L 196 Forslag til lov om særlig ydelse til personer, som oppebærer invaliditetserstatning i form af en årlig rente i henhold til lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Af: Hanne Reintoft (DKP)
Samling: 1969-70
Status: 3. behandlet/Forkastet
Lovforslaget havde følgende ordlyd:

„§ 1. Til personer, som oppebærer invaliditetserstatning i form af en årlig rente i henhold til afsnit I i lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre, udbetales i anledning af 25 års dagen for Danmarks befrielse en særlig ydelse svarende til det beløb, rentemodtagerne oppebærer for maj måned 1970.

§ 2. Denne lov træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende."

Ved 1. beh. tog socialministeren afstand fra lovforslaget under henvisning til den netop gennemførte forhøjelse af ydelser, jfr. den på side 392 omhandlede lov, ligesom ministeren pegede på, at der over en 10-årig periode vil blive stillet et årligt beløb på 500.000 kr. til rådighed for Frihedsfonden. Ministeren fremhævede endvidere, at Foreningen Frihedskampens Veteraner vil tage hele problematikken omkring erstatninger til frihedskampens ofre op til gennemgang og overvejelse med henblik på at finde frem til en mere generel målsætning. Når resultatet heraf foreligger, vil regeringen tage spørgsmålet op.

Bundvad (S) og Kurt Brauer (SF) udtalte ved 1. beh. tilslutning til lovforslaget, som imidlertid mødte modstand hos de øvrige ordførere af samme årsager, som var blevet fremhævet af socialministeren.

Lovforslaget blev ved 3. beh. forkastet med 88 stemmer (KF, V og RV) mod 62 (S, SF, VS, DK og 1 u.p.) medens 2 medlemmer (Rosing og Djurhuus) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Kaj Bundvad (S), Adam Møller (KF), Per Møller (V), Jens Peter Jensen (RV), Kurt Brauer (SF) og Hanne Reintoft (DKP)