Forespørgeren (Peter Nielsen (S)) beskæftigede sig i sin begrundelse for forespørgselen indledningsvis med de høje skatter, og han anmodede i denne forbindelse statsministeren om at afkræfte den forklaring, der fra visse sider var gjort gældende: at de øgede skatter skyldtes kildeskatten.

Samtidig med at skatterne var øget, måtte man erkende, at samfundet havde forsømt mange udgiftskrævende opgaver. Man måtte derfor hævde, at spørgsmålet om en rationalisering af al offentlig drift og deraf følgende billiggørelse måtte hæves op over det almindelige partikævl, således at regeringspartier og opposition tog deres fulde ansvar.

Der havde været arbejdet i mange år med dette problem, og nu havde statsministeren skitseret nye rammer for dette arbejde. Kunne statsministeren sige noget om indholdet?

Statsministeren havde intet imod at bekræfte, at skattens højde ikke var betinget af, hvilket opkrævningssystem man anvendte, men derimod af, hvor høje skatter folketinget besluttede sig for at opkræve, uanset opkrævningsformen.

Skattens højde skyldtes derimod ikke — som antydet af Peter Nielsen — at man krævede flere skatter op, end man havde brug for. Spørgsmålet om skatternes højde var ikke først og fremmest et spørgsmål om statens udgifter. Det var et spørgsmål om skatternes indpasning i den almindelige økonomiske aktivitet.

Det var rigtigt, at den offentlige administration i årene efter krigen havde gennemgået en betydelig ekspansion. I øvrigt måtte det slås fast, at spørgsmålet om en rationalisering ikke blot var spørgsmålet om en billigere og hurtigere administration. Det var også spørgsmålet, om en administration kunne løse flere opgaver og løse de givne opgaver grundigere. En stor opgave lå i at få administrationen samordnet, at få opgaverne fordelt rigtigt både horisontalt mellem de enkelte ministerier og vertikalt mellem de centrale og lokale enheder.

Statsministeren omtalte det arbejde, der igennem de sidste snart 25 år havde været gjort med henblik på en forbedring og rationalisering af vort forvaltningsapparat. En af de ting, diskussionen havde samlet sig om, var spørgsmålet om, hvorvidt det var hensigtsmæssigt fortsat at lade den daglige virksomhed, herunder også ansvaret for udarbejdelsen af forslag og indstillinger, hvile på et nævn eller råd, hvis medlemmer også havde andet arbejde. Modstykket ville være at lade dette arbejde indgå som et led i det normale departementale system, således at ansvaret hvilede på et medlem af regeringen, og således at dette regeringsmedlem havde en normal departemental enhed at trække på.

Han understregede, at rationaliserings- og effektivitetsarbejdet var af koordinerende karakter. Det omfattede flere — i princippet alle — styrelser, og det var et kendetegn for administrationens udvikling, at sådanne koordinerende departementer blev nødvendige på tværs af den faglige ressortfordeling.

Statsministeren fortsatte:

„..... Regeringen har efter indgående overvejelser besluttet sig for at gennemføre den løsning, at man vil søge tilslutning til oprettelsen af en normal departemental styrelse. Jeg kan tilføje, at administrationsrådets hidtidige formand, professor Bent Christensen, har været enig i, at forudsætningen for, at dette arbejde fremover kan gennemføres med den fornødne effekt og gennemslagskraft, er en omorganisering i den her angivne retning.

Den fremtidige organisationsform bliver da denne: der oprettes et administrationsdepartement, som knyttes til arbejdsministerens ressortområde. Kontinuiteten i forhold til det værdifulde arbejde, der er udført under administrationsrådets indflydelse, vil blive sikret derved, at dette råd bevares nu som et rådgivende organ for regeringen og det nye departement. For at understrege regeringens vilje til selv at lægge kræfter i arbejdet vil det indgå som et særligt led i tilrettelæggelsen, at arbejdsministeren, der bliver ressortminister, er formand for administrationsrådet, og at der samtidig oprettes et særligt ministerudvalg til behandling af denne problemkreds. Medlemmer af dette ministerudvalg bliver de ministre, der har særlig tværgående opgaver, nemlig statsministeren, finansministeren og økonomiministeren, samt den nye ressortminister på dette område.

Det er mig også magtpåliggende at påpege, at det ville være ødelæggende for arbejdet med effektivisering af administrationen at fratage den enkelte styrelse ansvaret for dennes arbejde inden for eget område. Styrelsernes egen indsats må ikke blive svækket. Opgaven for administrationsdepartementet og administrationsrådet er først og fremmest at sikre den fornødne koordination på tværs i systemet og at yde eller formidle sagkyndig bistand til styrelsernes egne rationaliseringsbestræbelser ....."

„..... Om opgaverne for dette nye departement og administrationsrådet skal jeg kort sige følgende:

Departementet vil overtage en lang række opgaver fra det hidtidige sekretariat for administrationsrådet. Der er her udført et stort og nyttigt arbejde, som skal fortsættes, men departementet og rådet skulle derudover gerne tage nye og mere omfattende opgaver op. Der ligger en række problemer i forbindelse med en rationalisering af administrationens generelle struktur. Der skal udarbejdes forslag og ydes bistand vedrørende tilrettelæggelsen af den generelle planlægningsvirksomhed og den faglige og økonomiske styring af den offentlige virksomhed i det hele taget. Tilvejebringelse af et bedre grundlagsmateriale for planlægning og økonomisk prioritering af lovgivningen må blive en vigtig opgave, og det samme gælder kontrollen med, at administrationen i alle led følger de rationaliseringsintentioner, som lovgivningsmagten har haft. Statens og kommunernes administration skulle gerne arbejde hånd i hånd. Det er en af grundene til, at regeringen lægger stor vægt på den kommunale repræsentation i administrationsrådet. Rationaliseringen og effektiviseringen skulle nødig gå i stå på grænsen mellem stat og kommune, og forbindelsen mellem disse to dele af vor offentlige administration skulle gerne tilrettelægges nu for mange år frem i tiden. Hvis vi lader opgaven ligge, kan det senere blive meget vanskeligere og dyrere at leve op til tidens krav i denne henseende ........"

Endelig sagde statsministeren:

„ ..... Jeg vil til slut blot påpege, at man næppe omgående kan vente resultater, for så vidt angår alle de principielle problemer, som jeg her har skitseret. Det betyder imidlertid ikke, at man nu holder en pause. Allerede påbegyndt arbejde vil selvfølgelig blive videreført og tilendebragt og nyt arbejde taget op inden for de hidtidige retningslinjer. Og så håber jeg på, at samarbejdet mellem det folketingsudvalg, der behandler disse spørgsmål, og arbejdsministeren må kunne blive et vigtigt led i arbejdet, således at der også her må kunne finde en gensidig påvirkning sted."

I den efterfølgende debat deltog — foruden statsministeren og forespørgeren — arbejdsministeren, Langkilde (KF), Jens Frandsen (V), Helge von Rosen (RV) og Ømann (SF).