Lovforslaget gik ud på følgende:

Satserne for dagpenge forhøies til 100 kr. pr. dag og gøres ens for forsørgere og ikke forsørgere. Dette gælder såvel dagpenge til lønarbejdere som til andre, idet man dog opretholder en særlig sats for husmødre uden selvstændigt erhverv.

Der indføres automatisk regulering af satserne for dagpenge svarende til arbejdsløshedsforsikringens.

Grænsen for deres størrelse i sammenligning med den pågældendes sædvanlige daglige fortjeneste forhøjes fra 4/5 til 9/10.

Ventetidsbestemmelserne, som medfører, at der ved kortere tids sygdom ikke udbetales dagpenge for de første 6 dage, afskaffes, således som det allerede er sket inden for arbejdsløshedsforsikringen.

Endelig ophæves begrænsningerne i det antal dage, sygedagpenge kan oppebæres.

Lovforslaget må ses som en udbygning af det forslag til folketingsbeslutning om ændring af sygeforsikringsloven og ulykkesforsikringslovgivningen, som medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe havde fremsat i den umiddelbart forudgående folketingssamling, men som ikke nåede at blive færdigbehandlet.

Det fremgik af de bemærkninger, som ledsagede lovforslaget, at afpasning af medlemsbidraget i overensstemmelse med størrelsen af de dagpenge, pågældende ville være berettiget til efter forslagsstillernes opfattelse, måtte anses for en mulighed.

Ved 1. beh. understregede socialministeren, at en forbedring af dagpengeydelserne måtte tillægges høj prioritet, og at spørgsmålet herom for tiden blev grundigt overvejet af regeringen på basis af indholdet i socialreformkommissionens 1. betænkning. Der henvises herved til den af socialministeren senere fremkomne redegørelse. En ændring af loven måtte afvente resultatet af disse overvejelser.

Simonsen (KF), Eva Ree (V) og Valbak (RV) udtalte sig på linje hermed, medens Kurt Brauer (SF) og Kjær Rasmussen (VS) støttede lovforslaget, idet sidstnævnte dog ikke fandt det tilstrækkeligt vidtgående.

Socialudvalget nåede ikke at færdigbehandle lovforslaget før folketingssamlingens slutning.