Loven er sålydende:
„§ 1. Såfremt reguleringspristallet for juli 1970 når 142 points, ydes der af statskassen til de i Arbejdsmarkedets Tillægspension registrerede arbejdsgivere til begrænsning af den omkostningsforøgelse, som følger af de gældende regler om pristalsregulering af lønninger, et beløb, der for den enkelte arbejdsgiver udgør 2½ gange det af arbejdsgiveren til Arbejdsmarkedets Tillægspension indbetalte arbejdsgiverbidrag for oktober kvartal 1970 og januar kvartal 1971.
§ 2. Arbejdsmarkedets Tillægspension bistår arbejdsministeren ved lovens administration.
Stk. 2. De nærmere regler, herunder tidsfrister for de i betragtning kommende bidragsindbetalinger, fastsættes af arbejdsministeren efter forhandling med Arbejdsmarkedets Tillægspension.
§ 3. Udgifterne ved ordningens administration afholdes af staten."
Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget i forbindelse med forslag til lov om udskrivningsprocenten for kalenderåret 1971 m. fl. lovforslag.
Om baggrunden for lovforslaget udtalte arbejdsministeren ved fremsættelsen bl. a.:
„... Til den 1. september 1970 må det påregnes, at der udløses 2 dyrtidsportioner. Der sker samtidig en forkortelse af arbejdstiden med 3/4 time om ugen med lønkompensation.
Tilsammen betyder dette en forhøjelse af timelønnen på 63 øre.
For at imødegå den udvikling, som dette er et led i, har regeringen fremsat forskellige lovforslag, heriblandt det, jeg her omtaler.
Dette lovforslag tager sigte på at begrænse omkostningsforøgelsen som følge af stigninger i lønningerne og derved at medvirke til at dæmpe prisstigningerne.
Begrænsningen tilsigter at svare omtrentligt til omkostningsforøgelsen ved den 2. dyrtidsportion, som forventes udløst af reguleringspristallet for juli, og foreslås tilvejebragt ved en ydelse fra statskassen til arbejdsgiverne.
Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget udtalte Anker Jørgensen (S), at han betragtede det som et angreb på den pristalsregulering som parterne på arbejdsmarkedet havde aftalt. Det ville i stor udstrækning blive lønmodtagerne, som ville komme til at betale. Lovforslaget ville gøre det vanskeligt, måske umuligt for arbejdsmarkedets parter i fremtiden at løse overenskomstproblemerne. Lønpresset havde ikke skadet erhvervslivet. Tværtimod havde de tilskyndet til en udvikling i teknisk retning. I øvrigt havde løn- og prisudviklingen været stærkere, end hvad der kunne dækkes af pristalsportionerne, hvorfor de omkostninger, der var forbundet med pristalsreguleringen, var blevet stadig mindre og af mindre inflatorisk betydning.
Anker Jørgensen fandt ikke en generel form for tilskud til erhvervslivet tilfredsstillende. Socialdemokratiet var tilhænger af en aktiv erhvervspolitik, men den skulle føres efter en samfundsmæssig vurdering af, hvad der skulle støttes. Han måtte i hvert fald modsætte sig lovforslaget, hvis ikke lønmodtagerne fik en tilsvarende indflydelse på erhvervslivets dispositioner.
Såvel Asger Jensen (KF) Holger Hansen (V) som Niels Helveg Petersen (RV) anbefalede lovforslaget som en midlertidig ordning. Det var et utraditionelt forsøg på at begrænse stigningerne i omkostninger og prisniveau, og det burde alle kunne tilslutte sig.
Krog Hansen (SF) betegnede lovforslaget som et forslag om lov om tilskud til arbejdsgiverne. Der var ikke noget nyt i støtte til erhvervslivet, men det nye, som han ikke kunne tilslutte sig, var, at man ville give støtte til alle virksomheder, uanset om det var gode eller dårlige virksomheder. Forslaget burde have været fulgt op af et forslag om demokrati på arbejdspladsen, der sikrede arbejdernes indflydelse på virksomhederne, således at pengene ikke bare formøbledes.
For Sigsgaard (VS) ville det ikke være tilstrækkeligt, at der kom en bedre samarbejdsaftale. Hele grundlaget for lovforslaget var usikkert og delvis forkert. Lovforslaget byggede på, at konkurrenceevnen skulle være truet af omkostningsforøgelser på grund af lønstigninger, men dette var ikke dokumenteret og kunne formentlig ikke dokumenteres. Prisstigningerne hos mange af Danmarks handelspartnere havde fuldt ud været på højde med prisstigningerne her, og det var påfaldende, at lønglidningen var kraftigst i eksportindustrien, der åbenbart kunne bære de højere lønninger. Der var ingen baggrund for, at lønmodtagerne nu skulle forære arbejdsgiverne over 200 kr. hver. I stedet for at angribe dyrtidsreguleringen, som skiftende regeringer havde gjort, burde arbejdsmarkedets parter forbedre den.
Hanne Reintoft (DK) betragtede al indkomstpolitik som overførsel fra lønmodtagerne til erhvervslivet. Under det rådende økonomiske system måtte arbejdsgiverne imidlertid klare sig selv. Var der virksomheder, der ikke kunne det, og det gik ud over nødvendig industri, måtte staten overtage dem. Den foreslåede stramning kunne betyde et mindre forbrug på hjemmemarkedet, hvilket kunne true beskæftigelsen, da der under hensyn til regeringens markedspolitik ikke var udsigt til forbedring af betalingsbalancen.
Efter udvalgsbehandling sammen med de øvrige forslag, som lovforslaget behandledes i forbindelse med, vedtoges det ved 3. behandling med 87 stemmer mod 63.