Loven giver adgang for alle personer over 18 år til ved oprettelse af en boligsparekontrakt at opnå en præmie fra staten, såfremt der over en periode på 3 til 5 år i månedligt gennemsnit opspares mindst 100 kr. og højst 500 kr. Præmien beregnes som 4 pct. p. a. af det til enhver tid opsparede beløb og tilskrives ved udbetaling af beløbet til anvendelse til boligformål ved opsparingsperiodens udløb.
Ved boligformål forstås efter loven:
1. køb af grund til opførelse af bolig,
2. opførelse eller køb af bolig,
3. betaling af indskud eller forudbetaling af leje i forbindelse med indgåelse af lejemål,
4. køb af aktie eller andelsbevis, der er nødvendigt for overtagelse af lejemål eller
5. forbedring eller udvidelse af bestående bolig.
Boligsparekontrakter vil kunne oprettes både i penge- og låneinstitutter. Ved aftale med et pengeinstitut oprettes en særlig konto, hvor de opsparede beløb henstår til forrentning med højeste indlånsrente. De tilskrevne renter indgår ikke i bindings- forpligtelsen. Såfremt de forbliver indestående på kontoen til denne hæves, betragtes de som en del af den præmieringsberettigede opsparing, som dog ikke herved kan komme op over det angivne maksimumbeløb.
Oprettes boligsparekontrakten ved aftale med et låneinstitut, indkøber dette for de opsparede beløb obligationer udstedt af instituttet. De indkøbte obligationer kan indgå i en pulje, hvori opsparerne har forholdsmæssig andel.
De indgåede kontrakter skal udformes således, at opspareren har mulighed for at variere sine månedlige indbetalinger inden for grænserne 100 til 500 kr.
Ifølge en bestemmelse i loven kan følgende midler, hvis overflytning til boligopsparing ikke vil medføre nogen forøgelse af den samlede opsparing, ikke anvendes til boligsparekontrakter:
1. Båndlagt arv, båndlagt gave og rentenydelseskapitaler.
2. Midler, der indestår på pensions- eller enkeforsørgelseskonti,
3. midler, der indestår på konti, hvorpå indbetalinger har medført skattelettelse,
4. midler, der tilhører umyndige, medmindre midlerne i henhold til myndighedsloven er undergivet den umyndiges egen rådighed.
Loven skal optages til revision senest i folketingsåret 1973-74.
Loven var et led i regeringens forslag om en større selvfinansiering i byggesektoren og skal ses i sammenhæng med de reformer, regeringen havde foreslået med henblik på at tilvejebringe en bedre balance på kapitalmarkedet. Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med det af finansministeren fremsatte forslag til lov om ændring af ligningsloven (Ændringer vedrørende bolig i egen ejendom) og de af boligministeren fremsatte forslag til lov om sammenlægning af kredit- og hypotekforeninger m. v., lov om ændring af lov om kreditforeninger, lov om ændring af lov om hypotekforeninger og lov om ændring af lov om boligbyggeri. Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra regeringspartiernes ordførere. Derimod fandt Grünbaum (S) ikke forslaget særligt godt. Socialdemokratiet havde ganske vist selv tidligere haft forslag i samme retning, men erfaringerne havde vist, at det var en dårlig måde at fremme opsparingen på. De, der ikke havde råd til at spare op, skulle med deres skat betale for dem, der havde bedre råd til det. Det var en politik med social slagside. Iøvrigt skulle man mene, at renten i sig selv nu var så høj, at den måtte give tilstrækkelig incitament til opsparing.
Også Ømann (SF) fandt, at forslaget havde social slagside — det var efter forslaget tilstrækkeligt til opsparing, at man foretog en formel omflytning af penge. Den nettoopsparingsvirkning, der ville komme ud af det, ville blive ringe, således at der hverken ud fra almindelige økonomiske hensyn eller ud fra retfærdighedsgrunde var anledning til at anbefale forslaget.
Heller ikke Sigsgaard (SF) kunne tiltræde forslaget. Han pegede på, at staten ville komme til at støtte bankerne i det beskedne omfang, hvori der kom en nyopsparing.
Sammen med de øvrige nævnte lovforslag henvistes det efter 1. behandling til et folketingsudvalg på 21 medlemmer — det senere såkaldte realkreditudvalg.
Ved afgivelsen af betænkningen over lovforslaget delte udvalget sig i et flertal bestående af regeringspartiernes medlemmer af udvalget og to mindretal bestående af henholdsvis socialdemokratiets og socialistislc folkepartis medlemmer af udvalget.
Flertallet indstillede lovforslaget til vedtagelse med en af finansministeren foreslået ændring, der var en følge af, at pengeinstitutternes renteaftale var bortfaldet.
De to mindretal afgav følgende udtalelser:
„Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) kan ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse. Dets virkning for nettoopsparingen vil — som ved andre lignende ordninger — være højst tvivlsom. Der vil formentlig i de fleste tilfælde kun blive tale om en omflytning af i forvejen opsparede midler. Mindretallet anser i øvrigt ordningen for socialt uheldig og uretfærdig.
Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) anser ikke ordningen for egnet til at fremkalde nævneværdig nyopsparing. Ordningen vil hovedsagelig blive benyttet af personer, der overflytter til igere erhvervede midler til en opsparingskonto for at opnå højere rente. Herved bliver præmieringen en formålsløs udgift, der indebærer omfordeling fra mindrebemidlede til merbemidlede, og som blot yderligere forringer det offentliges muligheder for at bekæmpe finansieringskrise og boligmangel. Mindretallet vil derfor stemme imod forslaget."
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 85 stemmer mod 65 (S, SF, VS, DK og Kai Moltke); 1 medlem (Djurhuus) tilkendegav hverken at stmme for eller imod.