Forslaget til lukkelov undergik omfattende ændringer under behandlingen i folketinget. I sin endelige affattelse har loven fået følgende indhold:

Ved lovens § 1 opretholdes de hidtidige almindelige butikssåbningstider, jfr. den tidligere lukkelovs § 2, stk. 1 og 2.

I lovens § 2 er angivet det salg, der ubetinget falder uden for loven, uanset at salg sker fra en butik, hvor der i den almindelige butiksåbningstid også sælges andre varer. Bestemmelsen omfatter følgende varegrupper:

1) Medicinalvarer fra apoteker og apotekers håndkøbsudsalg.

2) Aviser.

3) Brændsel.

4) Proviant til skibe og luftfartøjer samt til lastmotorkøretøjer i langturstrafik.

5) Benzin, olie, petroleum, gas og lignende samt salg fra benzinsalgssteder af reservedele, tilbehør til motorkøretøjer og andre varer, der har en naturlig forbindelse med motorkøretøjets anvendelse eller vedligeholdelse.

6) Motorkøretøjer, traktorer, landbrugs- og entreprenørmaskiner, skibe og luftfartøjer samt tilbehør hertil.

7) Lystbåde, campingvogne, telte og andet lejrudstyr uden for sædvanlig butikshandel.

8) Fersk fisk uden for sædvanlig butikshandel.

9) Naturalprodukter af eget jordbrug og husdyrhold.

10) Havebrugsvarer fra gartnerier og planteskoler.

11) Husdyr.

12) Varer fra automat.

13) Varer i henhold til lov om restaurations- og hotelvirksomhed m. v.

14) Løsøre, der afhændes ved tvangsauktion eller er indleveret fra et bo og afhændes ved frivillig offentlig auktion.

I § 3 er angivet de arter af butikker, der, såfremt der alene forhandles et afgrænset vareområde, falder uden for loven. Medens de varer, der efter den hidtidige lov måtte sælges fra sådanne butikker, var angivet i loven, er det nu handelsministeren, som fastsætter, hvilke varer der må sælges fra butikker, der er omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter følgende butikker:

1) bladkiosker,

2) konfekturebutikker,

3) bagerbutikker,

4) brødudsalg,

5) smørrebrødsbutikker og

6) blomsterbutikker.

Ifølge § 4 må butikker, hvorfra der på hverdage sælges mælk, holdes åbne på folkekirkens helligdage fra kl. 6 til kl. 10 for salg af sådanne varer, som handelsministeren fastsætter. Det er hensigten, at vareområdet i forhold til den hidtidige lov skal udvides bl. a. med mælkevarer, smør, margarine og æg. Man har ikke i bestemmelsen opretholdt kravet om, at de varer, som ikke må sælges, skal være fjernet fra de offentligt tilgængelige lokaler eller være under lukke og skjult for kunderne.

Efter § 5 kan handelsministeren give dispensation for de almindelige butiksåbningstider, for så vidt angår udstillinger. Tilladelse gives dog af kommunalbestyrelsen, for så vidt angår udstillinger, der alene omfatter kunst eller kunstværk, og som afholdes af frembringerne eller af andre på disses vegne.

Som hidtil kan politiet tillade udvidede åbningstider for salg i forlystelseshaver, ved folkefester, på markeder og lignende (§ 6).

Ved lovens § 7 er dernæst givet kommunalbestyrelsen adgang til — efter retningslinjer, der fastsættes af handelsministeren — at fastsætte udvidede butiksåbningstider i følgende tilfælde:

1) i områder, der i udpræget grad benyttes til sommer- og weekendophold,

2) i haveforeninger,

3) på lejrpladser,

4) i større trafikknudepunkter, f. eks. banegårde og civile lufthavne,

5) på eller ved sygehuse eller andre lignende institutioner,

6) i idrætsanlæg,

7) ved den dansk-tyske landgrænse,

8) for salg af antikviteter og gaveartikler på steder, hvor der særligt sælges til turister,

9) i forbindelse med dyrskuer, større markeder, stedlige sammenkomster eller festligheder, samt hvor uforudsete begivenheder måtte tale herfor, og

10) ved ekstraordinære, store turistbesøg, kongresser og lignende.

I bemærkningerne til lovforslaget var givet en omfattende redegørelse for de hovedsynspunkter, der påtænktes lagt til grund for de retningslinjer, der skal gives af handelsministeren. I bemærkningerne var yderligere tilkendegivet, at kommunerne, i hvert fald når der er tale om tilladelser af mere langvarig karakter, bør indhente udtalelse fra de lokale organisationer, som berøres af en eventuel tilladelse, eller — hvis sådanne ikke findes — fra erhvervenes og forbrugernes hovedorganisationer.

Ifølge § 8 kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 7 og vedrørende udstillinger (§ 5, stk. 2) af de foreninger eller organisationer, som handelsministeren bemyndiger dertil, indbringes for et ankenævn, der nedsættes af handelsministeren. Nævnet består af en formand med juridisk uddannelse og 2 andre medlemmer, der skal være uafhængige af kommunale eller organisationsmæssige interesser.

Kommunalbestyrelsens og nævnets afgørelser kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed.

§ 9 indeholder straffebestemmelserne. Man har ikke opretholdt den hidtidige lovs bestemmelse om, at også kunder, der overtræder loven eller forskrifter givet i medfør at loven, skal straffes.

Loven, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, trådte i kraft den 20. juni 1970.

Som omtalt foran undergik lovforslaget under behandlingen i folketinget omfattende ændringer. Dette var især tilfældet med lovforslagets § 1, som ved fremsættelsen sigtede mod at gennemføre andre åbningstider end de hidtil gældende. Bestemmelsen havde ved fremsættelsen følgende ordlyd:

,,9 1. Detailsalg må kun finde sted på hverdage inden for tidsrummet fra kl. 6 til kl. 18, på torsdage dog til kl. 21 og på lørdage til kl. 12. Den sidste hverdag før en helligdag, dog ikke en almindelig søndag, samt på den sidste søndag og på de sidste 6 hverdage før juleaftensdag må detailsalg finde sted fra kl. 6 til kl. 21.

Stk. 2. Butikker, hvorfra der foregår detailsalg, må ikke holdes åbne for publikum uden for tilladte åbningstider. Butikker omfatter salgs- og udleveringssteder samt lagre.

Stk. 3. Loven gælder også for fordeling af varer fra andelsforeninger.

Stk 4. Optagelse af bestillinger er tilladt i lukketiden, men levering må tidligst ske i den påfølgende åbningstid.

Stk. 5. Kunder, som befinder sig i en butik ved lukketidens indtræden, kan ekspederes i indtil et kvarter efter dette tidspunkt."

Om baggrunden for lovforslaget og især om de i det oprindelige lovforslags § 1 foreslåede nye åbningstider gav handelsministeren ved fremsættelsen følgende motivering:

„Indledningsvis vil jeg gerne gøre nogle bemærkninger om de motiver, der har bevæget mig til at rejse denne sag og føre den frem for folketinget i form af det foreliggende lovforslag. Meget har været sagt herom under de forløbne måneders til tider meget bevægede offentlige debat. Jeg har modtaget en del roser for mit initiativ, men så sandelig også mange tidsler. Over disse sidste skal jeg ingenlunde beklage mig. Jeg var på forhånd klar over, at det ville blive en meget vanskelig sag at søge en ny lukkelov gennemført, og personlig har jeg været indstillet på, at det ikke kunne ske uden sværdslag også med folk, hvis meninger jeg værdsætter og på andre områder kan dele.

Når jeg har overvundet de betænkeligheder ved at rejse sagen, som jeg ganske naturligt måtte gøre mig, skyldes det først og fremmest, at jeg må betragte lukkeloven som en overordentlig vigtig del af vor samlede erhvervslovgivning. Næppe nogen erhvervslov har en så bred berøringsflade med alle landets borgere som netop denne lov. Direkte interesserede er således butikserhvervet, både indehaverne og de butiksansatte, og som forbrugere kommer hele befolkningens interesser ind i billedet.

Udgangspunktet for mine overvejelser har været dette, at det må være enhver handelsministers opgave at sørge for, at erhvervslovgivningen stemmer overens med de aktuelle tendenser i erhvervs- og samfundsudviklingen. Denne betragtning har også ligget til grund for den revision af store dele af vor erhvervslovgivning, som allerede er gennemført. Jeg tænker her først og fremmest på næringsloven. Her drejede det sig om at få fjernet resterne af den laugsmentalitet, som stadig prægede den gamle næringslov med opdelingen på erhverv og brancher med hver sit afsætningsområde og mange andre utidssvarende snurrepiberier. En af de tunge sten at løfte var ophævelsen af enbutikssystemet. Det lykkedes at få alt det fjernet, om end det kostede både tid og besvær, og jeg har indtryk af, at ingen i dag kunne forestille sig, at vi i vor erhvervslovgivning stadig skulle trække rundt med disse reminiscenser fra fortiden. Det forslag til en ny beværterlov, som folketinget i denne tid har til behandling, er på samme måde udtryk for en forenkling og tilpasning til vor tids erhvervsudvikling.

Den bærende idé i disse lovrevisioner har været at give erhvervslivet råderum for udfoldelse af initiativ med konkurrencen som drivende kraft, og jeg har gerne villet anskue lukkeloven i denne sammenhæng

Det er min overbevisning, at den gældende lukkelov ikke i tilstrækkeligt omfang tilgodeser disse hensyn, men at den er både for snæver og for restriktiv. Forskellige træk både i erhvervsudviklingen og samfundsudviklingen som helhed taler efter min mening for en modernisering og ajourføring også af denne lov. Hele denne argumentation omkring lukkeloven har været så livligt debatteret i de forløbne måneder, at jeg nok bør afstå fra at gå i enkeltheder. Sagt i al korthed drejer det sig om forhold, der vedrører såvel forbrugerne som butikserhvervet. For forbrugernes vedkommende er det et gennemgående træk i samfundsudviklingen, at stedse flere kvinder får udearbejde, og at afstanden mellem hjem og arbejdsplads bliver stadig større. For et betydeligt antal forbrugere gør den nugældende åbningstid det stadig vanskeligere at få foretaget indkøb på hensigtsmæssig måde. For butikserhvervets vedkommende har jeg aldrig rigtig kunnet acceptere det som en naturlig tanke, at enhver butik uanset beliggenhed, karakter, varesortiment og kundekreds skal åbne og lukke så nogenlunde på samme tid. Ud fra såvel driftsøkonomiske som forbrugermæssige hensyn ville jeg finde det rigtigere, om de enkelte butikker fik et noget videre råderum for at indrette deres åbningstid efter den enkelte butiks og dens kundekreds' behov. Jeg har vanskeligt ved at tro, at en adgang hertil skulle betyde højere priser; jeg synes, det snarere må have formodningen for sig, at butikkerne ved i højere grad individuelt at kunne indrette deres åbningstider efter spidsbelastningen ville få mulighed for at udnytte deres ofte meget kostbare kapitalanlæg mere effektivt og herigennem opnå besparelser, selv om jeg naturligvis er klar over, at de butiksansatte vil kræve lønkompensation for forskudte arbejdstider.

Jeg må konstatere, at det ikke har været mig muligt at vinde gehør for disse synspunkter hverken hos butiksindehavernes eller de ansattes organisationer. Principalt har disse organisationer ønsket den gældende lukkelov bevaret, idet man fra deres side betragter den som et vigtigt socialt gode af betydning både for butiksindehavernes og de ansattes velfærd og hermed også for tilgangen til erhvervet.

Af denne grund ser jeg mig desværre ikke i stand til at fremsætte et lovforslag, som har vundet tilslutning fra disse organisationer. Mens de som nævnt har udtalt sig imod en udvidelse af den almindelige åbningstid, er det mit indtryk, at organisationerne har forståelse for betimeligheden af at gøre den gældende lov mere flexibel ved at muliggøre dispensationer i særlige tilfælde. Det har glædet mig, at organisationerne har kunnet tiltræde ønskeligheden af at muliggøre en sådan dispensation bl. a. i det, man kalder „sommerlandet". Også den lovtekniske forenkling, som forslaget er udtryk for, har jeg indtryk af kan accepteres fra alle sider."

Som ventet gav lovforslaget og især dettes § 1 anledning til en omfattende debat i folketinget.

Ved 1. behandlingen gjorde Albertsen (S) opmærksom på, at det var et barberet forslag, idet ministerens oprindelige forslag havde været langt mere revolutionært. Det, man forhandlede i dag, var noget helt andet, nemlig det, som man efter interne regeringsforhandlinger havde villet gå med til. Han kunne blankt medgive, at det nye grundlag — trods alt — var bedre at forhandle om. Det var imidlertid et forslag, som de berørte erhverv, medhjælperne m. fl. ikke havde ønsket eller givet grønt lys for. Heller ikke noget særligt statistisk materiale eller anden særlig sagkundskab kunne ministeren påberåbe sig til fordel for fremsættelsen af forslaget. Forslaget ville medføre ændrede arbejdstider og prisforhøjelser, som mindst ville svare til en dyrtidsportion. Socialdemokratiet kunne ikke gå ind for sådanne ændringer, og han henstillede derfor, at man under det kommende udvalgsarbejde alene beskæftigede sig med spørgsmålet om hensyn til ferielandet.

Erik Hansen (Vejle amt) (KF) havde håbet på bred enighed om forslaget. Det var hans opfattelse, at diskussionen ude omkring havde været mindre heftig efter forslagets fremsættelse end den diskussion, der havde været omkring handelsministerens oprindelige udkast til en ny lukkelov. Der var imidlertid mange detaljer i forslaget, han gerne ville have underkastet en nærmere undersøgelse under det kommende udvalgsarbejde.

Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) kunne anbefale lovforslaget, men erklærede samtidig, at han „ikke var umusikalsk over for de muligheder, der kunne være under en saglig udvalgsbehandling med henblik på, at der kunne ske forandringer i lovforslaget". Han fandt, at der på urimelig vis var sanket alt for mange gloende kul på handelsministerens hoved i denne sag. Man havde gjort spørgsmålet om generelle åbningstider til det centrale. Det centrale var imidlertid, at der ved et dygtigt arbejde fra handelsministerens side var fremkommet et lovforslag, der betød væsentlige forenklinger, et lovforslag, der indebar, at der skete en afgrænsning af det område, loven skulle gælde for. Hermed blev forbrugerønsker imødekommet.

Jørgen Andersen (RV) gav udtryk for, at det ikke kunne være rimeligt at anskue lukkeloven og dens konsekvenser ensidigt ud fra erhvervenes særlige interesser. Forbrugerne, som ene og alene bar butikserhvervet oppe, havde selvfølgelig også interesser, som ikke burde overhøres. Det ville være helt utilstedeligt at overse gruppen af udearbejdende forældre ved revisionen af lukkeloven. Han påskønnede handelsministerens forslag, men havde gerne set et endnu mere liberalt oplæg, som i højere grad pålagde de handlende selv at afgøre butikkernes åbningstider under naturlig hensyntagen til individuelle branchekrav og publikums behov.

Aksel Larsen (SF) var tilhænger af at liberalisere lukkeloven. Han ville endda gå så vidt at sige, at man burde overveje, om man overhovedet burde have en lukkelov i et land som Danmark. Hvis man gjorde dette, måtte man dog samtidig ændre arbejderbeskyttelseslovgivningen sådan, at man sikrede, at der ikke i forhold til medhjælperne fandt misbrug sted. I øvrigt måtte det være fagforeningerne, der selv måtte tilvejebringe ordentlige ansættelsesforhold for deres medlemmer.

Også Kjær Rasmussen (VS) var principielt af den opfattelse, at åbningstiden burde være fri til gavn for forbrugerne, men kædet sammen med lovforbedringer i arbejderbeskyttelseslovgivningen.

Udenfor ordførernes kreds udtalte Hans Kjær (KF) i et længere indlæg bl. a., at lovforslaget rummede adskilligt, han fandt lidet ønskværdigt, og at hans videre stilling til lovforslaget ville afhænge af resultatet af det kommende udvalgsarbejde.

Under dette udvalgsarbejde stillede handelsministeren en række ændringsforslag, herunder det ovenfor omtalte vedrørende lovforslagets § 1, således at de hidtidige butiksåbningstider opretholdtes. Ministeren erklærede i denne forbindelse, at det var hans hensigt at nedsætte en kommission, der bl. a. skulle behandle problemerne omkring de generelle lukketider.

Betænkningsteksten indeholder en række bidrag til nærmere fortolkning af lovteksten. Fra betænlmingen citeres følgende:

„Handelsministeren har over for udvalget oplyst, at ministeren på udvalgets foranledning har anmodet Sønderjyllands Erhvervsråd om at ville afgive en udtalelse om den pågældende bestemmelse (§ 7, nr. 7) efter stedfunden forhandling med de politimæssige, kulturelle og erhvervsmæssige institutioner og organisationer, der ikke kan anses for at være repræsenteret i rådet, og at ministeren på grundlag af de udtalelser, der måtte blive modtaget fra rådet, vil udsende retningslinjer for kommunalbestyrelsernes adgang til dispensation efter bestemmelsen. Udvalget forudsætter, at der kun bliver tale om dispensationsmulighed for kommunalbestyrelserne, når det drejer sig om de nærmeste grænseområder.

Under behandlingen af lovforslagets § 7, nr. 4, om muligheden for kommunalbestyrelserne til efter retningslinjer givet af handelsministeren at fastsætte udvidede åbningstider for butikker „i større trafikknudepunkter, f. eks. banegårde og civile lufthavne," har udvaget bemærket sig udtalelsen i lovforslagets bemærkninger til § 7, nr. 4, og noterer, at efter forslaget vil tilladelse kunne gives til butikker i større trafikknudepunkter, f. eks. banegårde og civile lufthavne. Under bestemmelsen vil også kunne henføres banegårdene i enkelte andre større byer end de i den gældende lov nævnte. Også enkelte større færgehavne, f. eks. Rødby, Halsskov og Knudshoved, vil kunne henføres under bestemmelsen. Ligeledes vil større lufthavne, på hvilke der drives regelmæssig rutetrafik, kunne henføres under bestemmelsen. Tilladelse vil endvidere kunne gives til butikker i større centralstationer for rutebiler og busser, dog ikke bybusser. Tilladelse bør kun gives, hvor der af hensyn til rejselivet skønnes at være behov for, at der de nævnte steder kan sælges varer, som det ellers ikke ville være muligt at købe i den almindelige butikslukketid.

Ministeren har over for udvalget oplyst følgende til forståelse af bestemmelsen i § 7, nr. 10, hvorefter kommunalbestyrelser efter retningslinjer givet af handelsministeren kan fastsætte udvidede åbningstider for butikker i forbindelse med dyrskuer, større markeder, stedlige sammenkomster eller festligheder, samt hvor uforudsete begivenheder måtte tale herfor: „Angående spørgsmålet om, hvilke „uforudsete begivenheder" der vil kunne begrunde tilladelse til udvidet åbningstid, kan henvises til den gældende lovs § 12, stk. 2, der indeholder en nærmere opregning af, hvilke begivenheder der vil kunne begrunde en undtagelse fra den gældende lov. Efter den gældende lov kan undtagelse således gøres i tilfælde af, at naturforhold, ulykkeshændelser, andre lignende, uforudsete begivenheder eller fare for uforholdsmæssigt tab ved forringelse af let fordærvelige varer måtte gøre sådant påkrævet.

Begreberne „stedlige sammenkomster" og „festligheder" må forstås på samme måde som den tilsvarende bestemmelse i den gældende lovs § 12, stk. 1. Efter handelsministeriets cirkulære nr. 171 af 1. august 1950 kræves, at de stedlige sammenkomster og festligheder skal være af større omfang, og at bestemmelsen kun bør bringes til anvendelse, hvor de pågældende større markeder, sammenkomster eller festligheder har en mere ekstraordinær karakter og tager sigte på videre kredse af den pågældende egns befolkning."

Om den tilsvarende mulighed for kommunalbestyrelserne til at fastsætte udvidede åbningstider „ved ekstraordinære, store turistbesøg, kongresser og lignende" (lovforslagets § 7, nr. 11) har ministeren oplyst følgende til forståelse af, hvad der „forstås" ved „ekstraordinære store turistbesøg", samt om, inden for hvor store geografiske områder tilladelse til udvidet åbningstid vil kunne gives:

„Ved „ekstraordinære store turistbesøg" forstås turistbesøg i et sådant omfang, at der er tale om en væsentlig forøgelse af antallet af turister på vedkommende sted. Bestemmelsen vil således kunne anvendes, hvis en by får anløb af et større skib.

Angående spørgsmålet om, inden for hvor store geografiske områder tilladelse til udvidet åbningstid vil kunne gives, skal jeg udtale, at tilladelse vil kunne gives inden for det geografiske område, hvor de pågældende turister må antages i almindelighed at ville gøre deres indkøb. Tilladelse vil kunne gives til samtlige butikker inden for et område eller til enkelte butikker, der anmoder derom. I tilfælde, hvor tilladelse gives som følge af, at et skib på krydstogt anløber en by, vil tilladelse i almindelighed alene kunne gives for butikker i vedkommende by, men i tilfælde, hvor det er typisk, at turisterne ønsker at besøge en anden by end den by, som skibet anløber, vil tilladelse kunne gives til butikker i denne anden by.

Bestemmelsen vil også kunne anvendes, hvis et større antal turister kommer til en by på anden måde end med skib."

Som svar på et spørgsmål fra udvalget om, hvilke foreninger og organisationer handelsministeren agter at bemyndige til at rejse påtale efter lovforslagets § 9, stk. 2, har ministeren oplyst følgende:

„Som påtaleberettiget efter § 9, stk. 2, agtes i hvert fald bemyndiget:

De Danske Handelsforeningers Fælles-Organisation, De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Dansk Textil Union, Grosserer-Societets Komité, Provinshandelskammeret, Håndværksrådet, Industrirådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, Andelsudvalget, Forbrugerrådet og Statens Husholdningsråd.""

Udvalgsarbejdet resulterede i, at hele udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlem indstillede lovforslaget til vedtagelse med de af handelsministeren foreslåede ændringer.

Mindretallet udtalte:

„Et mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) mener, at regeringens svage lovforslag yderligere er blevet forkvaklet under udvalgsarbejdet. Mindretallet skal derfor afholde sig fra at stemme om ændringsforslagene. Mindretallet mener principielt, at lukkeloven bør afskaffes, men skal under hensyn til de små forbedringer i § 7 om kommunernes adgang til at give tilladelse til længere åbningstid i visse områder undlade at stemme ved 3. behandling."

Ved 2. behandling vedtoges de stillede ændringsforslag uden afstemning, og lovforslaget vedtoges derefter ved 3. behandling enstemmigt med 139 stemmer; 13 medlemmer (SF, VS og DK) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.