B 51 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde og af lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl. (Om forhøjelse af dagpenge og erstatninger, afskaffelse af ventetidsregler og ændring af forsikringspligtens ordning, således at forsikring finder sted i en statsinstitution).

Samling: 1969-70
Status: Bortfaldet
Ved forslaget opfordredes regeringen til at gennemføre følgende ændringer i den nævnte lovgivning:

1. Dagpengene beregnes på en sådan måde, at der ved anvendelse af højeste dagpengesats ydes 615 kr. pr. uge.

2. Grænsen for dagpengenes størrelse i forhold til den tilskadekomnes dagløn sættes til 9/10 af indtægtstabet på ugebasis.

3. De i loven fastsatte maksimale årslønninger, der indgår i grundlaget for beregningen af dagpenge, invaliditetserstatninger og erstatninger til efterladte, forhøjes således, at også invaliditetserstatningerne m. v. bliver betydelig større end de nuværende, som må anses for utilstrækkelige.

4. Bestemmelsen om, at renten ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen udgør 2/3 af den tilskadekomnes årsløn (for værnepligtiges vedkommende: 3/4), ændres således, at grænsen fastsættes til 9/10.

5. Ventetidsreglerne afskaffes.

6. Bestemmelserne om forsikringspligtens ordning ændres således, at risikoen skal afgives til statsinstitution.

Forslaget må, ligesom det ovenfor på side 526 omhandlede forslag til lov om ændring af sygeforsikringsloven, ses som en udbygning ef det forslag til folketingsbeslutning, som medlemmer af den social - demokratiske folketingsgruppe havde fremsat i den umiddelbart forudgående folketingssamling, men som ikke nåede at blive færdigbehandlet.

Det her omhandlede forslag til folketingsbeslutning blev sat til 1. behandling umiddelbart efter 1. behandlingen af ovennævnte forslag til ændring af sygeforsikringsloven, og såvel socialministeren som ordførerne kunne henvise til de udtalelser, de således var fremkommet med umiddelbart forinden.

Socialudvalget nåede ikke at færdigbehandle forslaget til folketingsbeslutning før folketingssamlingens slutning.
Partiernes ordførere
Kaj Bundvad (S), Palle Simonsen (KF), Eva Rée (V) og Aage Valbak (RV)