Ordføreren for forespørgerne, Per Hækkerup (S), motiverede forespørgslen med den næsten totale usikkerhed om regeringens økonomiske politik og landets økonomiske situation, der syntes at herske i de fleste befolkningsgrupper.

Han gav en fremstilling af regeringens hidtidige økonomiske politik, som efter hans opfattelse viste en uheldsvanger og uacceptabel siksaklinje, og fortsatte:

Og så kommer vi til den nuværende situation. Den 30. april fremsætter regeringen igennem statsministerens tale her retningslinjer for en helt ny økonomisk politik. Den skulle gennemføres omgående, den skulle indebære en destruktion af 3 dyrtidsportioner for lønmodtagerne og en såkaldt erstatning ved en helt utilstrækkelig forhøjelse af lønmodtagerfradraget, dog først fra 1. januar 1971, og ingen virkelige ofre for andre befolkningsgrupper. Da lønmodtagerorganisationerne meget naturligt afviste disse socialt urimelige forslag, så kommer regeringen nu 2 uger efter, altså i dag, med en helt ny politik igen, med momsforhøjelse og andet godt for befolkningen. Og hvor det var lønmodtagerne, der for 14 dage siden skulle have en vis kompensation, er det nu åbenbart arbejdsgiverne, der skal have det.

Ja, man må tage sig til hovedet og spørge sig selv: er det dog virkelig muligt, at man kan foreslå noget så uigennemtænkt og tilfældigt og i løbet af så kort tid totalt ændre sine retningslinjer for det, der skulle være en fast og konsekvent økonomisk politik?

Se, det er på denne baggrund, vi må spørge statsministeren og regeringen: foreligger der en så desperat og akut situation omkring valutastillingen, at øjeblikkelige indgreb er nødvendige? "

Statsministeren henviste i sit svar til sin redegørelse til folketinget den 30. april 1970, hvori han havde givet baggrunden for regeringens opfattelse af, at supplerende økonomiske foranstaltninger var nødvendige, hvis hensynet både til en gradvis bedring af betalingsbalancen og opretholdelse af høj beskæftigelse skulle tilgodeses. Det fremgik af redegørelsen, at der både var udenrigs- og indenrigsøkonomiske forhold som baggrund.

Han fremhævede en bedring af betalingsbalancen som en af de første økonomisk- politiske opgaver. Den dæmpning af den indenlandske efterspørgsel, som regeringen havde søgt gennemført sidste år, havde vist sig ikke at være kraftig nok. Vi havde stadig et indre efterspørgselspres, og der var endnu ikke tegn på en afgørende vending i udviklingen på betalingsbalancen. Det var derfor nødvendigt at supplere de eksisterende økonomiske foranstaltninger.

Dette hang bl. a. sammen med konjunkturudviklingen i andre lande, ikke mindst Vesttyskland, som havde fremkaldt en stigning i importpriserne. Dette indebar i sig selv en forringelse af vort bytteforhold og samtidig en forstærket stigning i det lønregulerende pristal, som truede med igen at starte en kraftig opgang i pengeindkomsterne.

Statsministeren gengav indholdet af de forslag, som regeringen havde lagt frem til de drøftelser, der netop havde fundet sted med arbej dsmarkedsorganisationerne:

,,l. Bortfald af tre dyrtidsportioner ville blive kompenseret ved et særligt lønmodtagerfradrag dækkende realværdien af almindelige dyrtidsportioner.

2. Udbyttebegrænsning — såvel for aktieudbytter som for honorarer, tantiemer m. v. for en to års periode samt ligeledes for en to års periode forbud mod udstedelse af fonds-aktier.

3. Prisstop for tjenesteydelser og forlængelse af gældende regler om vejledende priser.

4. Forhøjelse af arbejdsgivernes bidrag til ATP uden samtidig forhøjelse af lønmodtagernes eget bidrag."

Organisationerne LO og FTF havde meddelt, at de allerede af principielle grunde måtte tage afstand fra en løsning, som indebar indgreb i bestående overenskomster.

Denne stillingtagen og ansvaret for den var alene organisationernes. Fra regeringens side kunne man herefter blot konstatere, at videre forhandlinger ikke var mulige, og at organisationerne ikke ville acceptere de under forhandlingerne fremsatte tilbud.

De overvejelser, regeringen derefter havde foretaget, var resulteret i, at man — da det ikke for tiden fandtes tilrådeligt at stramme kreditpolitikken yderligere — havde valgt at lade finanspolitikken — og dermed forbruget — bære hovedparten af den yderligere stramning af den økonomiske politik. Herom sagde statsministeren:

Den forbrugsbegrænsning, der er blevet nødvendig, foreslår regeringen tilvejebragt gennem en forhøjelse af merværdiomsætningsafgiften fra de nuværende 12 % pet. til 15 pet. Vi foreslår endvidere, at importmomsen føres op til samme niveau, og for at opnå en hurtig virkning vil regeringen søge tilslutning til, at dette sidste sker omgående.

I forbindelse med momsforhøjelsen foreslår regeringen sociale kompensationer efter samme retningslinjer som ved momsforhøjelsen i 1968.

Samtidig foreslår vi, at papirafgiften ophæves.

Viser det sig — hvad der er grund til at frygte — at det lønregu- lerende pristal for juli når 142, vil det indebære en stigning i lønomkostningerne, som både af hensyn til den videre indenlandske prisudvikling og af hensyn til konkurrenceevnen over for udlandet må betragtes med stor bekymring. Sker det, vil regeringen derfor søge tilslutning til, at der ydes private arbejdsgivere en delvis kompensation for omkostningsstigningerne i det halve år frem til overenskomsternes udløb, svarende til ca. 22 øre pr. arbejdstime. Vi foreslår, at udbetalingerne sker på grundlag af ATPs materiale. For at forebygge misforståelser skal jeg understrege, at ATPs medvirken er af rent administrativ og beregningsteknisk art. Der sker ingen ændringer i ATP-ordningen, og arbejdsgivernes såvel som lønmodtagernes indbetaling til ATP fortsætter efter samme regler som hidtil.

Formålet med denne kompensation er selvsagt ikke at forøge erhvervslivets avancer, men derimod at begrænse prisstigningerne og at støtte konkurrenceevnen i forhold til udlandet.

For at fremme dette formål fremsætter regeringen forslag dels om øjeblikkeligt prisstop for tjenesteydelser, dels om forlængelse af anmeldelsespligten for vejledende priser.

Gennem disse forslag mener regeringen at kunne bevare kontrollen over efterspørgselsudviklingen og derigennem styrke betalingsbalancen samtidig med, at vi i den resterende del af overenskomstperioden dæmper stigningen i erhvervenes omkostninger "

Statsministeren understregede nødvendigheden af på længere sigt at standse indkomstkapløbet. Derfor måtte indkomstpolitikken være en uundværlig del af den fremtidige økonomiske politik. Han appellerede i denne forbindelse til arbejdsmarkedets parter om at del- tage positivt i bestræbelserne for en holdbar samfundsøkonomi.

I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgerne og statsministeren - økonoministeren, Haunstrup Clemmensen (KF), Henry Christensen (V), Niels Helveg Peter8en (RV), Aksel Larsen (SF), Hanne Reintoft (DK), Kai Moltke (u.p.) og Anker Jørgensen (S).

Under forhandlingerne stillede Per Hækkerup (S) (F. sp. 5840) følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget tager afstand fra regeringens økonomiske forslag, der er socialt urimelige, administrativt belastende og prisfordy- rende, samt afviser truslen om tvang mod arbejdsmarkedet, udtaler tinget mistillid til regeringens økonomiske politik og går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Hertil stillede Hanne Reintoft (DK) (F. sp. 5893) følgende ændringsforslag:

„Efter ordene „økonomisk politik" indsættes følgende:

„og anbefaler en ny politik, der inddrager kapitalgevinsterne, foretager de nødvendige indgreb mod det overflødige valutaforbrug til militære og fiktive investeringer samt sikrer lønarbejderne effektiv godtgørelse af dyrtiden og respekterer deres fri forhandlingsret på arbejdsmarkedet."

Haunstrup Clemmensen (KF) stillede (F. sp. 5850) på de tre regeringspartiers vegne følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget tager statsministerens svar på den stillede forespørgsel til efterretning, opfordrer tinget regeringen til

— efter drøftelse med arbejdsmarkedets, de offentligt ansattes og erhvervslivets organisationer og med henblik på den kommende overenskomstperiode at fastlægge en på samfundsøkonomiske hensyn baseret ramme for en socialt afbalanceret indkomstudvikling;

— at tilskynde arbejdsmarkedets hovedorganisationer til at indgå ny aftale om samarbejdet på de enkelte virksomheder;

—og i fornødent omfang at fremme gennemførelsen af ovenstående ved lovgivningsmæssige foranstaltninger.

Folketinget går herefter over til næste punkt på dagsordenen."

Dette forslag vedtoges med 86 stemmer (KF, V, RV) mod 73 (S, SF, VS, DK og u.p.).

Hermed bortfaldt det af Per Hækkerup stillede forslag om motiveret dagsorden og det af Hanne Reintoft hertil stillede ændringsforslag.