstændighederne fra fondets bestyrelse. Det er naturligt at forudsætte, at fondet i sådanne tilfælde sikrer sig en andel af den mulige gevinst.

Efter forslaget er der endvidere åbnet mulighed for, at fondet kan tegne aktier i danske selskaber, hvis virksomhed er afhængig af udviklingsarbejde, når en sådan form for bistand findes mest hensigtsmæssig, ligesom fondet på anden måde f. eks. ved at stille ekspertviden til disposition eller ved publikationsvirksomhed, skal kunne bidrage til forskningsresultaters formidling til danske erhvervsvirksomheder.

Fondet skal som hidtil kunne bidrage til forsknings- og udviklingsprojekter i erhvervsvirksomhederne ved ydelse af lån, men der er også åbnet mulighed for, at bistanden helt eller delvis kan gives som tilskud. Det er fondets bestyrelse, der her må tage stilling til de enkelte projekter, men jeg vil gerne — og jeg ved mig her i overensstemmelse med flere medlemmer af det høje ting — give bestyrelsen det ord med på vejen, at jeg meget gerne ser, at man er opmærksom på de ideer og projekter, der undertiden undfanges af mindre erhvervsdrivende og folk i øvrigt, som savner forudsætningerne for at føre deres ideer ud i praksis.

Jeg finder det her rigtigt at understrege, at fondets virksomhed naturligvis vil være forbundet med risiko. Med ethvert forskningsprojekt er der forbundet den risiko, at det ikke indfrier de stillede forventninger. Denne uundgåelige risiko bør man have i erindring, også når det konstateres, at fondsmidler har været investeret i projekter, som ikke gav noget positivt resultat. Stillede man det krav, at fondets midler kun måtte anbringes i sådanne forsknings- og udviklingsarbejder, som næsten med sikkerhed kunne siges at føre frem til målet, ville det være det samme som at fornægte den idé, der ligger bag fondet, som jo netop er at gøre det muligt at tage en risiko. Disse betragtninger gælder, hvad enten fondets bistand ydes i form af lån eller tilskud.

Ved 1. behandlingen takkede Jørgen Peder Hansen (S) handelsministeren for det fremsatte lovforslag, som han så som en imødekommelse af hans eget partis bestræbelser omkring nøjagtig den samme problemkreds, en problemkreds, som indtog en fremtrædende plads i øjeblikkets debat.

Haunstrup Clemmensen (KF) fandt, at lovforslaget var et godt udtryk for det samarbejde mellem det offentlige og det private erhvervsliv, som ingen af de to sektorer kunne undvære. Det var i virkeligheden det, hvorpå man skulle udbygge det moderne samfund og muliggøre dets forøgede velstand. Han understregede, at lovforslaget også måtte ses i sammenhæng med det socialdemokratiske forslag til folketingsbeslutning, og der havde omkring dette forslag allerede været et udvalgsarbejde, der lovede overordentlig godt.

Arne Christiansen (V) tilsluttede sig den konservative ordførers opfattelse af det hidtidige udvalgsarbejde med problemerne. Han fandt, at det var et for dansk erhvervsliv og dansk økonomi betydningsfuldt forslag.

Dagmar Andreasen (RV) udtalte, at dette var loven, der kunne sætte os i stand til at leve, som vi gør. Det var ikke, fordi der manglede interesse for økonomiske problemer i den politiske debat, men interessen og diskussionen samlede sig næsten altid om fordeling af kagen i stedet for om, hvordan man gjorde den større. Ikke bare indholdet af lovforslaget var opmuntrende, men også den politiske enighed, der var omkring problemkredsen.

Også Ove Munch (SF) erklærede, at han var meget velvilligt indstillet over for forslaget. Noget af det vigtigste i dette var for ham den principielle anerkendelse af statsapparatet som et apparat, der var nødvendigt til industriudvikling.

Kun Sigsgaard (VS) kunne ikke give støtte til forslaget.

Efter 1. behandlingen henvistes forslaget til et folketingsudvalg, i hvis betænkning stilledes et enkelt ændringsforslag af rent finanslovteknisk karakter. Udvalget udtalte bl. a.:

„.... Der er i udvalget enighed om oprettelsen af „Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling" og anvendelsen af dettes midler til de i lovforslaget og de i bemærkningerne til dette angivne formål.

Udvalget fremhæver specielt den i lovforslagets § 1, stk. 2, nr. 4, åbnede adgang for fondet til at anvende midler til forskningsresultaters formidling til danske erhvervsvirksomheder, idet man finder det af væsentlig betydning, at det offentlige kan øve en indsats på informationsområdet. Det er dog samtidig udvalgets opfattelse, at der er behov for en udbygning af denne informationstjeneste. Udvalget henstiller derfor til ministeren, at det nærmere overvejes eventuelt gennem de teknologiske institutter og Dansk Teknisk Oplysningstjeneste at udbygge ordningen således, at der kan etableres kontakt mellem erhvervsvirksomhederne i alle dele af landet og de forskellige forskningsinstitutioner.

Udvalget er enig i, at udvidelsen af fondets virkefelt nødvendiggør en væsentlig forhøjelse af de disponible beløb. Udvalget kan derfor tiltræde, at der foreløbig for finansårene 1970-71—1973-74 udbetales fondet de i bemærkningerne til lovforslagets § 4 angivne beløb (21 mill. kr., 27 mill. kr., 33 mill. kr. og 40 mill. kr.) af statskassen. Det er dog herved forudsat, at de nævnte beløb er nettobeløb, således at der ikke sker afkortning i bevillingernes størrelse ved modregning med beløb, der på anden måde indgår til fondet, f. eks. i form af tilbagebetaling af lån. Handelsministeren har i forbindelse hermed stilet nedenstående ændringsforslag, hvorom nærmere henvises til de ledsagende bemærkninger.

Udvalget kan tilslutte sig handelsministerens ændringsforslag, men må i denne forbindelse understrege, at det herved har været en forudsætning, at det på finansloven optagne udgiftsbudget for fondet vil være af rent indikativ karakter og således ikke bindende for fondsbestyrelsens dispositioner, samt at bestyrelsen får mulighed for at administrere sekretariatet selvstændigt og smidigt, jfr. bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 4.

Endelig fremhæver udvalget, at man finder det af stor betydning, at bestyrelsen for fondet giver almenheden den fornødne orientering om fondets oprettelse og virke...."

Ved 2. behandlingen stillede Sigsgaard (VS) ændringsforslag til lovforslagets § 3, hvorefter det foresloges, at paragraffen skulle have følgende affattelse:

,,§ 3. Bistand kan kun ydes til virksomheder og selskaber, der indvilliger i at offentliggøre udførlige regnskaber efter fondets bestyrelses nærmere bestemmelse.

Stk. 2. Inden aftale om bistand til virksomheder indgås, forhandler bestyrelsen med valgte repræsentanter for de ved virksomhederne ansatte arbejdere og funktionærer. Disses godkendelse af de af bestyrelsen foreslåede vilkår er en betingelse for, at bistand kan ydes.

Stk. 3. Bestyrelsen kan indgå aftaler om overtagelse og videreførelse af et projekt, hvortil bistand er ydet.

Stk. 4. Bistandsydelse i form af lån kan gives på sådanne betingelser, at fondet inden for lånebeløbet bærer en fastsat del af de udgifter, der er afholdt til et projekt, som ikke fuldendes."

Ved 2. behandlingen forkastedes dette ændringsforslag med 107 stemmer mod 10.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget derefter med 131 stemmer mod 2 (VS).