Loven afløser den hidtidige beværterlov nr. 207 af 7. juni 1958. Den bygger i det væsentlige på beværterlovudvalgets betænkning og udkast til ny lovgivning.

Da de hidtidige betegnelser „beværter" og „gæstgiver" ikke fandtes tidssvarende, er man i den nye lov gået over til betegnelserne „restauratør" og „hotelvært", der i højere grad er skønnet at være i overensstemmelse med nyere sprogbrug. I konsekvens heraf er den gamle lovtitel „Beværterloven" blevet ændret til: "lov om restaurations- og hotelvirksomhed m. v.".

I lovens kapitel I (§1) er angivet lovens område:

,,§ 1. Denne lov omfatter selvstændig erhvervsvirksomhed ved:

1) Servering af spise- og drikkevarer.

2) Modtagelse af overnattende gæster med mulighed for servering.

3) Udlejning af lokaler til selskaber, der selv sørger for serveringen.

Stk. 2. For andelsforeninger og andre foreninger gælder loven i det omfang, deres virksomhed udadtil fremtræder som erhvervsvirksomhed, eller der serveres stærke drikke for medlemmerne mod betaling.

Stk. 3. Offentlige institutioners virksomhed omfattes ikke af lovens kap. 2 og kap. 3."

Lovens kapitel 2 (§§ 2-10) indeholder almindelige bestemmelser. I henhold til § 2 skal enhver, der driver erhverv som nævnt i § 1, have næringsbrev, og dette giver ret til udøvelse af restaurations- og hotelvirksomhed i hele landet. Til servering af stærke drikke kræves dog tillige for hver virksomhed alkoholbevilling i vedkommende kommune. Næringsbrev har den pågældende et retskrav på at få, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, jfr. nedenfor, hvorimod alkoholbevilling ikke vil kunne fremtvinges. Bevilling gives i hvert enkelt tilfælde efter kommunens skøn, men en kommune vil dog ikke generelt kunne undlade at give bevillinger for stærke drikke for derved at hindre, at der overhovedet serveres stærke drikke i kommunen.

Marketenderier og pensionater kan fortsat drives uden næringsbrev. Der skal dog fortsat tilladelse fra politiet til marketenderivirksomhed med stærke drikke, medens pensionatsvirksomhed som hidtil i almindelighed vil kunne drives uden tilladelse.

Reglerne om, hvem der har ret til at få næringsbrev, er givet i lovens § 3:

,,§ 3. Personer har ret til næringsbrev, når de

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i riget og

3) er myndige.

Stk. 2. Personer, der ikke har dansk indfødsret, men ellers opfylder betingelserne i stk. 1, har ret til næringsbrev, såfremt dette er hjemlet efter næringslovens § 3, stk. 2.

Stk. 3. Handelsministeren kan tillade, at der udstedes næringsbrev til personer, som ikke opfylder betingelserne i stk. 1. Gives tilladelse til en person, der ikke har bopæl her i riget eller er umyndig uden at have fået tilladelse efter myndighedsloven til at drive virksomhed på egen hånd, skal virksomheden ledes af en bestyrer, der opfylder betingelserne i stk. 1, jfr. stk. 2 og 4.

Stk. 4. Reglerne i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2 og 3, finder anvendelse."

Medens her i landet registrerede aktieselskaber uden videre har ret til næringsbrev efter næringsloven, har man under hensyn til den særlige karakter for næringerne efter nærværende lov opretholdt princippet i den hidtidige beværterlovs § 3, stk. 1, hvorefter direktører og bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber og andre selskaber med begrænset ansvar, foreninger, stiftelser m. v., skal opfylde lovens krav til personer, der driver hotel- og restaurationsvirksomhed.

Under hensyn til det særlige ansvar, der er forbundet med at drive det af loven omfattede erhverv, og dette uanset om der er tale om servering af stærke drikke, indeholder loven ikke bestemmelser svarende til næringslovens § 4, stk. 2, hvorefter filialer af udenlandske selskaber m. v. har ret til næringsbrev.

Efter § 5 skal der fremtidig kun udstedet én art af næringsadkomst — næringsbrev lydende på „restauratør- og hotelvært" — således at den hidtidige sondring mellem forskellige former for adkomstarter ophører. Ifølge samme bestemmelse er de hidtidige afgifter for adkomst til at drive virksomhed efter loven ændret til registreringsgebyrer, der alene skal dække udgifter ved næringsbrevets udstedelse. Gebyret, der hidtil er tilfaldet kommunen, skal nu tilfalde staten — i København dog stadig kommunen.

I henhold til § 9 er der åbnet almindelig adgang til at drive virksomheden ved bestyrer.

Såvel indehaveren af næringsbrevet som bestyreren har det strafferetlige ansvar for virksomhedens drift, hvilket indebærer, at lovens straffebestemmelser finder ligelig anvendelse på begge, og dette uafhængigt af, hvilke interne aftaler en restautør eller hotelvært i denne henseende indgår med den pågældende bestyrer.

Lovens kapitel 3 (§§ 11-19) indeholder reglerne om alkoholbevilling. Som hidtil må stærke drikke kun serveres i henhold til en lokalt meddelt bevilling. Bevillingen kan gives af kommunalbestyrelsen, men kan også gives af et af kommunalbestyrelsen i dette øjemed nedsat særligt udvalg, der eventuelt har samme karakter som de hidtidige kommunale bevillingsnævn.

Som hidtil — og i modsætning til næringsbreve — er bevillinger tidsbegrænsede. Bevillingstiden er dog nu ens for hele landet, idet bevillingstiden fremtidigt er fastsat til 8 år.

Ifølge § 12 er afgrænsningen af stærke drikke fastsat på samme måde som efter den tidligere beværterlov, idet man dog for at bringe afgrænsningen på linje med den tilsvarende afgrænsning i afgiftslovgivningen har fastsat, at alkoholprocenten for andre ved alkoholgæring fremkomne drikke end vin bliver 2½ rumprocent i stedet for som hidtil 2 1/4 rumprocent.

I henhold til § 13 nedsættes et landsbevillingsnævn med opgaver, der — omend i snævrere omfang — svarer til det hidtidige overbevillingsnævns.

Efter § 14 svarer kravene til personer, der ønsker at få alkoholbevilling, til de tidligere gældende krav til beværtere og gæstgivere. Som hidtil må indehavere af alkoholbevilling og bestyrere i forretningssteder med alkoholbevilling ikke uden tilladelse fra handelsministeren modtage lån, herunder lån af inventar, indskud eller usædvanlig kredit fra nogen, som fremstiller eller forhandler drikkevarer.

I § 16 er den hidtidige hovedregel, hvorefter der ikke kan etableres lokalemæssigt sammenfald af restaurationsvirksomhed med servering af stærke drikke og anden næringsvirksomhed, opretholdt. Derimod omfatter et sådant forbud ikke — som hidtil — tilstødende lokaler, når salgslokalerne har særskilt indgang udefra.

Uden for de tilfælde, hvor en næringsbrevindehaver i henhold til straffelovens § 79 kan fradømmes retten til at udøve virksomhed i henhold til denne lov, er der i § 18 givet landsbevillingsnævnet hjemmel til at fratage bevillingen i tilfælde, hvor den pågældende har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse i sin virksomhed, og de udviste forhold giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil kunne drive virksomheden på forsvarlig måde. Berettigelsen af fratagelsen vil dog kunne forelægges domstolene til prøvelse.

I kapital 4 (§§ 20-22) er givet regler om marketenderier, pensionater m. v. Bestemmelserne indebærer en forenkling af de hidtidige marketenderibestemmelser. Kravet om særlig marketenderitilladelse, når servering af stærke drikke ikke finder sted, er således ophævet.

Marketenderivirksomhed med servering af stærke drikke skal ledes af en marketender, der som hidtil ikke vil kunne drive marketenderiet for egen regning og risiko. Det gældende forbud mod, at marketenderne aflønnes med en procentdel af omsætningen af stærke drikke, er opretholdt.

For marketenderivirksomhed med servering af stærke drikke er fastsat, at andre stærke drikke end øl og bordvin ikke må udleveres, serveres eller nydes. Øl og bordvin må endvidere ikke serveres uden for de i vedkommende virksomhed fastsatte spisetider. Bestemmelsen er en udvidelse af den hidtidige retstilstand, idet den hjemler adgang til servering af bordvin i spisetiden — herunder også frugtvin af bordvinstypen. Derimod vil dessertvine og hedvine som hidtil ikke kunne serveres.

Ved fremsættelsen af lovforslaget var bestemmelsen foreslået affattet således, at den hidtidige ret til i marketenderiet at udskænke al slags stærkt øl begrænsedes således, at der fremtidigt ikke måtte serveres stærkere øl end af skatteklasse I, d. v. s. almindeligt pilsner- og lagerøl. Bestemmelsen ændredes imidlertid under behandlingen i folketinget, således at enhver form for stærkt øl fortsat kan serveres i marketenderier.

Efter § 21 kan pensionater som hidtil drives uden særlig adkomst, men fremtidigt vil kun personer med bopæl her i landet kunne drive sådan virksomhed.

For så vidt angår kapitel 5. Særlige bestemmelser (§§ 23-31) fremhæves, at der efter udvalgsbehandlingen i folketinget blev indsat en bestemmelse i loven, hvorefter bevillingshaveren i restaurationer og andre serveringssteder, hvor der serveres stærke drikke, har pligt til på et sted, der er iøjnefaldende for gæsterne, at anbringe opslag om, at det er forbudt at servere stærke drikke for personer, der ikke er fyldt 18 år.

Med hensyn til straffebestemmelserne i lovens kapitel 6 (§§ 32-33) bemærkes, at der nu er pålagt restauratører m. fl. et objektivt strafansvar for så vidt angår forbuddet mod servering af stærke drikke til under 18-årige, berusede og personer under afvænningsbehandling og forsåvidt angår eventuelle forbud mod at modtage gæster under 18 år. Om begrundelsen for dette objektive strafansvar var i motiverne til bestemmelsen anført følgende:

Man har fundet det påkrævet at afgrænse et sådant strafansvar på en mere utvetydig måde end hidtil, og man har ikke ment, at det bør kunne fritage for ansvar, at den pågældende godtgør, at han stedse på fyldestgørende måde har påset overholdelsen af forskrifterne, og at det ikke har været ham muligt at hindre den skete overtrædelse. Det forudsættes dog, at man ved anvendelsen af denne strafhjemmel tager rimeligt hensyn til, i hvilket omfang den pågældende vært eller bestyrer må antages at have opfyldt sin tilsynspligt.

Loven trådte i kraft den 1. april 1970.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte handelsministeren bl. a.:

„Lovforslaget er stort set overensstemmende med det udkast til en ny lov for dette erhvervsområde, som er indeholdt i den betænkning, beværterlovudvalget afgav for kort tid siden. Betænkningen er tidligere omdelt i tinget.

Ved folketingsbehandlingen i 1966 af forslaget til den nye næringslov, der også nødvendiggjorde tekniske ændringer i beværterloven, blev der fremsat ønske om en mere omfattende revision af beværterloven. Den daværende handelsminister nedsatte følgelig den 17. maj 1966 et udvalg, der fik til opgave at udarbejde forslag til en ny beværterlov med henblik på en tilpasning af loven til nutidens krav. Udvalget fik samtidig pålagt under sit arbejde at have mulighederne for en forenkling af lovens administration for øje.

I udvalget har de interesserede erhvervsorganisationer, forbrugerrådet, afholdsbevægelsen, de kommunale organisationer samt administrative instanser, herunder politiet, været repræsenteret. Udvalget har endvidere været tiltrådt af indenrigsministeriets ædruelighedskonsulent.

I overensstemmelse med det mandat, der var givet udvalget, har det set det som sin opgave at udarbejde et lovforslag, hvis gennemførelse ville betyde en liberalisering af dette erhvervsområde på linje med den liberalisering, der fandt sted ved gennemførelsen af næringsloven. Herved ville der åbnes mulighed for et friere initiativ hos erhvervet, end den nugældende restriktive beværterlov tillader. Dette ville også kunne fremme konkurrencen til gavn for forbrugerne. Samfundsudviklingen gør en vis strukturændring i vore restaurationserhverv ønskelig, således at vægten i større omfang end i dag lægges på servering af daglige måltider til en overkommelig pris. Alene det stigende antal af gifte kvinder, der er beskæftiget uden for hjemmet, taler herfor. Udvalget har haft for øje, at lovgivningen burde tilrettelægges således, at den ikke hindrede en udvikling ad disse baner. Der har dog i udvalget samtidig været enighed om, at beværterlovgivningens ædruelighedsmæssige sigte ikke måtte forringes...."

Efter i hovedtræk at have redegjort for den bestående retstilstand og herunder påvist, at dispensationer fra beværterloven hørte til dagens orden, fortsatte handelsministeren:

„.... Med alt dette gør forslaget op. Efter forslaget udkræves der til udøvelse af den af loven omfattede virksomhed næringsbrev som restauratør- og hotelvært, og et sådant næringsbrev er også tilstrækkeligt, når der ikke ønskes mulighed for at servere stærke drikke. Betingelserne for at løse næringsbrev er de samme, som kræves for at drive handel, håndværk og industri, nemlig dansk indfødsret, bopæl her i landet og myndighed. For fremtiden skal den store hotelvært og den lille stadeholder have samme næringsbrev. Undtaget fra kravet om næringsbrevserhvervelse er alene de i forslagets kapitel 4 nævnte særlige former for virksomhed, nemlig marketenderi- og pensionatsvirksomhed og den særlige virksomhed, der ville kunne udøves på grundlag af en såkaldt lejlighedstilladelse ved fester, møder, udstillinger o. 1.

Næringsbrev som restauratør og hotelvært giver adgang til at drive virksomhed over hele landet. Det udstedes af politimesteren på den næringsdrivendes bopæl— i København af magistraten — og skal forsynes med påtegning om forretningsstedet af vedkommende politimester, hvor virksomheden faktisk vil blive udøvet. Næringsbrevet kan altså forsynes med oplysning om et ubegrænset antal af forretningssteder landet over. Da næsten enhver — uden hensyn til tidligere uddannelse — kan løse et sådant næringsbrev, er det mit håb, at der ad denne vej skabes et incitament til oprettelse af spisesteder af enhver art med deraf følgende stærkere konkurrence.

Allerede ved en ordning som den foreslåede er der opnået en helt afgørende forenkling af det næringsretlige grundlag for denne erhvervsudøvelse til bedste for borgerne — såvel de erhvervsdrivende som forbrugere — og til aflastning af myndighederne.

Jeg har forstået, at udvalget har beskæftiget sig meget med spørgsmålet om, hvorvidt man kunne gå så vidt i liberaliseringstendenserne, at man også forlod bevillingssystemet for restaurationer med udskænkning af stærke drikke. Et mindretal, Arbejderbevægelsens Erhvervsråds repræsentant, har ment, at udvalgets overvejelser burde være resulteret i et forslag om fuldstændig afskaffelse af bevillingssystemet. Lovens personlige betingelser skulle blot gøres strengere, hvor næringsbrevet også giver adgang til servering af stærke drikke. Næringsbrevsudstedelsen skulle i så fald ligge hos politimestrene med rekurs til handelsministeriet — respektive justitsministeriet — og adgang til domstolsprøvelse. Mindretallets begrundelse er gengivet i betænkningen side 12-13.

Udvalgets øvrige medlemmer har dog ikke ment at kunne gå så vidt. Man har fundet, at afgørende samfunds- og ædruelighedsmæssige interesser taler imod at forlade bevillingssystemet på åremål, når der er tale om udskænkning af stærke drikke. I og for sig er der vel ikke større forskel på et bevillingssystem og et næringsbrevsystem, der indeholder hjemmel til at udøve et skøn over ansøgerens personlige egnethed; men når et skøn skal udøves, er jeg med flertallet enig i, at det er at foretrække, at dette udøves af et folkevalgt organ. Jeg mener heller ikke, at erfaringerne taler for at forlade en ordning, hvorefter kommunerne har indflydelse på antallet af udskænkningssteder for stærke drikke og disses placering.

Jeg tror også, at det ædruelighedsmæssigt vil være et tilbageskridt at forlade princippet med bevillingssystemet på åremål. Jeg tror, at frygten for, at bevillingen ikke skal blive fornyet, afholder en del restauratører fra at drive deres virksomhed på uønsket måde.

En vis forenkling ligger der imidlertid i administrativ henseende i, at bevillingsmyndigheden henlægges til primærkommunen alene i modsætning til den nuværende ordning uden for købstæderne, men dette nødvendiggøres allerede af kommunalreformen.

Der skal altså også fremtidig bevilling til, når der skal udskænkes stærke drikke. Man skal for at få bevilling i forvejen have næringsbrev i henhold til § 2. Bevillingen, der skal være knyttet til et bestemt forretningssted, påtegnes næringsbrevet af vedkommende politimester. Kommunalbestyrelsen afgør selv. hvor mange bevillinger den enkelte næringsdrivende kan få. Der åbnes således mulighed for kædedannelser også inden for dette erhvervsområde, og jeg forventer, at kommunalbestyrelserne vil gøre brug heraf...."

Ved 1. behandlingen udtalte Axel Ivan Pedersen (S), at et flertal i hans gruppe ikke kunne tiltræde forslaget om afskaffelse af det stærke øl i marketenderierne, bl. a. fordi bestemmelsen ikke kunne gennemføres i virksomheder, som ikke har et marketenderi. Personligt var han imidlertid af den opfattelse, at det ud fra et sikkerhedsmæssigt, et produktionsmæssigt og ikke mindst et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt måtte være en fordel med det mindst mulige alkoholforbrug på arbejdspladserne.

Han sluttede sit indlæg med at foreslå, at der nedsattes en ny ædruelighedskommission med det kommissorium at undersøge de sociale, samfundsmæssige, økonomiske og finansielle virkninger af et stigende alkoholforbrug.

Erik Hansen (Vejle amt) (KF) fandt lovforslaget tiltalende og takkede ministeren for det initiativ, der var taget til fjernelse af unødvendig administration.

Også Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) var tilfreds med den forenkling af bevillingssystemet, som lovforslaget indeholdt. Derimod var han ikke tilfreds med ministerens forslag om at bevare de i 1963 indførte regler om forbud mod leverandørfinansiering. Han henviste til, at et flertal i beværterlovudvalget havde foreslået, at reglerne bortfaldt, og at den finansieringspraksis, man havde haft indtil 1963, havde virket ganske godt.

Dagmar Andreasen (RV) kunne anbefale forslaget fuldt og helt. Forslaget gav hende visioner om fremtidige restaurationer, hvor jævne mennesker kunne få daglig mad til overkommelige priser.

Også Arne Larsen (SF) kunne give tilslutning til lovforslaget, idet han dog vendte sig mod det foreslåede forbud mod udskænkning af stærkt øl i marketenderierne. Det var efter hans mening for meget formynderi at bestemme, hvad folk måtte drikke på deres arbejdsplads.

Ligesom SF's ordfører vendte Hanne Reintoft (DK) sig mod forbudet mod det stærke øl i marketenderierne, som hun ikke fandt ville få nogen som helst fornuftig virkning.

Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget til et folketingsudvalg, som i sin betænkning opfordrede regeringen til snarest at nedsætte en kommision til undersøgelse af spørgsmålet om udskillelse af beværterlovgivningens ædruelighedsmæssige sigte i en særskilt lovgivning af ikke-erhvervsmæssig karakter samt spørgsmålet om de sociale, samfundsmæssige, økonomiske og finansielle virkninger af alkoholforbruget.

I betænkningen stilledes en række ændringsforslag, herunder det ovenfor omtalte vedrørende tilladelse til udskænkning af stærkt øl i marketenderierne. Dette ændringsforslag stilledes af et flertal (udvalget med undtagelse af Axel Ivan Pedersen).

Et mindretal (sociademokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) fandt det ønskeligt, at der fortsat fastsattes afgift for tilladelser til at holde restaurationer åbne efter kl. 24, og stillede ændringsforslag i overstemmelse hermed.

Efter at mindretallets ændringsforslag var blevet forkastet ved 2. behandling, vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling med 129 stemmer.