Forespørgeren, Hanne Reintoft (DK), bemærkede i sin motivering af forespørgslen, at regeringen ved tidligere lejligheder havde givet udtryk for, at man ville gå ind for afholdelse af en konference om europæisk sikkerhed, når grundige forberedelser havde vist, at den kunne forventes at føre til nyttige resultater.

Af pressemeddelelser var det fremgået, at statsministeren under sit ophold i Washington havde udtalt sig på en måde, som tydede på, at han tog afstand fra tanken om en europæisk sikkerhedskonference, således at udtalelserne kunne tolkes som udtryk for en ændring af regeringens politik på dette punkt.

Hun ønskede nu klarhed over, om regeringen i realiteten var for eller imod afholdelsen af en sådan sikkerhedskonference.

Statsministeren bekræftede i sit svar, at regeringen i sin tiltrædelseserklæring havde udtalt, at den gik ind for afholdelse af en europæisk sikkerhedskonference, når grundige forberedelser havde vist, at den kunne forventes at føre til nyttige resultater.

Statsministeren fortsatte:

„..... Samme tankegang gjorde jeg gældende, da jeg i maj 1969 fremsatte en udtalelse, hvori jeg gav udtryk for den danske regerings fulde støtte til det af Finland tagne initiativ i spørgsmålet om sammenkaldelse af en sådan konference. Jeg kan føje til, at så vidt min erindring rækker, var Danmark i øvrigt det første land, der gav udtryk for en sådan fuld tilslutning.

Dette synspunkt blev endvidere gentaget af udenrigsministeren i hans redegørelse i folketinget den 19. februar 1970, der i væsentlig grad var viet en udførlig omtale af øst-vest-forholdet, herunder navnlig afspændingsbestræbelserne og afholdelsen af en sikkerhedskonference. Under mine samtaler i Washington gav jeg i overensstemmelse hermed udtryk for dansk tilfredshed med den seneste udvikling på øst-vest-området, der navnlig er kendetegnet ved den vesttyske forbundsrepubliks dialog med Sovjetunionen, Polen og Østtyskland, de genoptagne Berlindrøftelser mellem de fire stormagter samt de amerikansk-sovjetiske drøftelser om en begrænsning af de strategiske våben, de såkaldte SALT-forhandlinger. Der er næppe nogen, der vil bestride, at et positivt resultat af disse drøftelser vil være af stor betydning for en fredelig løsning på de europæiske sikkerhedsproblemer. Jeg fandt det derfor også kun naturligt at give udtryk for den opfattelse, som i øvrigt vinder almindelig tilslutning i en række lande, der ligesom Danmark går ind for afholdelsen af en konference om europæisk sikkerhed, at det ville være fordelagtigt og frugtbart at se, hvorledes hele denne udvikling, der endnu befinder sig i sin indledende fase, vil komme til at forme sig, før der indkaldes til en sikkerhedskonference.

Samtidig gjorde jeg det imidlertid klart, at disse forhandlinger selvsagt ikke kan tjene som påskud til at forhale en konference, men tværtimod burde opfattes som et led i forberedelserne af en sådan.

Det vil således være klart, at der ikke er indtrådt nogen ændring i regeringens positive holdning til afholdelsen af en sikkerhedskonfe- rence. Dette vil da også senest være fremgået af afsnittet herom i communiqueet fra det nordiske udenrigsministermøde i Helsingfors den 21. og 22. april d. å., altså for få dage siden."

I et følgende indlæg stillede Hanne Reintoft følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 5520):

„Efter at have påhørt statsministerens redegørelse for sine udtalelser i Washington udtaler folketinget, at Danmark agter aktivt at fremme afholdelsen af en europæisk sikkerhedskonference,

og går videre til næste punkt på dagsordenen."

Per Hækkerup (S) gav i et kort indlæg udtryk for tilfredshed med statsministerens erklæring og meddelte, at hans parti ikke kunne stemme for den foreslåede dagsorden.

Poul Schlüter(KF) meddelte på de tre regeringspartiers vegne, at man tog statsministerens redegørelse til efterretning, og at man ville stemme imod dagsordensforslaget.

Endvidere havde Gert Petersen (SF) og Kjær Rasmussen (VS) ordet. De kunne begge stemme for det af Hanne Reintoft stillede forslag.

Ved afstemningen forkastedes forslaget om motiveret dagsorden med 70 stemmer (KF, V, RV) mod 10 (SF, VS, DK); 41 medlemmer (S) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.