Ved loven bemyndiges statsministeren til af statskassen at yde garanti på indtil 30 mill. kr. og et årligt tilskud på 2 mill. kr. til et finansieringsinstitut for dagspressen. Instituttets vedtægter skal godkendes af statsministeren, og instituttet skal underkaste sig det regnskabsmæssige tilsyn, som bliver fastsat af ministeren. Der nedsættes et tilsynsråd på tre medlemmer med den opgave at føre dette regnskabsmæssige tilsyn samt at afgive indstilling til statsministeren om ydelse af statsgaranti og i øvrigt rådgive ministeren i spørgsmålet om finansieringsinstituttets virksomhed. Rådets formand og dets 2 andre medlemmer beskikkes af statsministeren for 3 år ad gangen.

Garantier, som statsministeren kan give, omfatter kautionsforpligtelser, der indgås af instituttet i forbindelse med opførelse, ombygning, udvidelse og modernisering af anlæg til dagspressens avisfremstilling og distribution. Garantien kan betinges af, at instituttet selv tilvejebringer en af statsministeren fastsat ansvarlig kapital. Statens garanti kan kun gøres gældende i det omfang, instituttets egenkapital ikke kan dække dets forpligtelser. Instituttet kan anvende tilskuddet som bistand til finansiering af de samme foranstaltninger, som kan støttes ved kautionsforpligtelse.

Det fremsatte lovforslag byggede på den i 1969 afgivne betænkning „Dagspressen og samfundet" som var udarbejdet af et i 1967 nedsat udvalg til undersøgelse af dagspressens situation. Det pågældende udvalg nedsattes på baggrund af, at et betydeligt antal dagblade inden for de senere år har måttet indstille udgivelsen. Betænkningens flertal betvivler formålstjenligheden af egentlige driftstilskud til vanskeligt stillede dagblade. Derimod anbefales forskellige foranstaltninger, som ved deres sammensætning og deres økonomiske indhold i særlig grad tager sigte på at støtte vanskeligt stillede dagblade i disses egne bestræbelser for at forbedre deres overlevelsesevne på længere sigt. Forslaget omfatter to af de i betænkningen anbefalede foranstaltninger. Begge disse indgik blandt de konkret formulerede ønsker, som var indeholdt i en henvendelse, som Danske Dagblades Fællesrepræsentation i efteråret 1966 havde rettet til regeringen. De to foranstaltninger var i betænkningen formuleret sådan, at staten dels påtog sig en garantiforpligtelse, som fordoblede et af bladene selv skabt kautionsgrundlag, dels at staten ydede et direkte kapitaltilskud. De principielle betænkeligheder ved det sidste blev — ifølge betænkningen — væsentligt svækket ved at ordningen forudsattes finansieret ved, at staten anerkender rimeligheden i at yde dagbladene annoncebetaling for offentliggørelsen af klasselotteriets trækningslister, ca. 2 mill. kr. årligt, således at disse midler stilles til rådighed for ordningen.

Det fremsatte forslag byggede på de i betænkningen anlagte hovedsynspunkter, men var ændret på visse punkter ud fra principielle og praktiske hensyn. Lovforslaget bemyndiger således statsministeren til at yde garanti af statskassen på indtil 30 mill. kr. Lovforslagets bemærkninger regner med, at en statsgaranti på 30 mill. kr. kan realisere en finansiering på 200 mill. kr. Af bemærkningerne til forslaget fremgik, at Danske Dagblades Fællesrepræsentation havde taget initiativ til etableringen af et finansieringsinstitut, der ville kunne nå en størrelse af omkring 10 mill. kr. i løbet af ti år. Ministerens forslag betød, at der kun skabtes et finansieringsinstitut, hvor man oprindelig havde forestillet sig to, en institution og en forening. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det endvidere, at regeringen ikke havde afsluttet sine overvejelser af betænkningens øvrige forslag. Endelig kan nævnes, at betænkningen havde opgjort de eksisterende støtteforanstaltninger — fritagelse for moms og papirafgift samt lavere avisporto — til 82 mill. kr. målt efter statens provenutab 1968.

Ved 1. behandling gav Per Hækkerup (S) principiel tilslutning til, at der af statens midler blev ydet tilskud til pressen. Han spurgte om, hvornår regeringens overvejelser med hensyn til de resterende forslag i udvalgets betænkning kunne forventes. Forslagets støttebeløb — garantibeløb på 30 mill. kr. og tilskud på 2 mill. kr. årlig — fandt han utilstrækkelige. Endelig mente han, at man nærmere burde overveje betænkningens mindretalsudtalelser. Han havde ikke noget imod, at man gik over til en mere direkte tilskudsordning.

Langkilde (KF) kunne ligeledes tilslutte sig det foreliggende lovforslag. Han var ikke tilhænger af direkte tilskud og troede heller ikke, at pressen var det. Han ville gerne spørge statsministeren om, hvordan han så på de andre i betænkningen nævnte støttemuligheder. Af disse fremhævede han navnlig den statslige annoncering som en betydningsfuld vej.

Merete Bjørn Hanssen (V) kunne på venstres vegne give principiel tilslutning til forslaget. Hun understregede, at staten gennem forslaget fik alle muligheder for at sikre, at dens økonomiske støtte til dagspressen virkelig blev brugt aktivt i kampen mod det fundamentale onde, den utilfredsstillende produktivitetsudvikling. Hun spurgte ligeledes statsministeren om, hvilke tanker han havde om øget statslig annoncering, og fremhævede samtidig, at dette ikke blot var et problem for staten, men også for kommunerne.

Skovmand (RV) fandt, at meget afhang af, hvordan ordningen blev praktiseret. Det måtte være en selvfølge, at de store blade indtil videre ikke kom i betragtning. Man burde overveje at give finansieringsinstituttet mulighed for at yde lån til blade, der kom i en akut økonomisk krise.

Gert Petersen (SF) fandt forslaget alt for beskedent. Det var nødvendigt med selektive tilskud. Når man var bange for direkte statstilskud, så skyldtes det ikke frygten for at pressen skulle komme under statsindflydelse, men frygten for at markedsmekanismen skulle blive generet. Man burde også overveje tilskud til de politiske ugeblade.

Kjær Rasmussen (VS) mente ikke, at der var en mangestemmig presse. 90 pet. af pressen var borgerligt orienteret. Der burde være muligheder for at støtte en ny avis, ligesom den politisk orienterede del af tidsskriftspressen burde støttes.

I sit svar udtalte statsministeren, at han ville finde det rimeligt, om man i udvalget drøftede de øvrige forslag, der var indeholdt i betænkningen.

I den betænkning, der blev afgivet af folketingsudvalget, oplyses det, at statsministeren har til hensigt at nedsætte et udvalg til at undersøge problemerne om offentlig annoncering.

Ved 2. behandling talte foruden statsministeren kun Skovmand (RV). Denne fremhævede en udtalelse i betænkningen om at søge at hjælpe blade, der var i midlertidig likviditetskrise. Han tænkte her særlig på Information og Børsen.

Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 138 stemmer. 2 medlemmer (VS) afholdt sig fra at stemme.