Loven afløser kreditforeningsloven af 1936 med senere ændringer, hypotekforeningsloven af 1964- samt kapitel II i lov om boligbyggeri, som hidtil har indeholdt reglerne om reallånefondene for boligbyggeri m. v. Samtidig er loven af 1946 om et lånefond for kortfristede prioritetslån ophævet. Derimod er lov nr. 278 af 7. juli 1960 om et finansieringsinstitut for landbrug m. v. (Dansk Landbrugs Realkreditfond) opretholdt. Med denne sidstnævnte begrænsning er den spredte lovgivning om den organiserede realkredit nu samlet i een lov.

Idet bemærkes, at lovforslaget var udarbejdet på grundlag af den betænkning, som Realkreditkommissionen af 1966 afgav den 18. december 1969 (betænkning nr. 552), redegørelsen af november 1969 fra udvalget vedrørende obligationsmarkedets forhold samt de af regeringen tidligere i folketingsåret fremsatte lovforslag vedrørende kreditforeninger og hypotekforeninger m. v., skal i det følgende gennemgås lovens hovedprincipper.

1. Realkredittens struktur.

I Realkreditkommissionen var der enighed om, at en forenkling af det gældende lagdelte realkreditsystem var nødvendig. Det var den overvejende opfattelse i kommissionen, at et system med enheds- prioritering ville være at foretrække, men der havde dog ikke kunnet opnås enighed i kommissionen om at stille forslag herom. Derimod tilsluttede kommissionen sig et forslag fra kredit- og hypotekforeningerne om at forenkle systemet ved at etablere en tolagsordning. Forslaget gik ud på, at kredit- og hypotekforeningerne skulle sluttes sammen til institutter, som ydede lån mod 1. prioritets panteret, og at reallånefondene opretholdtes som institutter, der ydede lån imod sekundær panteret.

Også regeringen var principielt af den opfattelse, at det for låntagerne ville være mest hensigtsmæssigt, at hele belåningen af en fast

ejendom kunne finde sted i et enkelt realkreditinstitut. Et sådant enhedsprioriteringssystem udelukkede ikke, at långivningen kunne opdeles i 2 eller flere lån efter sikkerhedshensyn, hvorfor obligations- købernes ønsker om at kunne få obligationer med 1. og sekundær prioritets sikkerhed stadig ville kunne imødekommes.

Når loven alligevel ikke indeholder et enhedsprioriteringssystem, skyldes dette, dels at den overvejende del af de bestående realkreditinstitutter ikke havde ment at kunne give tilslutning til et sådant system, dels at en indførelse af enhedsprioritering omfattende reallånefondene måtte forudsætte, at fondenes organisation og virkeform ændredes således, at den eksisterende tilknytning til bankvæsenet begrænsedes eller bortfaldt, idet fondene ellers ville komme til at indtage en dominerende stilling inden for hele den organiserede realkredit.

Ved fremsættelsen af lovforslaget tilkendegav regeringen, at de institutter, der var modstandere af enhedsprioriteringssystemet, fortsat burde overveje deres holdning, og at regeringen ville virke for, at der efterhånden kunne skabes en bredere forståelse for ønsket om at få dette system indført.

Loven går herefter ud på følgende: Kredit- og hypotekfore- ningslo venes bestemmelser om, at sådanne foreninger kun kan oprettes ved lov, er afløst af en bestemmelse, hvorefter oprettelse af realkreditinstitutter kan godkendes administrativt af boligministeren. Dette svarer til de gældende bestemmelser i lov om boligbyggeri om reallånefondene. Hvad enten løsningen på hypotekforeningernes placering bliver, at de sluttes sammen med kreditforeningerne som 1. prioritetsinstitutter eller godkendes som institutter til sekundær långivning, er det regeringens hensigt indtil videre at følge de bestående kredit- og hypotekforeningers ønske om at blive stående ved en tolagsordning., således at man indtil videre kun agter at godkende institutter, som enten yder lån imod 1. prioritet eller imod sekundær prioritet. Efter loven holdes imidlertid muligheden åben for senere at godkende, at institutter yder enhedsprioritering.

Også det folketingsudvalg, hvortil lovforslaget efter 1. behandlingen i folketinget henvistes, beskæftigede sig indgående med mulighederne for at gennemføre enhedsprioritering. Udvalget anførte i sin betænkning følgende om dette spørgsmål:

„I de almindelige bemærlminger til lovforslaget er redegjort for realkreditkommissionens overvejelser om mulighederne for at gennemføre enhedsprioritering, og der er givet udtryk for, at man vil

virke for, at der efterhånden kan skabes bredere forståelse for ønsket om at få dette for låntagerne hensigtsmæssige system indført.

Således som de formål, hvortil der skal kunne ydes særlig realkredit, nu foreslås afgrænset ved de stillede ændringsforslag, er det som nævnt ovenfor forudsat, at særlig realkredit inden for sektorerne industri og håndværk samt landbrug, skovbrug, gartnerier og frugtplantager kun skal kunne ydes af specialinstitutter, idet den ovenfor omtalte særlige sagkundskab ved lånesagsbehandlingen for den yderste belåning her er i særlig grad påkrævet. Her vejer dette hensyn tungere end fordelene ved enhedsprioritering, og for disse sektorer må tolagsordningen derfor opretholdes.

Hvad derimod angår den sektor, som omfatter boligejendomme, kontor- og forretningsejendomme samt hoteller, bør adgang til enhedsprioritering gennemføres inden for en overskuelig fremtid. Boligministeren har erklæret sig enig heri, idet han dog har anført, at der bør gives de eksisterende realkreditinstitutter rimelig tid til at overveje deres stilling og forhandle indbyrdes om nødvendige sammenlægninger, således at godkendelse af et passende antal enhedspriorite- ringsinstitutter kan ske nogenlunde samtidig. Boligministeren har endvidere udtalt, at fører disse overvejelser ikke til tilfredsstillende resultater, bør der tilsikres låntagerne inden for denne sektor adgang til enhedsprioritering overalt i landet senest fra 1. januar 1975.

En forudsætning for at godkende eksisterende institutter til ydelse af enhedsprioritering vil være, at der forinden er gennemført fusioner i videre omfang end angivet ovenfor."

2. Realkreditinstitutternes ledelse.

I modsætning til, hvad der har været gældende for hypotekforeningerne og reallånefondene, har bestyrelsesmedlemmer i lereditforeningerne hidtil kunnet deltage som enkeltpersoner i behandlingen af de enkelte lånesager ved at afgive indstilling til direktionen om lånenes størrelse og ofte også deltage i panteeftersyn indenfor deres distrikt.

I overensstemmelse med indstillingen fra Realkreditkommissionens flertal ændrer loven kreditforeningernes system således, at det kommer til at svare til det system, som hypotekforeningerne og reallånefondene har.

Svarende til Realkreditkommissionens forslag indeholdt lovforslaget ved fremsættelsen forslag om en afviklingsperiode på 15 år for kreditforeningsrepræsentanternes dobbeltstillinger, idet dog regeringen tilkendegav, at man ganske vist fandt denne periode meget lang, men at vægten måtte lægges på at få

princippet fastslået, medens det var mindre væsentligt, hvor hurtigt princippet blev ført ud i livet..

Under behandlingen i folketinget, forkortedes afviklingspe- rioden imidlertid til 10 år, og afviklingstakten fastsattes således, at efter 5 år skal halvdelen være uden låneindstillingsret, og efter 10 år må ingen bestyrelsesmedlemmer have indstillingsret.

I loven er endvidere gennemført, at der i debitorstyrede foreninger er givet obligationsejerne krav på at besætte en fjerdedel af bestyrelsespladserne og omvendt i de institutter, der er kreditor- styrede eller organiseret som selvejende institutioner. Bestemmelsen må ses som et udtryk for, at realkreditinstitutterne ikke længere alene kan anses som varetagere af en bestemt gruppes interesser. Institutternes formidling af byggeriets finansiering m. v. må betragtes som en samfundsopgave, og samfundets interesse i, at denne opgave varetages på den bedst mulige måde, bør bl. a. manifestere sig i, at de interesserede gruppers synspunkter kan komme til orde i institutternes bestyrelse.

I sammenhæng hermed bemærkes, at der under behandlingen i folketinget blev indsat en bestemmelse, der giver boligministeren adgang til at udpege et medlem af foreningernes bestyrelser.

Endvidere fremhæves, at der under folketingets behandling af lovforslaget blev indsat en bestemmelse, hvorefter det pålægges realkreditinstitutterne i vedtægterne at fastsætte bestemmelser om de ansattes adgang til at blive orienteret om instituttets virksomhed. Disse bestemmelser skal bl. a. gå ud på, at de ansatte har krav på at få oprettet samarbejdsudvalg, at disse udvalg skal orienteres om dispositioner, som er af væsentlig betydning for de ansattes stilling og arbejde i instituttet, herunder om påtænkte fusioner, samt at repræsentanter for de ansatte skal have adgang til at overvære og tage ordet på generalforsamlinger samt adgang til at forelægge deres synspunkter for bestyrelsen.

3. Udlånsadgangen.

For kredit- og hypotekforeningerne har den enkelte forenings udlånsadgang — såvel det geografiske udlånsområde som arten af de ejendomme, hvori der kan gives lån — hidtil været

fastsat i selve loven, medens dette spørgsmål for reallånefondene har været overladt til fastsættelse i vedtægterne. Efter den nu vedtagne lov skal spørgsmålet for samtlige realkreditinstitutter fastsættes i vedtægterne, som skal godkendes af boligministeren.

Om dette spørgsmål udtaltes i folketingsudvalgets betænkning bl. a.:

„I tilslutning til gennemførelsen af sondringen mellem almindelig og særlig realkredit, der tillige skal være grænse mellem 1. og 2. prio- ritetsbelåning samt grænse for kreditforeningernes udlånsadgang, fremhæver udvalget, at der må tilstræbes en yderligere rationalisering af realkreditsystemet ved at søge antallet af realkreditinstitutter formindsket, dels i tilslutning til lovforslagets gennemførelse, dels yderligere når den nedenfor omtalte adgang til enhedsprioritering for boligsektoren m. v. bliver aktuel.

Under drøftelserne med boligministeren er der opnået enighed om, at der i tilknytning til lovforslagets gennemførelse må tilstræbes følgende forenklinger:

Almindelig realkredit.

Kreditforeningerne, som fremtidig kun skal yde almindelig realkredit, søges — ved sammenlægninger eller ved samarbejde om fælles- obligationer — reduceret fra de nuværende 13 til 7, nemlig:

I Jylland søges de eksisterende 6 kreditforeninger reduceret til 3. På øerne søges de nuværende 6 kreditforeninger, herunder Husejernes Kreditkasse, reduceret til 3.

Industrielle Kreditforening kan opretholdes med hele landet som udlånsområde, men kun med udlånsadgang i ejendomme for industri og håndværk.

Særlig realkredit.

Såfremt de eksisterende 6 hypotekforeninger søger godkendelse til ydelse af særlig realkredit til den sektor, som omfatter boligbyggeri, kontor- og forretningsejendomme samt hoteller, må de søges sammenlagt til 2, nemlig 1 med Jylland som udlånsområde og 1 med øerne som udlånsområde.

Såfremt de 3 boligreallånefonde søger tilsvarende godkendelse, må de søges sammenlagt til ét institut med hele landet som udlånsområde.

Når enhedsprioritering for boligsektoren m. v. gennemføres, må yderligere sammenlægninger gennemføres. Eventuel godkendelse af boligreallånefondene som enhedsprioriteringsinstitutter må forudsætte en ændret organisation og virkeform, således at den eksisterende tilknytning til bankvæsenet begrænses eller bortfalder.

Efter lovforslaget bliver det i alle tilfælde overladt til boligministeren at godkende oprettelse af realkreditinstitutter. Udvalget frem-

hæver i denne forbindelse, at man er enig med ministeren i, at ministeren under sine overvejelser over, om godkendelse bør meddeles, bør inddrage hensyn, der går ud over en rent formel konstatering af, om lovens bestemmelser m. v. er overholdt, herunder at det påses, at de hensyn til en forenkling og strukturrationalisering af realkreditten, som loven bl. a. tilsigter, ikke forflygtiges. I tilknytning hertil ønsker udvalget at tilkendegive, at godkendelse af institutter til ydelse af særlig realkredit uden for boligområdet m. v. må forudsætte, at det pågældende institut gennem sin organisation og virke- form er i besiddelse af særlig sagkundskab til — ud over bedømmelsen af pantets reale sikkerhed — at inddrage lånsøgers faglige kvalifikationer og kreditværdighed samt betimeligheden af de foranstaltninger, hvortil lån søges, i lånesagsbehandlingen. Som følge heraf kan sådanne institutter kun forventes godkendt i et begrænset antal som specialinstitutter til belåning af særligt afgrænsede sektorer, nemlig: a) Boligejendomme m. v., kontor- og forretningsejendomme samt hoteller. Såfremt de eksisterende hypotekforeninger og reallånefonde søger godkendelse til belåning af denne sektor, vil det være en forudsætning, at deres antal søges reduceret.

b) Ejendomme for industri og håndværk. For så vidt angår denne sektor, bemærkes, at der kan blive tale om oprettelse af et særligt institut, idet Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk med sin nuværende struktur ikke er et realkreditinstitut i lovforslagets forstand.

c) Landbrugs-, skovbrugs- og gartneriejendomme samt frugtplantager. I overensstemmelse med lovforslagets forudsætninger påregnes særlig realkredit til denne sektor ydet af Dansk Landbrugs Realkreditfond, som ikke er omfattet af lovforslaget."

4. Lånegrænser.

Som led i regeringens overvejelser om foranstaltninger til opnåelse af en varigt bedre balance på obligationsmarkedet end hidtil er de i loven indeholdte lånegrænser skærpet i forhold til tidligere. Det samme gælder de nedenfor under nr. 5 omtalte løbetider for lånene. Regeringen havde dog ikke fuldt ud fulgt det forslag til nedsatte lånegrænser og forkortede løbetider, som et af økonomiministeren nedsat embedsmandsudvalg havde foreslået.

Under behandlingen i folketinget undergik reglerne om lånegrænser yderligere forskellige ændringer, og bestemmelserne har herefter fået følgende ordlyd:

,,9 10. Lån mod 1. prioritet skal med tillæg af foranstående behæftelser have sikkerhed inden for 40 pot. af ejendommens

værdi, for lån til landbrugs- og skovbrugsejendomme samt ejen- 'domme til gartneri og frugtplantager dog 50 pet. Lån mod se- .kundær prioritet ud over den i 1. punktum angivne lånegrænse på 40 pet. kan kun ydes til de. i stk. 2-4 nævnte formål.

Stk. 2. Lån til opførelse af ejendomme til helårsbeboelse, herunder kollegier for unge under uddannelse og plejehjem, samt til daginstitutioner for børn og unge med tilskud efter lov om børne- og ungdomsforsorg samt andre sociale og kulturelle institutioner, som efter boligministerens bestemmelse sidestilles hermed, kan ydes inden for en lånegrænse på 75 pet. Denne lånegrænse forhøjes dog for almennyttigt boligbyggeri, jfr. lov om boligbyggeri, og byggeri med socialt eller kulturelt formål, som opføres af selskaber eller selvejende institutioner, til 90 pet. og for andet byggeri til 80 pet., hvis den del af lånet, der får sikkerhed efter 75 pet., foruden panteret tillige sikres ved stats- eller kommunegaranti eller anden uomtvistelig god sikkerhed efter boligministerens nærmere bestemmelse. For almennyttigt boligbyggeri kan boligministeren yderligere forhøje lånegrænsen, såfremt den resterende finansiering af byggeforetagendet ikke kan dækkes ved beboerindskud på 6 pet. af låneværdien sammen med lån, som af det almennyttige byggeris landsbyggefond ydes på grundlag af indbetalinger i henhold til § 19 i lov om boligbyggeri.

Stk. 3. Lån til om- og tilbygning af udlejningsejendomme til helårsbeboelse med henblik på at forøge antallet. af lejligheder og boligarealet samt moderniseringer af sådanne ejendomme kan ydes inden for en lånegrænse på 75 pet. Værdien af forbedringerne skal udgøre mindst 15 pet. af bygningsværdien inden forbedringernes gennemførelse, og lånet kan højst udgøre 75 pet. af den værdiforøgelse, forbedringen har tilført ejendommen.

Stk. 4. Lån til opførelse af kontor- og forretningsejendomme, hoteller samt ejendomme til industri og håndværk kan ydes inden for en lånegrænse på 60 pet.

§ 11. Lånegrænsen beregnes i forhold til en af instituttet foretagen eller godkendt vurdering af pantets værdi. Lånet udmåles under hensyntagen til lånets rentefod, amortisationstid

og øvrige vilkår samt karakteren af foranstående lån og andre behæftelser. Nærmere regler om låneudmåling og vurdering fastsættes af boligministeren.

§ Lån i industrielle og dermed beslægtede ejendomme ydes på grundlag af værdien af ejendommens grund og bygninger. Det kan dog i vedtægterne bestemmes, at værdien af med- pantsatte maskiner og andet tilbehør medtages ved vurdering og belåning af sådanne ejendomme. Lånegrænsen beregnes da på grundlag af vurderingssummen for ejendommens grund med tilhørende bygninger og maskiner m. v., der er almindeligt anvendelige, med tillæg af halvdelen af vurderingssummen for maskiner m. v., der alene er anvendelige i virksomheder som den i ejendommen drevne. Ved beregningen af lånegrænsen kan vurderingssummen for de særlige maskiner m. v. ikke medregnes med højere beløb end halvdelen af den uden dette beløb ansatte værdi af ejendommen."

Af folketingsudvalgets betænkning fremgår, at også udvalget havde beskæftiget sig indgående med lovforslagets bestemmelser om lånegrænser og navnlig med de deri indeholdte begrænsninger af kommunernes adgang til at optage realkreditlån. Udvalget tiltrådte i sin betænkning regeringens opfattelse af, at der bør tilstræbes en begrænsning af kommunernes låntagning, herunder i kommunernes adgang til at optage reallue- ditlån, ligesom der som udtalt i indenrigsministeriets cirkulære af 1. april 1970 om kommunernes låntagning, økonomiske planlægning m. v. må ske en forøgelse af den kommunale selvfinansiering.

Det var dog udvalgets opfattelse, at. der burde ske en vis lempelse af de i lovforslagets § 9 indeholdte begrænsninger i kommunernes adgang til optagelse af realkreditlån. Overensstemmende hermed præciseredes det i § 9, at der efter boligministerens bestemmelse skal kunne ydes realkreditlån til skolebyggeri i udviklingskommuner, d. v. s. kommuner, hvis befolkningstilvækst i de -seneste 3 år har udgjort gennemsnitligt mindst 5 pet. årligt, samt realkreditlån til kommuner, hvor der i øvrigt er et særligt behov for opførelse af nye skoler eller for udvidelse eller væsentlige forbedringer af eksisterende skoler.

Der redegøres i udvalgets betænkning nærmere for de retningslinjer, der bør følges ved kommunernes optagelse af realkreditlån, og for kommunernes investeringer, afviklingsperioder m. v.

Betænkningen indeholder endvidere en nærmere redegørelse for de ændringsforslag, hvorefter bestemmelserne om lånegrænser og løbetider m. v. fik deres endelige udformning. Herom må i det hele henvises til betænkningen.

5. Lånenes løbetider.

Med hensyn til løbetider var lovforslaget ved fremsættelsen i overensstemmelse med de forslag til en væsentlig nedsættelse af løbetiderne, der var indeholdt i de af regeringen tidligere i folketingsåret fremsatte lovforsalg vedrørende kreditforeninger, hypotekforeninger og boligbyggeriloven. De foreslåede regler undergik kun mindre ændringer under behandlingen i folketinget.

Reglerne om løbetiderne findes i lovens §§ 13 og 14, som har følgende indhold:

,,§ 13. Inden for de i § 10, stk. 1, 1. punktum, nævnte lånegrænser kan amortisationstiden for lån højst andrage:

1) 40 år for lån til opførelse af udlejningsejendomme til helårsbeboelse samt kollegier, plejehjem, daginstitutioner og andre sociale og kulturelle institutioner som nævnt i § 10, stk. 2.

2) 30 år for lån til skoler i udviklingskommuner m. v., jfr. § 9, stk. 2, sidste punktum.

3) 30 år for lån til opførelse af parcel- og rækkehuse til helårsbeboelse og ejerlejligheder til helårsbeboelse til brug for ejeren eller med salg for øje.

4) 30 år for lån til landbrugs- og skovbrugsejendomme samt ejendomme til gartneri og frugtplantager.

5) 20 år for lån til opførelse af kontor- og forretningsejendomme, hoteller, ejendomme til industri, håndværk og fiskeri.

6) 20 år for lån til forbedring af udlejningsejendomme til helårsbeboelse som angivet i § 10, stk. 3.

7) 10 år for lån til andre formål, herunder ejendomme til midlertidig beboelse (sommerhuse).

Stk. 2. Amortisationstiden for den del af et lån i en industriel eller dermed beslægtet ejendom, som ydes på grundlag af værdien af de særlige maskiner m. v., jfr. § 12, kan højst andrage 10 år.

§ 14. I det omfang lån ikke har sikkerhed inden for en lånegrænse på 40 pct., jfr. reglerne i § 10, stk. 2-4, kan amortisationstiden højst andrage:

1) 30 år for lån til opførelse af udlejningsejendomme til helårsbeboelse samt kollegier, plejehjem, daginstitutioner og andre sociale og kulturelle institutioner som nævnt i § 10, stk. 2.

2) 20 år for lån til opførelse af parcel- og rækkehuse til helårsbeboelse og ejerlejligheder til helårsbeboelse til brug for ejeren eller med salg for øje.

3) 20 år for lån til forbedring af udlejningsejendomme til helårsbeboelse som angivet i § 10, stk. 3.

4) 15 år for lån til opførelse af kontor- og forretningsejendomme, hoteller samt ejendomme til industri og håndværk.

Stk. 2. § 13, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse."

6. Udlånsvilkårene i øvrigt.

Reglerne går ud på, at vilkårene for de sædvanligt anvendte låneformer — annuitetslån og serielån — frit kan fastsættes af institutterne. Dette indebærer bl. a., at de hidtil gældende begrænsninger i kredit- og hypotekforeningernes — men ikke reallånefondenes — adgang til at fastsætte de nominelle rentesatser på lån og obligationer bortfalder.

Den adgang, realkreditinstitutterne fik i 1939 til at yde forhåndslån, er ophævet.

7. Obligationerne.

De hidtil gældende regler, hvorefter godkendte realkreditinstitutter kan udstede ustemplede kasseobligationer, er opretholdt, ligesom transporter på de ustemplede obligationer er stempelfri.

Endvidere er adgangen til, at realkreditinstitutterne kan indgå i et samarbejde om anvendelse af fællesobligationer, opretholdt. Formålet hermed er dels at skabe et bredere grundlag for afsætningen af obligationerne, dels at begrænse antallet af obligationstyper.

8. Realkreditinstitutternes reserver.

Det hidtidige princip, hvorefter der stilles mindre krav om reserver i institutter, hvor låntagerne hæfter solidarisk for instituttets forpligtelser, end i institutter uden sådan solidarisk hæftelse, er opretholdt.

I modsætning til reallånefondene har kredit- og hypotekforeningerne hidtil selv kunnet bestemme, i hvilken takt de foreskrevne reserver skulle opbygges. Loven har nu for samtlige realkreditinstitutter gennemført det princip, at den foreskrevne sikkerhed straks og til enhver tid skal være til stede.

9. Regnskab og revision.

Bestemmelserne om regnskabsaflæggelsen svarer til princippet i de tidligere kredit- og hypotekforeningslove, idet der dog ikke længere i lovteksten indeholdes specificerede regler. Som noget nyt er indført, at det reviderede årsregnskab skal olfentliggøres i et eller flere dagblade.

Vedrørende revisionen er nu alene fastsat, at regnskaber m. v. skal revideres af en statsautoriseret revisor, som udpeges af instituttets øverste myndighed. Tidligere skulle revisionen foretages af mindst 2 revisorer. De nærmere retningslinjer for revisionens foretagelse skal fastsættes af boligministeren.

Ved fremsættelsen af lovforslaget gav boligministeren en længere redegørelse for baggrunden for forslaget og de forhandlinger, der havde været ført med realkreditinstitutterne. Boligministeren omtalte det behov for strukturrationalisering og tilpasning, som den samfundsøkonomiske udvikling havde skabt også på kapitalmarkedet, hvoraf den organiserede realkredit udgjorde en meget væsentlig del. „Det er derfor", fortsatte ministeren, „af afgørende betydning, at også realkreditten til stadighed er i samklang med den almindelige økonomiske udvikling.

Bl. a. med henblik på en strukturrationalisering af den organiserede realkredit nedsatte den forrige regering realkreditkommissionen af 1966, som har afgivet betænkning for nogle måneder siden.

Under indtryk af udviklingen på obligationsmarkedet nedsatte regeringen i juni 1969 desuden et udvalg, som skulle overveje foranstaltninger, der kunne bidrage til en bedre balance på obligationsmarkedet og fremme opsparingen. Udvalgets redegørelse dannede grundlag for 3 lovforslag om ændrede lånegrænser og løbetider for realkreditlån, som fremsattes i folketinget den 9. december 1969.

De foranstaltninger, som regeringen mener at der bør drages af: disse to undersøgelser — realkreditkommissionens betænkning og redegørelsen fra obligationsmarkedsudvalget, som den blev udmøntet i regeringsforslagene — er nu samlet i det foreliggende lovforslag.

Den gældende realkreditlovgivning er spredt og usammenhængende. Vi har særskilte love om kreditforeningerne, om hypotekforeningerne og om reallånefondene. Forslaget tager sigte på at tilvejebringe en samlet lovgivning, hvorefter de rammer for realkredittens virksomhed, som ud fra samfundshensyn må fastsættes ved lov, i det væsentlige bliver ens for de forskellige former for realkreditinstitutter, samtidig med at der tilstræbes en forenkling af systemet...."

Boligministeren fremsatte en række betragtninger om realkreditinstitutionernes struktur og udlånsadgang. Han redegjorde i denne forbindelse for de tre realkreditgruppers seneste indstilling til disse spørgsmål, som den bl. a. havde fundet udtryk i en skrivelse, som. boligministeriet den 2. marts 1970 havde modtaget fra Kreditforeningernes stående Fællesudvalg, Hypotekforeningernes stående Fællesudvalg og de tre boligreallånefonde.

Herom må i det hele henvises til fremsættelsestalen.

Ved 1. behandlingen udtalte Kampmann (S), at lovforslaget ikke syntes særligt gennemarbejdet. Det var ret løst sammensat, og den manglende gennemarbejdelse havde man søgt at camouflere ved i ret vidt omfang at gøre lovforslaget til en rammelov. Årsagen hertil var, at udviklingen var løbet fra lovforslaget i løbet af de uger, hvor det havde været under udarbejdelse i boligministeriet. Hans principielle kritik af regeringsforslaget samlede sig især om to forhold: for det første den manglende stillingtagen til forslaget om enhedsprioritering — for det andet de kommende realkreditinstitutters ledelsesforhold. Kun et meget grundigt udvalgsarbejde kunne udfylde lovforslagets mange tomme rammer.

Regeringspartiernes ordførere kunne alle anbefale det fremsatte lovforslag, som man fandt dannede et godt grundlag for videre forhandlinger i det kommende Udvalgsarbejde.

På samme måde som den socialdemokratiske ordfører fandt Ømann (SF), at udviklingen var løbet fra forslaget. Mon ikke tiden var inde til, at boligministeren med roligt sind efter at have forhandlet tilbørligt med de interesserede parter kunne stille det eneste rigtige forslag, det forslag, der for det første fastslog ét kreditlag, for det andet én landsdækkende kreditinstitution gerne med en flerhed af geografiske filialer og for det tredje ensartede vurderings- og låneudmålingsbetingelser.

Sigsgaard (VS) kunne tilslutte sig, hvad socialdemokratiets og socialistisk folkepartis ordførere havde udtalt om enhedsprioritering. Efter hans opfattelse var en differientieret långivning, hvor man skelnede mellem mere eller mindre nyttige investeringer, det eneste rigtige. Investeringerne burde kunne dirigeres bl. a. gennem kreditgivningen.

Hanne Reintolt (DK) pegede i sit indlæg bl. a. på, at den foreslåede nedsættelse af lånegrænserne og forkortelse af løbetiderne ville medføre en fordyrelse af udgifterne i nybyggeriet. Dette var ensbetydende med, at de boligsøgende, der var henvist til nybyggeriet, nu skulle undgælde for de elendige tilstande som inflation og vældigt betalingsunderskud over for udlandet, som samfundsøkonomien befandt sig i og havde befundet sig i i en årrække.

Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget til samme udvalg som de tidligere realkreditlovsforforslag. Under udvalgsbehandlingen opnåedes et bredt forlig mellem de 5 udvalgsberettigede partier om udformningen af de fremtidige regler vedrørende realkreditten., Hovedpunkterne i forliget er omtalt under den foran foretagne gennemgang af lovens indhold.

Her skal blot yderligere nævnes, at udvalget i sin betænkning fremhævede, at der var behov for en videregående analyse af forholdene på det danske kapitalmarked end de undersøgelser, der lå til grund for lovforslaget. Udvalget henstillede til regeringen, at en sådan undersøgelse snarest iværksattes og gennemførtes hurtigt med henblik på overvejelser om et fortsat lovgivningsarbejde.

Som allerede omtalt foran stilledes i betænkningen en række ændringsforslag, der alle var tiltrådt af det samlede udvalg.

Ved 2. behandlingen stillede yderligere Sigsgaard og Kjær Rasmussen (VS) et ændringsforslag, hvorefter der til privatejede udlejningsejendomme, hvortil byggetilladelse blev givet efter 1. januar 1971, ikke skulle kunne ydes lån. Efter at mindretalsændringsforslaget var blevet forkastet og de øvrige ændringsforslag var vedtaget, henvistes forslaget til fornyet behandling i udvalget.

I sin tillægsbetænkning redegjorde udvalget for overvejelser om, hvorvidt loven også burde gælde i Grønland. Udvalget udtalte herom:

„Udvalget har drøftet det rejste spørgsmål med boligministeren og er enig med ministeren i, at der ikke på indeværende tidspunkt foreligger tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling til, om en eventuel realkreditlåneordning i Grønland bør indføres, herunder om det i givet fald bør gennemføres ved lov om realkreditinstitutter eller ved anden særlig lovgivning. Boligministeren har imidlertid i denne forbindelse givet udvalget tilsagn om at bede ministeren for Grønland tage spørgsmålet op med henblik på et eventuelt lovgivningsinitiativ."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 148 stemmer mod 4 (VS, DK og Kai Moltke).

Boligministeren trak derefter de tidligere fremsatte realkreditlovforslag tilbage.