Ved forslaget foresloges kvotaen for det sociale byggeri forhøjet til gennemsnitligt 18.000 lejligheder om året, hvoraf 3.000 lejligheder i hvert finansår skulle forbeholdes udsanerede. For finansårene 1969-70 og 1970-71 skulle statsgaranti dog højst ydes til henholdsvis 14.000 og 16.000 lejligheder, hvoraf henholdsvis 1.000 og 2.000 lejligheder skulle forbeholdes udsanerede.
Ved fremsættelsen af forslaget gav ordføreren for forslagsstillerne (Kaj Andresen) følgende begrundelse for forslaget:
„Under den behandling af loven om boligbyggeri, som i sidste samling fandt sted i forbindelse med saneringsloven, var det centrale emne spørgsmålet om rammen for igangsættelsen af almennyttigt, rentesikret boligbyggeri.
En forøgelse af den hidtidige ramme må ses såvel i sammenhæng med saneringen som med den almindelige udvikling på boligmarkedet.
Det er socialdemokratiets opfattelse, at alene saneringen i de kommende år må forudsætte et erstatningsbyggeri af et omfang på 3.000-4.000 boliger pr. år, og derfor slår efter vor opfattelse de 1.000 ekstra sociale boliger, der skabtes lovhjemmel for i fjor, ikke til.
Den almindelige udvikling på boligmarkedet understreger, at det derudover er nødvendigt at øge kvotaen for det rationelle, almennyttige boligbyggeri, hvis vi ikke skal løbe ind i en periode med stigende boligmangel.
De tanker, der fra regeringsside er givet udtryk for om stramning af boligbyggeriets lånevilkår, kan kun medføre nedgang i det samlede byggeri.
Ved at øge det sociale byggeris kvota vil man dels kunne hindre denne nedgang og dels fremme det rationelle, langtidsplanlagte byggeri, som er den mest effektive metode til på lang sigt at skaffe flest mulige boliger til den billigste pris.
Det må vel også være synspunkter af denne art, der lå bag det fra regeringspartierne i fjor fremsatte underhåndsforslag om at gennemføre en gradvis forhøjelse af kvotaen fra 12.000 til 15.000 boliger pr. år. Socialdemokratiet finder det derfor nødvendigt på ny at fremsætte forslaget om en gradvis forhøjelse af den sociale kvota til 18.000 lejligheder årligt."
Ved 1. behandlingen påpegede boligrninisteren (Hastrup), at forslag om en forøgelse af kvotaen for det statsgaranterede byggeri til 18.000 lejligheder første gang var blevet fremsat af Fællesorganisationen af almennyttige danske Boligselskaber i foråret 1968, altså umiddelbart efter regeringsskiftet.
Forslaget var kort tid senere blevet taget op af socialdemokratiet, som under forskellige former havde fremsat det ved flere lejligheder. Boligministeren fortsatte:
„... Forslaget er ikke i overensstemmelse med boligforliget, som fastsætter kvotaen til 12.000 lejligheder årlig. Når kvotaen i 1969 er blevet forhøjet til 13.000 lejligheder årligt, skete dette med baggrund i saneringsreformen. En sådan forhøjelse kunne desuden opnå tilslutning fra samtlige boligforligets partier.
Oprindelig var forslaget om de 18.000 lejligheder begrundet med en nedgang i det samlede antal påbegyndte boliger. Når socialdemokratiet ønskede at gå så vidt som til at se væk fra boligforliget og fremsætte forslag af denne art, måtte det i og for sig undre, at partiet ikke gjorde dette allerede før regeringsskiftet, hvor det havde et flertal af sine egne og socialistisk folkepartis stemmer. Dengang, nærmere betegnet i den sidste tid under den socialdemokratiske regering, var der nemlig en nedgang i det påbegyndte boligbyggeri, for så vidt som antallet af påbegyndelser faldt fra ca. 24.500 i første halvår 1966 til ca. 22.300 i første halvår 1967, en nedgang på ca. 2.000, og faldt fra ca. 25.700 i andet halvår 1966 til ca. 23.200 i andet halvår 1967, en nedgang på ca. 2.500. Denne nedgang var udtryk for en afdæmpning af byggeaktiviteten, som formentlig kan tilskrives obligationsrationeringen. Den fortsatte ind i første halvår 1968, hvor antallet af påbegyndelser yderligere reduceredes til 20.200.
Socialdemokratiet fremsatte imidlertid intet forslag af denne art, mens det selv havde regeringsansvaret. Og det skal erkendes: somme tider er det også sværere at fremsætte forslag som regering, end det er at fremsætte dem, når man er i opposition.
Men så kom socialdemokratiet i opposition, og så kom altså forslaget i 1968, som nævnt begrundet med nedgang i byggevirksomheden i 1969, begrundet med en stagnation i byggevirksomheden. Allerede denne nuance, dette, at begrundelsen ændredes fra nedgang til stagnation, viste, at det ikke var kommet til at gå helt på den måde under den nuværende regering, som socialdemokratiet oprindelig havde hævdet at det ville komme til at gå. Kendsgerningen er i hvert fald, at i løbet af 1968 indtraf der et sådant opsving i nybyggeriet, at første halvårs nedgang i påbegyndelserne blev opvejet så meget, at det samlede antal påbegyndelser i 1968 næsten blev det samme som i 1967 ..."
Den nuværende kvota var imidlertid ikke noget helligt tal for regeringen — boligområdet og boligpolitikken var ikke noget statisk. Regeringen ville tillægge en samlet vurdering af boligpolitikken den største betydning og ville bidrage til, at denne vurdering kunne finde sted på det bedst mulige grundlag.
Også ordførerne for regeringspartierne henviste til boligforliget, men var dog også alle enige om, at forslaget burde underkastes en nøjere undersøgelse i folketingets boligudvalg.
Derimod støttede Arne Larsen (SF) varmt forslaget — der var efter hans opfattelse behov for nye, gode, sunde boliger til en overkommelig leje.
Også Sigsgaard (VS) støttede forslaget.
Efter 1. behandlingen henvistes det til folketingets boligudvalg, som imidlertid ikke nåede at færdigbehandle det inden folketingsårets udløb.