Ved loven er der givet hjemmel for udbetaling af en engangsydelse til personer, som den 1. juli 1970 oppebærer pension efter de sociale pensionslove. Ydelsen, der beregnes med udgangspunkt i pensionistens indtægt, kan udgøre fra 110 kr. til 1.100 kr.
Socialministeren udtalte i den skriftlige fremsættelse bl. a. følgende:
„Jeg vil gerne fremhæve, at forslaget skal ses på baggrund af de ændringer i pensionslovene, som blev gennemført her i tinget i juni måned sidste år, og som tog sigte på at give pensionisterne kompensation for, at de i skattelovgivningen indeholdte regler om nedslag i skatteansættelsen for pensionister og om persontilskud blev afviklet i forbindelse med overgangen til kildeskat den 1. januar 1970. Kompensationen blev ydet gennem en forhøjelse af pensionstillægget. For pensionister med højeste pensionsstørrelse foretoges dog yderligere en forhøjelse af erhvervsudygtighedsbeløbet.
Ændringerne i pensionslovene — der i øvrigt blev suppleret af en ændring af kildeskatteloven, hvorefter pensionister altid har ret til 2 personfradrag å 5.000 kr. ved beregningen af indkomstskatten — har betydet, at pensionister uden indtægt ved siden af pensionen i almindelighed har fået fuld dækning for skatteforhøjelserne ved overgangen til kildeskat. Derimod har pensionister med indtægt ved siden af pensionen normalt ikke fået fuld dækning for skattestigningen.
Ved det foreliggende forslag, der skal ses i sammenhæng med det af finansministeren samtidig fremsatte forslag til ændring af kildeskatteloven, tilsigter regeringen at sikre, at alle pensionister med mindre indtægter ved siden af pensionen opnår en rimelig dækning for skatteligningen efter overgangen til kildeskat.
Dette søges fra 1971 opnået gennem det af finansministeren fremsatte forslag, hvorved der gennemføres regler om en indtægtsbestemt forhøjelse af personfradragene for pensionisterne. Det af mig fremsatte forslag tilsigter en midlertidig løsning for 1970, idet det ikke er muligt allerede i år at klare problemet over skattelovgivningen. Forslaget går som allerede nævnt ud på, at der til personer, der den 1. juli 1970 oppebærer pension, udbetales en engangsydelse, der kan variere fra 110 kr. til 1.100 kr. Ydelsen er afpasset efter indtægts- og beskatningsforholdene for pensionisterne, og der er ved hele udformningen af ordningen lagt vægt på at søge den størst mulige overensstemmelse med den løsning, som fra 1971 gennemføres over skattelovgivningen."
Lovforslaget, der ved 1. beh. fik tilslutning fra alle ordførernes side, blev ved 3. beh. vedtaget enstemmigt med 140 stemmer.