Sammen med denne sag foretoges forespørgsel (nr. 4) til statsministeren af J. O. Krag.

Ordføreren for forespørgerne, Krog Hansen (SF) (forespørgsel nr. 3), henviste i sin begrundelse for forespørgslen til de strejker og den uro på arbejdspladserne rundt omkring i landet, der var forekommet i den senere tid. Dette var hverken udtryk for, at den danske arbejder var særlig stridslysten eller udtryk for en lille klikes propaganda. Det var simpelt hen folkets reaktion mod den øgede velstandsforskel, hvor færre og færre kom til at eje mere og mere, og flere og flere kom til at eje mindre og mindre. Det var folkets reaktion på den borgerlige regering og de brudte løfters politik. Han understregede SFs vilje til optage forhandlinger til en løsning af problemerne. Sigtet måtte være en øjeblikkelig skattelettelse og en forhøjelse af de sociale ydelser.

Ordføreren for de socialdemokratiske forespørgere, Anker Jørgensen (S) (forespørgsel nr. 4) kritiserede regeringens økonomiske politik. Der var udskrevet skatter i et omfang, som var i skærende modstrid med de løfter, regeringspartierne gav i 1967. De høje skatter var ikke mindst begrundet med ønsket om et overskud på 1½ milliard kr. Trods de rekordagtige skatter var de økonomiske problemer ikke løst. Betalingsbalanceunderskuddet var blevet meget større. Renten havde slået alle rekorder. Prisstigningerne var blevet stærkere. Lønmodtagerne var blevet forfordelt gennem kildeskattens praktisering, og en række sociale uretfærdigheder var ikke søgt løst. Endelig havde regeringen tilsyneladende skabt yderligere økonomiske og sociale problemer ved at antyde en omkostningsstigning i boligbyggeriet.

Han håbede, at regeringen ville fremkomme med forslag og synspunkter, som kunne imødekomme de forslag og synspunkter, som socialdemokratiet tidligere havde fremsat og ville fremføre i den kommende debat. Det ville være rigtigt i et vist omfang at lette skatterne og at gennemføre en række sociale forbedringer til gavn for de grupper, som trængte mest.

Statsministeren udtalte i sin redegørelse bl. a.:

„ ..... Vi har, som det høje ting ved, foretaget betydelige ændringer i tilvante former og institutioner. Regeringen vil naturligvis ikke udelukke, at så omfattende reformer som overgang til kildeskat, ændring af byrdefordelingen o. lign. kan skabe problemer, måske endog på visse punkter skævheder, som regeringen og folketinget ikke havde forudset, da lovgivningen blev gennemført. Kommer man fra folketingets side og sandsynliggør, at der er opstået urimeligheder, så er vi naturligvis fra regeringens side rede til at se på problemerne og medvirke til at få skævhederne rettet op under den ufravigelige forudsætning, at det sker inden for den finanspolitiske ramme, som regeringen har lagt og fået tilslutning til her i folketinget, og som er et væsentligt og uundværligt led i regeringens langsigtede økonomiske stabiliseringspolitik. Men det er også en ufravigelig forudsætning.

Jeg er overbevist om, at den største og mest uoprettelige urimelighed, vi overhovedet kunne fremkalde i dag, var den, der ville opstå, hvis regeringen lod sig forlede til at opgive sin langsigtede stabiliseringspolitik. Så ville de ofre, befolkningen har bragt, være ydet forgæves. Så ville vi virkelig for alvor prisgive betalingsbalancen over for udlandet med det resultat, at det ville være umuligt at opretholde den høje beskæftigelsesgrad, vi nu igen har nået efter tilbageslaget i 1967-68 ....."

Han understregede, at de foreliggende problemer var af dybtgående strukturel karakter. Det var kun muligt at rette dansk økonomi op gennem en stadig og konsekvent fastholden ved regeringens langsigtede politik. Et af elementerne i denne politik var nødvendigvis en stærk tilbageholdenhed med det private forbrug og det offentlige forbrug. Det var ubehageligt, men det var nødvendigt.

Derfor måtte regeringen afvise socialdemokratiets forslag i det omfang, det indebar en svækkelse af statsfinanserne. Den absolutte betingelse for at overveje nye udgifter var, at man var rede til at medvirke til at skaffe dækning i form af højere indtægter for statskassen.

Statsministeren fortsatte:

„..... Fra 1968 til 1969 er der sket en afgørende ændring i den økonomiske situation, en vending, som har gjort det nødvendigt at tilpasse de krav, vi stiller til den økonomiske politik. Siden efteråret 1968 er der indtrådt en meget betydelig stigning i produktion og beskæftigelse. Ikke alene er den fulde beskæftigelse genskabt, men på visse områder er der tale om mangel på arbejdskraft. Beskæftigelsen i industrien steg fra august 1968 til august 1969 med 16.000 eller med 5 pct., og i januar-oktober i fjor var beskæftigelsen blandt samtlige forsikrede 35.000 eller små 5 pct. højere end i samme periode 1968. Vi har et byggeri som ingen sinde før. Ved midten af 1969 var det samlede byggeri under opførelse vokset til 11,8 millioner m2, en stigning på 15 pct. i forhold til 1968.

Men samtidig — og det er den alvorlige kendsgerning, som må spille en aldeles afgørende rolle for vore overvejelser og beslutninger vedrørende den økonomiske politik — samtidig nåede i 1969 underskuddet på betalingsbalancen over for udlandet op på det højeste niveau, vi hidtil har kendt. ........." Alle analyser tydede på, at efterspørgslen også i 1970 ville blive større end produktionen, hvis der ikke gennem regeringens politik blev lagt en dæmper på stigningen i den samlede efterspørgsel.

Ville man imidlertid lade eksporten, erhvervslivets investeringer og boligbyggeriet have frit løb inden for de grænser, kreditvilkårene satte, og fandt man det i situationen ikke muligt at pege på yderligere besparelser i det offentlige forbrug, så havde man kun én mulighed tilbage for at skabe den nødvendige ligevægt mellem efterspørgsel og produktion: så måtte man lægge en dæmper på det private forbrug.

Om folke- og invalidepensionisternes forhold udtalte statsministeren:

„ — — — Regeringen har overvejet de problemer, der er opstået
for folke- og invalidepensionisterne ved overgangen til kildeskat. Et antal pensionister, der har været skattefri, skal nu betale indkomstskat, mens mange andre pensionister har fået deres skat forhøjet. Til gengæld herfor har de fleste af disse pensionister fra 1. januar 1970 fået højere pensionsydelser, bl. a. i form af højere pensionstillæg. For pensionister, der ikke har anden indtægt end pensionen, vil stigningen i pensionsbeløbene i almindelighed give fuld dækning for merskatten, men en del pensionister, der har en forholdsvis beskeden indtægt ved siden af pensionen, får ikke rimelig kompensation for skattestigningen. Finansministeren og socialministeren er gået i gang med at undersøge, hvordan disse mangler bedst kan afhjælpes, og så snart der er udarbejdet en brugbar løsning på problemet, vil lovforslag om ændring af beskatnings- eller kompensationsreglerne blive fremsat....."

Regeringen var naturligvis rede til at overveje andre forslag, som havde et klart socialpolitisk sigte. Statsministeren understregede i denne forbindelse imidlertid stærkt det hensyn, der burde tages til de grupper, der som lønmodtagere og som erhvervsdrivende var aktive i produktionen.

„Lad mig til slut" — udtalte statsministeren — „konkludere disse betragtninger derhen, at regeringen er rede til at overveje konkrete problemer, så længe det kan ske under respekt for den stabiliseringspolitik, herunder den finanspolitik, vi har afstukket og fået tilslutning til fra et flertal her i folketinget. Ud over disse grænser hverken kan eller vil vi gå......"

I den efterfølgende debat deltog — foruden statsministeren og de to nævnte ordførere for forespørgerne — Haunstrup Clemmensen (KF), Henry Christensen (V), Niels Helveg Petersen (RV), Aksel Larsen (SF), Sigsgaard (VS), Hanne Reintoft (DK), Kai Moltke (u.p.) og J. O. Krag (S).

Under forhandlingerne stillede Sigsgaard (VS) (F. sp. 3042) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3042);

„Idet folketinget opfordrer regeringen til at stille forslag om en lempelse af indkomstbeskatningen ved forhøjelse af personfradraget allerede fra indeværende skatteår til 6.200 kr.,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Anker Jørgensen (S) stillede følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3078):

„Idet folketinget beslutter straks at nedsætte et 21 mands udvalg til hurtig behandling af de i denne debat fremsatte forslag,

går tinget over til næste punkt på dagsordenen."

Hertil stillede Haunstrup Clemmensen (KF) (F. sp. 3080) følgende ændringsforslag:

„Efter ordet „forslag" indføjes: „og synspunkter"."

Med denne ændring vedtoges Anker Jørgensens forslag enstemmigt med 160 stemmer; 2 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Hermed bortfaldt det af Sigsgaard stillede dagsordensforslag.

Det foreslåede udvalg, som nedsattes den følgende dag, fik følgende sammensætning:

Haunstrup Clemmensen, Asger Jensen, Jørgen Jensen, Clara Munck, Simonsen, Henry Christensen [formand], Anders Andersen, Holger Hansen, Jens Peter Jensen (Sorø amt), Niels Helveg Petersen, Bernhard Baunsgaard, Grethe Philip, Anker Jørgensen, Erling Dinesen, Grünbaum, Per Hækkerup [næstformand], J. O. Krag, Helge Nielsen, Ivar Nørgaard, Krog Hansen og Morten Lange.

Udvalget afgav en beretning 5/2 (B. sp. 329). I et tilhørende bilagshæfte er optrykt en række besvarelser fra ministre.

Det fremgår af beretningen, at udvalgets forhandlinger og samrådene med ministrene navnlig har drejet sig om størrelsen af det kasseoverskud, der burde tilstræbes i 1970-71 som grundlag for den økonomiske politik. Man har indgående drøftet, om regeringens skøn over størrelsen af det forventede kasseoverskud i 1970-71 bygger på realistiske vurderinger af de forventede statsindtægter. Man har endvidere drøftet de private bankers rentemarginaler, og der er under drøftelserne fremsat forskellige forslag fra udvalgets medlemmer til begrænsning af marginalerne.

Efter en kortfattet redegørelse for regeringens opfattelse af landets økonomiske situation m. v. siges det i beretningen:

„..... Regeringen har derfor også fundet, at der — ud over de lempelser på det socialpolitiske område, som nu vil blive forelagt — ikke er grundlag for ændringer i den finansielle politik. Der er for 1970-71 budgetteret et kasseoverskud svarende til godt 4 pct. af statsindtægterne. I tidligere situationer, hvor økonomien på tilsvarende måde var præget af stærk indre efterspørgsel og underskud på betalingsbalancen, har et stort kasseoverskud været anset for helt nødvendigt; i 1964-65 udgjorde overskuddet således 8 pct. af statsindtægterne.

Regeringen er indstillet på at medvirke til at fjerne skævheder i indkomsterne, som måtte blive en følge af den stramme politik. Derfor fremsættes forslag vedrørende de sociale pensioner og dagpengeydelserne ........."

Udvalgets flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) udtaler sin tilslutning til den finanspolitiske linje i regeringens politik. Flertallet anfægter ikke regeringens vurdering af det nødvendige kasseoverskud og kan tiltræde de skøn, der ligger til grund for beregningen af statens skatteindtægter i finansåret 1970-71. Flertallet giver endvidere tilslutning til de nævnte forslag vedrørende de sociale pensioner og dagpengeydelserne.

Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) finder det godtgjort, at de beregninger, der af finansministeren blev lagt til grund for den alt for voldsomme skatteudskrivning, er klart urealistiske. Dette har medført en uretmæssig forøgelse af skatteudskrivningen for andre end B-skatteydere på ca. 700 mill. kr. i 1970.

Mindretallet kritiserer skarpt regeringens økonomiske sik-sakpolitik og erkender, at denne har medført, at der må føres en ret stram finanspolitik, men denne må ikke overspilles.

Man kan ikke anerkende, at der er behov for et større kasseoverskud end det, der blev regnet med i maj 1969, og anser det derfor for både muligt og nødvendigt, at der gennemføres en række lempelser. Mindretallet stiller forskellige forslag, der er optrykt i bilagshæftet.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) fremhæver, at deres parti gennem fremsatte forslag om en ændring af Danmarks økonomiske politik har givet et videre udtryk for mistillid til regeringens politik og kun anser en finanspolitik som den førte som en nødløsning.

Mindretallet kan tilslutte sig hovedtankerne bag de finanspolitiske lempelser, der er foreslået af det socialdemokratiske mindretal, men vil dog foretrække en noget anden sammensætning af lempelsesforslagene, således at der lægges hovedvægt på en kontant udbetaling til lønmodtagere med lav indtægt, jfr. det i bilagshæftet optrykte forslag og det af mindretallet den 5. februar 1970 fremsatte forslag til folketingsbeslutning (se side 569).