Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende indhold:

„1. Ved folketingets foranstaltning udgives en publikation med henblik på at orientere befolkningen om folketingets arbejde og om dens rettigheder og pligter i henhold til lovgivningen samt at formidle debat med udgangspunkt i folketingspartiernes principielle stillingtagen til de løbende folketingssager.

2. Publikationen, der benævnes Folketingsbladet, udgives hver 14. dag og omdeles gratis til samtlige husstande.

3. Folketingsbladet redigeres af et udvalg, hvortil hvert af de i folketinget repræsenterede partier udpeger et medlem. Redaktionsudvalget kan ansætte en eller flere redaktionssekretærer og andre medarbejdere.

4. Udgifterne til udgivelsen bevilges på finansloven.

5. Folketingsbladet skal indeholde omtale af alle vigtigere folketingssager. Partierne redegør i hvert nummer for deres politik. De nærmere retningslinjer for redaktionsarbejdet fastlægges i øvrigt af redaktionsudvalget.

6. Udgivelsen påbegyndes pr. 1. oktober 1970."

Ordføreren for forslagsstillerne (Sigsgaard) fastslog i sin fremsættelse, at det var en nødvendig forudsætning for offentlig interesse og debat omkring folketingets arbejde og for stillingtagen til de enkelte sager, at informationen var tilstrækkelig. Dette var den langtfra i dag.

Folketinget havde pligt til at informere borgerne om sit virke, hvilket kunne ske gennem det foreslåede folketingsblad, som skulle være i en tiltalende ydre form, indholdsmæssigt i et let tilgængeligt sprog og af et overskueligt format.

Forslaget ville ikke overflødiggøre andre initiativer. Bl. a. burde den politiske information og debat i radio og TV intensiveres.

Det måtte endvidere være alle partiers klare ret at kunne henvende sig til alle borgere. I dag kunne kun meget kapitalstærke kredse ved visse lejligheder nå ud til alle.

En væsentlig ting var det store behov, der var for bedre orientering om pligter og rettigheder. Sådan oplysning burde systematisk bringes i Folketingsbladet, som endvidere skulle stå åbent for debatindlæg og spørgsmål.

Selv om der ved behandlingen i folketinget hos partiernes ordførere gennemgående var enighed om, at kommunikationen mellem politikere og borgere ikke var tilfredsstillende, fik forslaget dog ikke tilslutning fra de øvrige partiers ordførere.

Ved forslagets 1. behandling gav Camre (S) udtryk for, at forslaget rent principielt var en værdifuld idé, som fortjente overvejelse. Han var principielt enig med forslagsstillerne om, at kommunikationen til borgerne skulle forbedres, men han var slet ikke sikker på, at dette bedst og mest effektivt kunne gøres i den form og med det middel, som var foreslået. Der kunne på forskellige områder nævnes forslag til forbedring af kommunikationen. Han beskæftigede sig i denne forbindelse navnlig med fjernsynets nyhedsformidling fra folketinget, idet det vel måtte erkendes, at TV var det foretrukne og mest betydningsfulde informationsmiddel.

Problemet omkring den politiske kommunikation i et kompliceret samfund var stort. Herunder kom også spørgsmålet om meddelelse til borgerne om deres rettigheder og pligter.

Han foreslog, at folketingets udvalg for forretningsordenen overvejede hele kommunikationsproblemet med alle dets sider, og fremsatte forslag til forbedringer.

Ellen Strange Petersen (KF) fandt også, at det somme tider kneb med kommunikationen til vælgerne, men hun betragtede det fremsatte forslag som en ønskedrøm. At omtale, hvad der foregik i folketinget, i et let tilgængeligt, enkelt og klart sprog i et objektivt blad, der skulle være under redaktion af medlemmer fra samtlige partier, og som samtidig skulle stå åbent for debatindlæg, spørgsmål og svar, lod sig simpelthen ikke gøre.

Efter forslagsstillernes skøn ville udgivelse og distribuering af bladet koste ca. 30 mill. kr. om året. Hun tvivlede på, at skatteyderne ville værdsætte et sådant forsøg til den pris.

From (V) betonede, at vi i forvejen havde en fri presse, en fri radio og et frit TV foruden de eksisterende folketingspublikationer. Han måtte derfor betegne forslaget som en overlapning af det allerede bestående.

Over for forslagsstillernes påstand om, at pressen var en partipresse og derfor ensidig, fremhævede han, at selv partipressen i dag var langt mere objektiv, end den var tidligere, og også stod åben for andres meninger.

Han advarede folketinget mod at gennemføre forslaget.

Samuelsen (RV) erkendte principielt, at kommunikationen mellem politikere og vælgere var for dårlig. Spørgsmålet var imidlertid, om et folketingsblad som det foreslåede ville blive læst i tilstrækkeligt omfang. Det var i øvrigt også temmelig håbløst at få udgivet et blad, som alle politiske partier skulle stå bag. Det, som det ene parti ville anse for relevant stof, ville et andet givetvis anse for mindre væsentligt.

Selv om der var gode tanker i forslaget, kunne hans parti derfor ikke medvirke til at gennemføre det.

Poul Dam (SF) fandt, at forslagsstillerne havde rørt ved et meget alvorligt og væsentligt problem. Vi havde fået en afstand mellem de demokratiske organer og den befolkning, som mere end nogen anden burde være interesseret i demokratiet, som måtte stemme til overordentlig alvor.

Der måtte gøres en ganske bred indsats for at gøre det klart og nært for befolkningen, at de offentlige anliggender var deres anliggender, og sørge for at holde befolkningen a jour med, hvad der skete i lovgivningen, også når det var gennemført.

Når han alligevel ikke kunne gå ind for det foreliggende forslag, var det først og fremmest, fordi dette blad — ud over at blive meget dyrt ville blive dødsenskedsommeligt. Skulle noget sådant gøres, måtte det ske under langt større frihed for at skabe en kombination af objektivitet og en levendegørelse af tingene.

Bedst ville det være, om man kunne lade et udvalg, bestående af partiernes yngste medlemmer se med friske øjne på sager af denne art.

I den af udvalget for forretningsordenen afgivne betænkning over forslaget redegøres først for den udtømmende løbende orientering om folketingets arbejde, som — om end noget forsinket — gives igennem Folketingstidende. Abonnementsordningen for forhandlingerne (fortryk), som for disses vedkommende har begrænset forsinkelsen, omtales ligeledes, ligesom det nævnes, at spørgsmålet om en udvidelse af abonnementsordningen til andet end forhandlingerne er under overvejelse.

Det hedder videre i betænkningen:

„.... Det er udvalgets opfattelse, at de — forholdsvis begrænsede — kredse, som ønsker løbende fuldstændig orientering om folketingets arbejde, stort set betjenes tilfredsstillende gennem Folketingstidende.

Hovedformålet med det foreslåede folketingsblad skulle da også være at give hele befollmingen en mere overskuelig løbende orientering om folketingets arbejde.

Når et flertal (udvalget undtagen socialistisk folkepartis medlem) må gå imod dette forslag, skyldes det dels de væsentlige omkostninger — de anslåede årlige udgifter på 30 mill. kr. overstiger langt den årlige udgift til Folketingstidende — dels at det er flertallets opfattelse, at de af forslagsstillerne tilsigtede formål bedre og langt billigere kan opfyldes gennem de offentlige massemedier radio og TV, i hvis ledelse folketinget og de politiske partier er repræsenteret og kan fremføre deres ønsker om forbedring af den orientering, som i øjeblikket gives.

I forbindelse med behandlingen af forslaget til folketingsbeslutning har udvalget fra ordføreren for forslagsstillerne, hr. Sigsgaard, der har deltaget i udvalgets møder om denne sag, modtaget en henstilling om at tage initiativ til, at der gennemføres en undersøgelse af dagspressens behandling af folketingsstoffet, jfr. hr. Sigsgaards som bilag optrykte skrivelse.

Udvalget har imidlertid ikke fundet anledning til at tage et sådant initiativ, idet udvalget, selv om en sådan undersøgelse skulle give til resultat, at dagspressens behandling af folketingsstoffet ikke kan betegnes som alsidig og udførlig, ikke ville kunne anse dette som en tilstrækkelig motivering for udgivelse af det foreslåede særlige fol- ketingsblad.

Herefter indstiller det nævnte flertal forslaget til folketingsbeslutning til forhastelse.

Et mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) har en del sympati for forslagets hovedprincip, men mener ikke, at den konkrete udformning af planen er rigtig. Man vil undlade at stemme ved 2. (sidste) behandling og vil ved senere lejlighed vende tilbage til spørgsmålet om en bedre oplysning om folketingsarbejdet.

Ved forslagets 2. (sidste) behandling imødegik Sigsgaard (VS) i et længere indlæg de øvrige partiers argumenter for at afvise forslaget. Han fandt disse argumenter uden enhver værdi. Man havde udvist en rent negativ holdning og intet gjort for eventuelt at omforme forslaget eller på anden måde sørge for, at alsidig information og orientering blev ydet befolkningen.

Afvisningen kunne kun opfattes som et udtryk for de gamle partiers ønske om at hindre de presseløse partier i at nå ud til befolkningen med deres politik og deres forslag. Afvisningen måtte derfor karakteriseres som antidemokratisk.

Ellen Strange Petersen (KF) fandt, at betænkningen fra forret- ningsordensudvalget viste, at man erkendte, at der var et problem; man mente blot ikke, det var den rigtige vej. Alle i tinget ville sikkert fortsætte med at overveje, hvad man kunne gøre for at gøre forbindelsen bedre.

Aksel Larsen (SF) udtrykte, ligesom partiets ordfører ved 1. behandling, en del sympati for forslagets hovedprineip, men mente blot ikke, at den foreslåede konkrete udformning af planen var rigtig.

Han kritiserede i øvrigt den form, TV's nyhedsformidling om folketingsarbejdet havde, og pegede på en bedre udnyttelse af radioen som et særdeles velegnet medium til dette formål.

Forslaget forhastedes med 84 stemmer mod 2 (VS); 6 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.