Loven indeholder i forhold til den tidligere mønsterlov forskellige nydannelser, hvoraf de vigtigste er:

1. Efter den tidligere lovs § 1 beskyttes som mønster forbilleder for industrifrembringelsers ydre udstyr og ydre skikkelse. Af motiverne til bestemmelsen fremgår, at det havde været tanken at skabe en „udseendebeskyttelse", uanset om formålet med genstandens ydre var at tilfredsstille smagen eller at forhøje dens brugsværdi. Bestemmelsen tilsigtede således at omfatte både smagsmønstre og såkaldte nyttemønstre, d. v. s. mønstre, hvis udformning tager sigte på genstandens funktion. Bestemmelsen var imidlertid i praksis blevet fortolket restriktivt, således at den hovedsagelig kun var anset for at omfatte smagsmønstre. Støtte herfor var også fundet i en af lovens bestemmelser, der foruden et nyhedskrav opstillede krav om, at mønstret skulle være ejendommeligt.

Den nye lov omfatter derimod klart både smags- og nyttemønstre, hvilket der er givet udtryk for i definitionen af et mønster i lovens § 1: Forbilledet for en vares udseende, samtidig med, at man har opgivet kravet om, at mønstret skal være ejendommeligt.

2. Loven hjemler endvidere i § 1 udtrykkelig ret til som mønster at få registreret forbilledet for et ornament, d. v. s. et dekorationsmotiv, som er egnet til udsmykning af varer. Dette er i overensstemmelse med hidtidig registreringspraksis, men har ikke tidligere været lovhjemlet. Et ornament vil således kunne opnå beskyttelse ved en registrering, selvom det anvendes på forskellige varer, f. eks. de enkelte dele af et spisebestik eller et service.

3. Den tidligere lov byggede på et rent anmeldelsessystem. I modsætning hertil er ved lovens § 14 indført en vis nyhedsundersøgelse, hvorefter registreringsmyndigheden, i det omfang det fastsættes af handelsministeren, skal undersøge, om betingelserne for registrering af mønster er til stede.

4. I forbindelse med nyhedsundersøgelsen skal der anvendes en særlig klassificering af mønstrene. Gennem det internationale bureau, Bureaux internationaux réunis pour la protection de la propriété intellectuelle (BIRPI) i Genève har der fundet et internationalt samarbejde sted om udstedelse af en særlig klassefortegnelse til brug ved registrering af mønstre. Samarbejdet er resulteret i en overenskomst underskrevet i Locarno den 8. oktober 1968, der vil kunne ratificeres efter lovens vedtagelse. Klassefortegnelsen er et teknisk hjælpemiddel og skal lægges til grund for beregning af afgifter i henhold til loven.

5. I modsætning til den tidligere lov indeholder loven i § 18 en bestemmelse om, at ansøgninger skal bekendtgøres før registreringen for at give almenheden adgang til at fremkomme med indsigelser mod et anmeldt mønsters optagelse i registret.

6. Efter den hidtidige lov kunne en afgørelse, hvorved registrering af et mønster nægtedes, i visse tilfælde indankes for handelsministeren til endelig afgørelse. Efter lovens §§ 21 og 22 kan registreringsmyndighedens afgørelse af en ansøgning påklages af ansøgeren eller af den, som har fremsat indsigelse mod registreringen, til et af handelsministeren nedsat ankenævn. Ankenævnets afgørelse kan indbringes for domstolene.

7. Den tidligere lovs § 7 hjemlede ret til at indlevere mønstre i forseglet indpakning, såkaldt „hemmelig registrering". Hemmeligholdelse af mønstrene kunne finde sted i maksimalt 3 år. Formålet hermed var navnlig at beskytte virksomheder, der arbejdede med sæson- eller modebetonede mønstre af kort varighed, mod ubillig konkurrence. Mønstre af denne art kræver ofte lang forberedelse og betydelige økonomiske investeringer, der ville være spildt, såfremt andre kunne tilegne sig mønstret, før det bliver bragt på markedet. Loven har ikke opretholdt systemet med hemmelige registreringer, men lovens § 18 indeholder hjemmel til at begære mønstrets bekendtgørelse udskudt i højst 6 måneder fra ansøgningens indgivelse. Der er således i modsætning til den hidtidige lov kun tale om en hemmeligholdelse på ansøgningsstadiet.

Loven betegner i øvrigt en omfattende modernisering i forhold til den tidligere lov. Den træder i kraft den 1. oktober 1970.

Loven er et resultat af fællesnordiske drøftelser. Herom samt om baggrunden i øvrigt for lovforslaget udtalte handelsministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„.... Genstanden for mønsterlovens område er udformningen af vore industrielle produkter, og der kan næppe herske megen tvivl om, at det i salgsarbejdet for disse er af stigende betydning, at produkterne er af et tiltalende ydre, og at udformningen er hensigtsmæssig. Fra industriens side ofres der betydelige beløb på at nå dette mål, og det er derfor rimeligt, at den fabrikant, der gennem en økonomisk indsats har skabt noget nyt, bør nyde en tidsbegrænset beskyttelse for den model, man er nået frem til.

Den gældende mønsterlov, nr. 107 af 1. april 1905, der er optrykt som lovbekendtgørelse nr. 193 af 1. september 1936 og ændret ved § 2 i lov nr. 247 af 9. juni 1967, blev gennemført efter stærkt udtalte ønsker fra håndværkets og industriens side. Den ved varemærkeloven og patentloven allerede hjemlede beskyttelse for den industrielle ejendomsret blev herved udvidet.

Også i de øvrige nordiske lande bestræbte man sig omkring århundredskiftet på at få gennemført en mønsterlov. Sverige fik da også en sådan i 1899, men den omfattede kun et begrænset område, nemlig alene metalindustrien. Norge fik en mønsterlov i 1910, der i mange henseender minder om den danske lov. I Finland er der gjort flere forsøg på at få gennemført en mønsterlov, men stadig uden resultat.

I 1960 kom et egentligt nordisk samarbejde i gang med henblik på at nå frem til så vidt muligt ensartet mønsterlovgivning i de nordiske lande. Initiativet blev taget fra svensk side, og dette skyldtes i første række, at den svenske mønsterlov som allerede nævnt har et yderst begrænset beskyttelsesområde. I takt med den industrielle udvikling i Sverige er der selvsagt opstået et behov for en mønsterlov, der — ligesom den danske og den norske lov — omfatter hele industrien. For at kunne tilslutte sig Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af den industrielle ejendomsret, således som ændret i Lissabon i 1958, var det også nødvendigt, at vedkommende land havde en mønsterlov, der generelt omfatter alle vareområder.

I Danmark og Norge var der samtidig ønsker fremme om en mere moderne mønsterlovgivning, og da Finland — som nævnt — ikke havde nogen lov om beskyttelse for mønstre, kom aftalen om det nordiske samarbejde på dette område i stand. Herved fortsattes linjen fra det nordiske samarbejde, der havde fundet sted vedrørende revision af varemærkelovgivningen og det nordiske samarbejde vedrørende patentlovgivningen.

Den svenske kommission blev nedsat i 1958, og tilsvarende kommissioner blev nedsat i Finland og Norge i 1959 og i Danmark i begyndelsen af 1960. Den danske kommission afgav en betænkning i 1966, der er tilsendt folketinget.

Under samarbejdet mellem kommissionerne blev det overvejet, om en ordning med „nordisk mønster" i lighed med forslaget til „nordisk patent" var ønskelig. Man nåede frem til, at der — i hvert fald for tiden — ikke var behov herfor. Mønsteransøgningerne er normalt ukomplicerede og behandlingstiden som følge heraf kort. Selv om behandlingstiden efter den nye lov skulle blive noget længere, vil behandlingen af ansøgninger ikke blive en arbejdsbyrde, der på nogen måde kan sammenlignes med den, behandlingen af patentansøgninger pålægger myndighederne. En undersøgelse af landenes mønsterregistre har desuden vist, at kun et ringe antal mønstre søges registreret i mere end ét nordisk land, så nogen nævneværdig arbejdsbesparelse ville „nordisk mønster" derfor ikke medføre.

Kommissionernes lovudkast har været gennemdrøftet på en række møder mellem embedsmænd fra vedkommende ministerier og departementer i Finland, Norge, Sverige og Danmark, og der er herunder opnået enighed om praktisk taget enslydende lovforslag, idet der dog gør sig forskelle gældende med hensyn til straffebestemmelserne og de processuelle bestemmelser.

I Nordisk Råd fremsattes i 1967 medlemsforslag om en ensartet mønsterlovgivning, men da embedsmandsforhandlingerne allerede var påbegyndt på dette tidspunkt, fandt Rådet ikke anledning til at foretage sig videre, idet man forudsatte, at regeringerne ville forhandle eventuelle ændringsforslag, inden lovforslagene blev fremsat i parlamenterne. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at de ændringer i forhold til kommissionernes lovudkast, som embedsmændene er nået frem til, har kunnet tiltrædes af alle de nordiske landes ressortministre...."

Ved 1. behandlingen gav samtlige ordførere tilslutning til lovforslaget. Holm Tved (S) ønskede dog, at man under det kommende udvalgsarbejde også undersøgte problemerne om arbejdstageres sikkerhed i forbindelse med denne lovgivning — et synspunkt, som støttedes af Poul Dam (SF).

Det derefter følgende udvalgsarbejde resulterede i et enkelt ændringsforslag, hvis formål var at opnå, at der også for registreringer foretaget efter den hidtidige lov opnåedes overensstemmelse med Pariserkonventionen om beskyttelse af den industrielle ejendomsret.

Efter at ændringsforslaget var blevet vedtaget ved 2. behandling, og efter en fornyet udvalgsbehandling vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling med 155 stemmer.