Ved loven, der trådte i kraft den 1. april 1970, er der gennemført en række ændringer såvel med hensyn til arbejdsformidling som med hensyn til arbejdsløshedsforsikring. Desuden er reglerne om privat arbejdsanvisning, som hidtil har haft form af en særlig lov, nu indarbejdet som et afsnit i den her omhandlede lov.

I. Arbejdsformidling.

Der nedsættes et landsafbejdsnævn til bistand for arbejdsdirektøren. Nævnet, der afløser det hidtidige arbejdsnævn, består af 17 medlemmer med arbejdsdirektøren som formand. Medlemmerne udpeges af arbejdsmarkedets hovedorganisationer, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, tillidsmændene ved arbejdsløshedskasserne, Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærforeninger, Fællesrepræsentationen for danske Arbejdsleder- og tekniske Funktionærforeninger samt en række ministerier. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at landsarbejdsnævnet er tænkt som et koordinerende og initiativtagende organ også over for de i hver enkelt amtskommune og for Københavnsområdet nedsatte arbejdsmarkedsnævn. I denne forbindelse bemærkes, at antallet af arbejdsformidlingskontorer, hvortil arbejdsmarkedsnævnene er knyttet, gradvis vil blive nedbragt til 14, nemlig kontoret for Københavnsområdet samt et kontor for hvert af de nye amter. Da hvert arbejdsformidlingskontor i forhold til de hidtidige 29 vil få langt større geografisk område, har man ved loven udvidet antallet af medlemmer i de lokale arbejdsmarkedsnævn, ligesom man har sikret det fornødne samarbejde med de sociale myndigheder ved at lade repræsentanter for de enkelte amtskommuners social- og sundhedsudvalg samt revaliderings- og pensionsnævn have sæde i arbejdsmarkedsnævnet.

De foretagne ændringer er gennemført i overensstemmelse med en udtalelse afgivet af en af arbejdsministeriet nedsat kontaktgruppe med repræsentanter for arbejdsmarkedets hovedorganisationer. De må ses som en fortsættelse af det reformarbejde på det heromhandlede område, der navnlig kom til udtryk ved overgangen af arbejdsanvisningen og arbejdsløshedskontrollen fra kasserne til arbejdsformidlingen, jfr. lov nr. 248 af 13. juni 1968, hvorom der henvises til
Folketingsårbog 1967-68 side 222 ff. Yderligere ændringer af bestemmelserne om arbejdsformidling og bistandsformer i forbindelse med denne kan ventes for så vidt angår de såkaldte mobilitetsjremmende ydelser (tilskud til merudgifter ved dobbelt husførelse m. v). Det fremgår endvidere af arbejdsministerens oplysninger i forbindelse med lovforslagets fremsættelse, at der kan forventes administrativt nedsat et arbejdsmarkedspolitisk udvalg, hvori formændene for arbejdsmarkedets to hovedorganisationer får sæde, hvilket udvalg skal være rådgivende for arbejdsministeriet med hensyn til spørgsmål af principiel arbejdsmarkedspolitisk karakter. Arbejdsmarkedsrådet vil blive ophævet i forbindelse hermed.

II. Privat arbejdsanvisning m. v.

De ændringer, som er foretaget i forbindelse med disse bestemmelsers indarbejdelse i loven, er af redaktionel art.

III. Arbejdsløshedsforsikring.

Betingelserne for en kasses ret til at få og beholde anerkendelse er ændret, idet kravet til medlemstal er blevet skærpet fra tidligere at være 100 til nu at være 1.000.

Der er åbnet adgang for deltidsarbejdende til at blive medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse. Tidligere kunne kun personer, som fuldt ud stiller deres arbejdskraft til rådighed for arbejdsmarkedet som lønarbejdere, og som både er i stand til og villige til at tage arbejde i fuld normal arbejdstid, være medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse. Efter de nye særregler for deltidsarbejdende, som findes i lovens kapitel 11, træffer hver kasse afgørelse om, hvorvidt deltidsarbejdende skal kunne optages i denne. Ved deltidsarbejde forstås i relation til arbejdsløshedsforsikringen arbejde, hvis varighed pr. uge er mindst 20 og højst 30 timer eller er af tilsvarende varighed i gennemsnit for en måned.

En kasse, der træffer bestemmelse om optagelse af deltidsarbejdende, skal fastsætte en særlig dagpengesats for disse; denne sats må højst andrage 2/3 af den for kassen sædvanligt gældende sats.

De deltidsforsikredes medlemsbidrag fastsættes efter lovens almindelige skala for medlemsbidrag i forhold til dagpenge, det vil sige, at den deltidsforsikrede kommer til at betale et særligt medlemsbidrag, svarende til den lavere dagpengesats og lavere end medlemsbidraget for kassens øvrige medlemmer. Et deltidsforsikret medlem, som har andet erhverv, har ikke ret til dagpenge, medmindre arbejdsdirektøren i særlige tilfælde og eventuelt på særlige vilkår giver tilladelse dertil.

I den skriftlige fremsættelse udtalte arbejdsministeren, at arbejdsløshedsforsikring af deltidsbeskæftigede er en fundamental nydannelse. En del af bestemmelserne er derfor præget af forsigtighed på grund af de uprøvede problemer af kontrolmæssig art, der kan foreligge. Selv om reglerne er blevet udformet efter indgående overvejelser, vil de derfor næppe betyde den endelige løsning.

Der er givet lempeligere regler for opnåelse af ret til dagpenge for så vidt angår selvstændige erhvervsdrivende m. fl., som bliver medlemmer af arbejdsløshedsforsikringen. Normalt kræves 12 måneders nydende medlemsskab, jfr. § 53, stk. 1, men personer, som i mindst 2 år forud for begæring om optagelse som nydende medlem ikke har opfyldt betingelserne for sådant medlemsskab som følge af udøvelse af selvstændig virksomhed, deltagelse i uddannelse eller arbejdsudygtighed, opnår ret til dagpenge efter 6 måneders nydende medlemsskab. Med henblik på gruppen af selvstændige erhvervsdrivende inden for landbruget anførte arbejdsministeren i den skriftlige fremsættelse, at den gældende, administrativt fastsatte såkaldte „14.000 kr. grundværdi-grænse" i forbindelse med jordbrugeres adgang til nydende medlemsskab er genstand for overvejelse i arbejdsministeriet.

Aldersgrænsen for optagelse som nydende medlem er blevet hævet fra 60 til 65 år. Denne ændring samt den lige ovenfor nævnte ændring må ses som led i de foranstaltninger, der træffes for at fremme strukturændringer i erhvervslivet ved at afhjælpe de i forbindelse hermed opstående vanskeligheder af social art.

Medlemmer af arbejdsløshedskasser, som oppebærer folke-, invalide- eller enkepension, er fremtidig berettiget til i løbet af en periode på 12 måneder i træk at oppebære dagpenge med et beløb, som sammenlagt svarer til dagpenge i 78 dage. Efter de hidtil gældende regler måtte en anerkendt arbejdsløshedskasse i almindelighed ikke yde understøttelse til medlemmer, der oppebar invalidepension eller indtægtsbestemt folkepension, medens personer, som oppebar folkepensionens mindstebeløb, var berettigede til dagpenge. Denne ændring må ses i sammenhæng med indførelsen pr. 1. april 1970 af den fulde folkepension.

Reglerne om begrænsning i retten til dagpenge er blevet forenklet, således at retten til at oppebære disse nu er betinget af, at pågældende forud for hver udbetaling har haft arbejde som lønmodtager i 26 uger inden for de sidste 3 år.

Maksimumssatsen for dagpengene er blevet forhøjet, således at den fremtidig højst kan fastsættes til et sådant beløb, at det for en uge svarer til 90 pct. af ugelønnen ved fuld, sædvanlig arbejdstid med den af Danmarks Statistik offentliggjorte timefortjeneste (inkl. dyrtidstillæg, men bortset fra alle andre tillæg) for alle arbejdere inden for håndværk og industri i hele landet i nærmest foregående april kvartal. Efter de hidtidige regler gjaldt et i antal kroner fastsat maksimum, som blev reguleret på grundlag af ovennævnte timefortjeneste. De ændrede regler har medført, at maksimumsbeløbet pr. 1. april 1970 steg fra 74,50 kr. pr. dag til 84 kr. pr. dag.

Bestemmelserne om klageadgang er ændret bl. a. således, at der oprettes et særligt ankenævn. Endvidere er regler om kursus m. v. for arbejdsløse blevet ophævet som følge af den udbredelse, de med anden hjemmel afholdte kurser for ikke-faglærte har fået.

Endelig er arbejdsgiverbidraget til arbejdsløshedsforsikringen blevet fordoblet, således at det andrager 90 kr. årlig pr. ulykkesforsikret helårsarbejder. Denne ændring blev gennemført ved et af arbejdsministeren stillet ændringsforslag ved lovforslagets 2. beh.

De således foretagne ændringer i reglerne om arbejdsløshedsforsikringen er med enkelte undtagelser i overensstemmelse med resultatet af de forhandlinger, som har fundet sted i det af arbejdsministeren i 1964 nedsatte udvalg om arbejdsløshedsforsikringen, hvor bl. a. repræsentanter for arbejdsmarkedets hovedorganisationer havde sæde. Loven må ses i sammenhæng med de tidligere foretagne lovændringer, således at der foruden til den ovennævnte lovændring af 13. juni 1968 må henvises til lov nr. 40 af 22. februar 1967 (Folketingsårbog 1966-67 side 311 ff.), hvorved satserne for arbejdsløshedsunderstøttelse blev forhøjet væsentligt og medlemsbidraget blev gjort ensartet for arbejdsløshedskassen med samme understøttelsessatser, således at bidraget er uafhængigt af ledigheden i såvel den enkelte kasse som i samfundet som helhed.

Lovforslaget blev fremsat sammen med forslag til lov om ændring af lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Arbejdsmarkedsnævnenes funktionsperiode og dagpengehjælpens varighed),

forslag til lov om ændring af lov om erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbejdere. (Om kursusnævnet) samt

forslag til lov om ændring af lov om iværksættelse af offentlige arbejder m. v. og beskæftigelse af arbejdsløse.

Socialministeren fremsatte i forbindelse hermed følgende lovforslag som konsekvens af de ændringer af lovgivningen, arbejdsministeren havde foreslået:

forslag til lov om ændring af lov om offentlig forsorg. (Hjælp til betaling af medlemsbidrag til arbejdsløshedskassen),

forslag til lov om ændring af sygeforsikringsloven (Bortfald af kontingenthjælp) og

forslag til lov om ændring al lov om pension og hjælp til enker m. fl. (Om arbejdsløshedsunderstøttelse.)

De nævnte lovforslag blev sammen sat til 1. beh. Denne omfattede tillige 1. beh. af fordag til folketingsbeslutning om ændringer i arbejdsanvisningen m. v. (af Kjær Rasmussen og Sigsgaard), som bl. a. gik ud på at tilbageføre arbejdsformidlingsvirksomheden til arbejdsløshedsskasserne.

Erling Dinesen (S) var velvillig indstillet over for de ændringer, der blev foreslået gennemført for så vidt angår arbejdsformidlingen, hvorimod han var stærkt utilfreds med rækkevidden af en del af de ændringer, som blev foreslået på arbejdsløshedsforsikringsområdet. Han fandt således forhøjelsen af maksimum for dagpengesatsen utilstrækkelig og det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt herfor (1. oktober 1970) for sent placeret. Simonsen (KF), Robert Christensen (V) og Erik Hansen (Ålborg amt) (RV) gav tilslutning til lovforslagene, om end sidstnævnte kunne have tænkt sig deltidsbeskæftigelse afgrænset noget anderledes end foreslået i relation til medlemsskab af arbejdsløshedsforsikringen. Krog Hansen (SF) udtalte sig i ret vidt omfang på linje med Erling Dinesen. Alle de nævnte ordførere — dog i ringest grad Krog Hansen — og arbejdsministeren tog afstand fra det af VS fremsatte forslag til folketingsbeslutning, som imidlertid fandt en vis støtte hos Hanne Reintoft (DK).

Det fremgik af udvalgsbetænkningen, at der på et tidligt tidspunkt af udvalgsarbejdet var opnået enighed mellem udvalget og arbejdsministeren om at lade loven træde i kraft allerede den 1. april 1970 af hensyn til de foreslåede forbedrede dagpengesatser, i hvilken anledning arbejdsministeren stillede en række ændringsforslag vedr. ikrafttrædelsestidspunktet. På baggrund heraf blev afgivelse af betænkning fremskyndet mest muligt og der kom derfor til at henstå en række spørgsmål, som udvalget kunne have ønsket nærmere drøftet, eksempelvis:

„1) Problemet, hvorvidt man med henblik på forbedring af arbejdsformidlingens arbejdsmuligheder kan fastsætte regler, hvorefter der på et tidligere tidspunkt tilgår den meddelelse om iværksatte eller forventede opsigelser...

2) De i lovforslaget indeholdte regler om adgang for deltidsarbejdende til at blive arbejdsløshedsforsikrede, ...

3) Spørgsmålet om, hvorvidt der er større ulemper end fordele ved, at en række detailspørgsmål behandles centralt, jfr. eksempelvis bestemmelserne i §§ 20 og 44.

4) Spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i lovforslagets § 64 bør suppleres med en bestemmelse om adgang til at meddele dispensation til invalidepensionister med hensyn til 78 dages begrænsningen for arbejdsløshedsdagpenge. En sådan dispensationsadgang er der stillet forslag om, for så vidt angår sygedagpenge."

Udvalgsbetænkningen indeholder endvidere følgende mindretalsudtalelse:

„Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) beklager, at der ikke i udvalget på grund af tidnød har været mulighed for grundigt at behandle alle de problemer, som nyordningen af arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring fører med sig.

Mindretallet må også beklage, at regeringspartierne på afgørende vigtige områder har afvist de forslag, som er stillet af socialdemokratiet og socialistisk folkeparti. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om at sikrede arbejdsløse en egentlig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Den af regeringen foreslåede ordning vil ikke under ledigheden stille de arbejdsløse afgørende bedre økonomisk end efter de hidtidige regler, specielt ikke de lavtlønnede. Mindretallet mener også, at der bør sikres en rimeligere hjælp, når der er tale om dobbelt husførelse, ligesom der bør skabes mulighed for besøg i hjemmet hver uge, hvis arbejde er anvist fjernt fra hjemstedet, og ikke som nu kun en gang hver måned.

Disse og andre forslag er afvist af regeringspartierne, hvorfor mindretallet har fremsat ændringsforslag disse forhold vedrørende.

Det er videre mindretallets forudsætning, at alle øvrige spørgsmål, der ikke dybtgående har været behandlet i udvalget, må viderebehandles ved et fortsat udvalgsarbejde."

Hanne Reintoft stillede uden for betænkningen ved 2. beh. en række ændringsforslag, hovedsagelig gående ud på en stramning af adgangen til at anvise arbejde, som kræver bopælsskifte for den pågældende, en forbedring af de såkaldte mobilitetsfremmende ydelser, tilbageførsel af arbejdsformidlingen til arbejdsløshedskasserne for visse faggruppers vedkommende og gennemførelse af egentlig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Samtlige af mindretal stillede ændringsforslag blev forkastet ved 2. beh., hvor der udspandt sig en meget omfattende debat.

Ved 3. beh. blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 128 stemmer, medens 3 medlemmer (VS, DK og Gunhild Due) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.