B 53 Forslag til folketingsbeslutning om fremme af forskning og produktudvikling i erhvervslivet og fremme af kontakten mellem erhvervslivet og forskningen.

Samling: 1969-70
Status: Tilbagetaget
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til med det formål at fremme dansk erhvervslivs muligheder for at producere teknisk avancerede produkter og fremstille dem på den mest økonomiske måde at gennemføre følgende foranstaltninger:

1. at oprette en fond til køb af prøvetyper af produkter, maskinel eller apparatur i danske virksomheder, der har de tekniske muligheder for produktion af de pågældende emner, men som endnu ikke har gennemført de for produktionen påkrævede udviklingsprogrammer.

2. at oprette regionale informationscentre, der i forbindelse med Dansk Teknisk Oplysningstjeneste kan etablere kontakt mellem erhvervsvirksomhederne og de forskellige forskningsinstitutioner. Informationscentrene pålægges forpligtelse til at ansætte særligt uddannede kontaktfolk, der kan opsøge virksomhederne og præsentere de muligheder for løsninger af tekniske problemer, som måtte eksistere i virksomhederne.

3. at udvide midlerne i statens lånefond for erhvervsforskning i takt med det til enhver tid konstaterede behov."

Ved 1. behandlingen modtoges forslaget som året før med velvilje af samtlige ordførere, og der kan med hensyn til partiernes stilling til detaljerne i forslaget henvises til den udførlige omtale i folketingsårbogen 1968-69.

Her skal blot nævnes, at medens det i 1968-69 var undervisningsministeren, der havde dette område under sin ressort, var dette nu overgået til handelsministeren. Baggrunden herfor var regeringens ønske om at muliggøre en samordning med de erhvervsfremmende foranstaltninger, som iøvrigt hørte under handelsministeriets forretningsområde, og af hele erhvervspolitikken.

Ministeren bebudede, at der i snarlig fremtid ville blive fremsat regeringsforslag til en lov, der åbnede mulighed for, at statens lånefond for erhvervsforskning udvidede sit virkefelt. Hvis fonden virkelig skulle få betydning for den industrielle udvikling, ville en forøgelse af de midler, der stilledes til rådighed, være påkrævet. Han mente, at lovforslaget vil imødekomme de tanker, som punkt 1 og 3 i forslaget til folketingsbeslutning var udtryk for. Derimod fandt ministeren ikke, at der var grundlag for at fremme punkt 2 i forslaget om oprettelse af regionale informationscentre i forbindelse med Dansk Teknisk Oplysningstjeneste. Der fandtes i forvejen en lang række informationskanaler udover Dansk Teknisk Oplysningstjeneste, der udfoldede stor aktivitet på disse områder.

Forslaget blev henvist til et udvalg, hvortil også senere blev henvist det af handelsministeren den 13. januar fremsatte forslag til lov om „Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling", se side 65. Med vedtagelsen af handelsministerens lovforslag i den skikkelse, dette fik under udvalgsbehandlingen, bortfaldt begrundelsen for nærværende, som derfor blev taget tilbage.
Partiernes ordførere
Jørgen Peder Hansen (S), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Johan Philipsen (V), Dagmar Andreasen (RV) og Svend Erik Kjær Rasmussen (VS)