Lovforslaget var et led i regeringens planer om gennemførelse af foranstaltninger, der mere varigt kunne tilvejebringe en bedre balance på obligationsmarkedet end hidtil. Om regeringens overvejelser i denne henseende og det udvalgsarbejde, der lå til grund for fremsættelsen af hele det kompleks af lovforslag, der vedrørte realkreditten, henvises til omtalen under sagen: forslag til lov om ændring af lov om kreditforeninger, se side 471.
Nærværende lovforslag indeholdt de forslag, som på grundlag af regeringens overvejelser efter det forangående embedsmandsudvalgsarbejde søgtes gennemført i lov om boligbyggeri, en lov, der regulerer den virksomhed, som udøves af realkreditinstitutterne (realkreditfondene), og tillige indeholder bestemmelser om statens støtte til bolig- og institutionsbyggeri.
Da lovforslaget senere blev taget tilbage i forbindelse med boligministerens senere fremsatte forslag til lov om realkreditinstitutter, der indeholdt videregående ændringer af realkreditsystemets struktur, er det ikke fundet nødvendigt her at gå ind på lovforslagets detaljerede regler om bl. a. ændrede låneregler og løbetiderne for lån til boligbyggeri.
Om de bredere betragtninger, der lå til grund for nærværende lovforslag, udtalte boligministeren ved fremsættelsen bl. a.:
„.... Den voldsomme stigning i obligationsudbuddet, som vi har oplevet i de senere år, og som er af et sådant omfang, at det alvorligt truer den samfundsøkonomiske balance, er et symptom på, men ikke selve årsagen til det, statsministeren i sin åbningstale betegnede som fundamentale svagheder i landets økonomi. For så vidt angår boligområdet består den fundamentale svaghed i, at det — på trods af boligforliget i 1966 — ikke er lykkedes at tilvejebringe det, som var målsætningen, nemlig en normalisering af boligmarkedet, så boligens pris kom til at stå i et rimeligt forhold til dens værdi.
Det er desuden også meget uretfærdigt, at mennesker skal betale vidt forskellig pris for det samme gode. Der vil formentlig altid være sociale boligproblemer, som samfundet har pligt til at søge løst, fordi nogle er mindre heldige i tilværelsen end andre. Men det karakteristiske ved vor nuværende situation er jo dette, at selv mennesker med normal arbejdsindtægt, sundt helbred og almindelige forsørgerforpligtelser kan blive udsat for et boligproblem. Det er en illusion at tro, at dette problem kan løses, så længe der ikke foreligger en egentlig ensartet og konkurrencepræget markedspris på boliger på samme måde, som det er tilfældet, hvor det drejer sig om andre såvel kortvarige som langvarige forbrugsgoder. De nuværende forhold medfører, at store befolkningsgrupper, det gælder navnlig unge, nygifte familier med et voksende børneantal, enlige og dem, der må skifte arbejdssted, helt eller delvis er afskåret fra at flytte ind i den ældre, billige boligmasse. Få heldige vinder i lotteriet. Mange må imidlertid løse deres boligproblem i det nye og langt dyrere byggeri, eller de må opgive at få det løst. Dette præger også nybyggeriets karakter og standard. Der er adskillige eksempler på, at familier med børn må tilbringe en meget væsentlig del af deres tilværelse i overbefolkede boliger. Boligsikringsordningen har bidraget til at afhjælpe dette problem. Men det kan ikke endeligt løses, førend der bliver en ligelig og retfærdig adgang til den samlede boligmasse. Regeringen erkender, at problemet ikke umiddelbart lader sig løse. For så vidt angår den ældre boligmasse, såvel udlejningsbyggeriet som enfamilieshusene, er der fastlagt regler for en 8-årig periode. Beboerne i den ældre boligmasse har indrettet sig efter disse regler. Større ændringer vil medføre en uheldig og alvorlig forstyrrelse i deres daglige økonomi. Dette må nødvendigvis tages i betragtning. Boligforligets målsætning om en normalisering af boligmarkedet må imidlertid fastholdes, hvis boligproblemet skal løses. Regeringen er åben over for alle foranstaltninger, som på rimelig og forsvarlig måde kan bidrage hertil. Den ønsker derfor at fremme normaliseringen, hvor dette er muligt.
Regeringen har derfor koncentreret sin opmærksomhed om gradvis at tilvejebringe større ligelighed og retfærdighed ved at tilnærme boligudgiften til markedsprisen i de tilfælde, hvor der er tale om boligskifte. Der kan foreslås andre økonomisk set rigtigere, men menneskeligt set mindre hensynsfulde løsninger. Opgaven består imidlertid i at finde en mulig og fremkommelig løsning.
Det er betragtninger på dette grundlag, der er motiveringen for det forslag om ændringer af ligningsloven for så vidt angår lejeværdien for nye og omsatte enfamilieshuse, finansministeren i dag forelægger her i tinget.
Hvad angår udlejede lejligheder i private udlejningsejendomme, må overvejelserne på samme måde principielt dreje sig om forhøjelser ved boligskifte. Forhøjelser i disse tilfælde skaber også større lighed mellem boligsøgende, der opnår lejlighed i den ældre boligmasse og i nybyggeriet. Af denne grund vil det også være naturligt som led i bestræbelserne for at fremme opsparingen at give adgang til reguleringer ved genudlejning, eventuelt kombineret med øget adgang for lejerne til at bytte boliger.
Mellem Grundejernes Landsforbund og Lejernes Landsorganisation er der den 20. november 1969 opnået principiel enighed om en løsning af huslejeproblemerne, som efter den henvendelse, jeg har modtaget, og som tillige er sendt til folketingets boligudvalg, skulle føre til en afvikling af de hidtidige lejerestriktioner og dermed til en normalisering af boligmarkedet.
Løsningen er ikke udformet i enkeltheder, men forhandlingerne mellem de to parter fortsætter. Jeg vil derfor finde det rigtigt, at der ikke træffes endelige beslutninger om eventuelt at søge gennemført ændringer i lejelovgivningen som led i bestræbelserne for at normalisere boligmarkedet, før der foreligger et resultat af forhandlingerne mellem boligmarkedets to hovedorganisationer. Regeringen anser det for lykkeligt, såfremt der ved aftale mellem disse to interesseorganisationer kan nås frem til forslag, som vil kunne indgå i overvejelserne. Jeg har derfor i dag opfordret de to organisationer til at tilendebringe deres forhandlinger hurtigst muligt og senest den 15. februar 1970, således at folketinget kan tage et eventuelt forhandlingsresultat med i sine overvejelser.
Også den ældre almennyttige boligmasse må inddrages i overvejelserne om at fremskaffe yderligere midler til finansiering af almennyttigt byggeri. Det er jo en grundtanke i det almennyttige byggeri, at dette efterhånden ved den opsparing, der sker i de ældre ejendomme, bl. a. gennem afdrag på prioriteter, skulle blive selvfinansierende. Denne grundtanke er imidlertid ikke realiseret. Hvis der gennemføres en eller anden form for en genudlejningsforhøjelse også i disse boliger, kan der skaffes yderligere midler til det almennyttige byggeris landsbyggefond, som derigennem ville kunne styrkes i væsentlig grad og få øgede muligheder for at deltage i finansieringen af nyt almennyttigt byggeri.
Ved de foranstaltninger, der kan blive tale om, må det heller ikke glemmes, at den gældende rentesikringsordning er midlertidig og skal afvikles fra 1973. Det byggeri, som skal i gang til den tid, er i vidt omfang allerede under forberedelse, og de selskaber, der skal bygge, har den største interesse i snarest at få klarlagt, hvorledes forholdene vil være, når byggeriet iværksættes. Det er regeringens opfattelse, at rentesikringsordningen ikke kan fortsætte. Den er en stadig større belastning for statens finanser, og den kan tillige, når den bortfalder i det enkelte byggeri, medføre en alvorlig situation for beboerne i form af lejeforhøjelser.
Det er derfor vigtigt at mindske rentesikringsordningens betydning og dermed gøre overgangen i forbindelse med dens endelige bortfald lempeligere. Samtidig må det overvejes, hvorvidt man kan kompensere virkningen af en nedsættelse af rentesikringen med en udbygning af de almennyttige boligselskabers selvfinansiering og af boligsikringsordningen, således at befolkningsgrupper med beskedne indtægter og større forsørgerbyrder ikke får deres boligmuligheder forringet.
Regeringen agter derfor at nedsætte en arbejdsgruppe med repræsentanter for boligministeriet og Fællesorganisationen af almennyttige danske Boligselskaber til at foretage en undersøgelse af mulighederne på disse områder og udarbejde en redegørelse herom inden den 15. februar 1970. Henvendelse herom er i dag sendt til Fællesorganisationen af almennyttige danske Boligselskaber.
Regeringen ønsker således at få gennemført ændringer på forskellige områder inden for bygge- og boligpolitikken. Den lægger vægt på, at de foreslåede foranstaltninger bedømmes i sammenhæng med den samlede bygge- og boligpolitik.
Regeringen har med interesse bemærket, at alle boligforligets partier har fremsat ønsker om en revision af de boligpolitiske aftaler af 1966. Dette skulle give muligheder for at komme videre og at få løst op for nogle af de problemer, som stadig foreligger på dette område.
Regeringen er rede til at forhandle samtlige spørgsmål, herunder også boligsikringsordningen og finansieringen af det almennyttige byggeri på længere sigt...."
Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med de af boligministeren fremsatte forslag til lov om ændring af lov om kreditforeninger, forslag til lov om ændring af lov om hypotekforeninger og forslag til lov om sammenlægning af kredit- og hypotekforeninger m. v. samt de af finansministeren fremsatte forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Ændringer vedrørende bolig i egen ejendom) og forslag til lov om bolig- sparekontrakter.
Med hensyn til ordførernes indstilling til det fremsatte lovkompleks som helhed henvises til omtalen af forslaget til lov om ændring af lov om kreditforeninger, se nedenfor.
Specielt om nærværende lovforslag bemærkede Helge Nielsen (S), at udligning af lejen i gammelt og nyt byggeri ikke var et universalmiddel. Hvem havde nogen sinde ført bevis for, at vurderingslejen i den gamle boligmasse var for lav, eller at den gamle boligmasse var mere værd? Derimod var der tusinder af beviser for, at lejen i nybyggeriet var for høj — og de høje priser i nybyggeriet var ikke skabt gennem for høje lønninger til håndværkere eller lønmodtagere, men var udslag af en forfejlet økonomisk politik, en for svag jordlovgivning og en forfejlet rentelovgivning.
Arne Larsen (SF) omtalte boligforliget fra 1966, som hans parti havde været modstander af fra første færd. Nu så det ud til, at dette forlig skulle revideres i erkendelse af, at udviklingen ikke havde svaret til det, man ved indgåelsen af forliget havde lovet befolkningen. Der var ganske vist enkelte elementer i forliget, som SF havde tilsluttet sig, men det så ud til, at det netop var disse positive sider ved forliget, man ville ændre. SF havde adskillige gange påvist, at boligbyggeriets finansieringsproblemer måtte løses helt anderledes og mere radikalt. Han henviste herved til SF's eget forslag om en boligfond, samt til, at SF i nærmeste fremtid agtede at fremsætte en række forslag, der direkte og kontant ville øve indvirkning på boligbyggeriet.
Endelig fremhævede Sigsgaard (VS), at det almennyttige byggeri burde favoriseres mere, og at privat lejlighedsbyggeri bortset fra parcelhuse efter hans opfattelse burde standses.
Som allerede nævnt foran gennemførtes lovforslaget ikke, idet boligministeren ved vedtagelsen af det senere fremsatte forslag til lov om realkreditinstitutter tog forslaget tilbage.