Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
„Med henblik på at værne vor luft, vand og jord, dyr og mennesker mod den stigende forurening samt nedbringe overflødig støj opfordrer folketinget regeringen til:
1. at foretage en omlægning af centraladministrationen med henblik på en bedre administrativ koordinering af de mange beslægtede forureningsproblemer samt i overensstemmelse med kommunalreformen at effektivisere den lokale administration af sundhedsforskrifter for at sikre en bedre overholdelse af givne forskrifter blandt andet ved at oprette amtssund- hedskommissioner. Endvidere at gennemføre ensartede, landsomfattende regler til afløsning af de lokale sundhedsvedtægter og udforme reglerne således, at det i højere grad end i de gældende sundhedsvedtægter præciseres, hvornår indgreb skal finde sted, i stedet for at overlade afgørelsen til et ret frit, lokalt skøn.
2. at fremsætte lovforslag om oprettelsen af et centralt forsknings- og informationsinstitut for forureningsproblemer af enhver art.
3. Foranstaltninger mod luftforurening.
a. at gennemføre regler, der forbyder anvendelse af brændselsolie med mere end 1 pct. svovlindhold, og gennemføre regler om anvendelsen af askefiltre for at nedbringe indholdet af faste bestanddele i røgen fra industri og forbrændingsanstalters skorstene.
b. at gøre anvendelsen af udblæsningsgasefterbrændere eller lignende anordninger obligatoriske på alle nyindregistrerede biler og inden for en kort tidsfrist også obligatorisk for allerede indregistrerede biler.
c. at gennemføre regler om en reduktion af blyethyltilsæt- ning i høj oktan-benzin.
4. Foranstaltninger mod vandforurening.
a. at gennemføre regler, der sikrer regelmæssig, hyppig kontrol af vandforekomster, herunder analyse af forureningsgrad m. v. ved vandløb, søer og strande.
b. at gennemføre ensartede, strengere krav til rensning af spildevand såvel ved biologiske som kemiske rensningsanlæg.
c. at gennemføre regler mod anvendelsen af sulfovaskemidler med indhold af ikke nedbrydelige detergenter (afspændings- midler) samt en gradvis nedsættelse af fosfatindholdet.
d. at gennemføre regler til effektiv sikring mod forurening fra nedgravede olietanke eller andre beholdere til skadelige eller giftige stoffer.
e. at gennemføre skærpede regler mod forurening af grundvand og om afledning af spildevand.
5. Foranstaltninger mod unødig støj.
a. at sikre, at ethvert anlæg, der medfører støjgener, f. eks. motorveje og lufthavne, ledsages af dispositionsplaner for anvendelsen af de tilstødende arealer, der støjbelastes, og at der ved udlægning af industriområder tages hensyn til en eventuel støjbelastning af tilstødende arealer.
b. at fremsætte forslag til ændring af arbejderbeskyttelsesloven, således at der pålægges arbejdsgiverne en skærpet pligt til at træffe foranstaltninger til at reducere støjen i industrivirksomheder.
c. at gennemføre skærpede regler mod unødig støj, f. eks. fra knallerter, motorcykler, motorbåde og både med påhængsmotor, herunder især at sikre, at boligmæssige og rekreative områder i videst muligt omfang holdes fri for støj, f. eks. gennem forbud mod højttalere, transportable radioer og elektrisk forstærkede musikinstrumenter.
6. Andre beskyttelsesforanstaltninger.
a. at gennemføre regler om kvantitativ kontrol med anven'delsen af svært nedbrydelige biocider, hormonpræparater og lignende.
b. at gennemføre regler om anmeldelsespligt for importører, hvis importerede varer er sprøjtet med biocider, fungicider, konserveringsmidler m. v., samt foreskrive en deklarationspligt på emballagen herom.
c. at gennemføre ensartede regler om renholdelse af de frigivne strande og skove.
d. at tage spørgsmålet om anvendelsen af engangsemballager op til overvejelse med henblik på at begrænse den omsiggribende forurening af naturen af sådanne emballager."
I bemærkningerne til forslaget anførtes bl. a. følgende vedrørende spørgsmålet om omkostningerne ved bekæmpelsen af forurening:
„En række af de foreslåede foranstaltninger er ikke forbundet med særlige omkostninger og kan derfor uden videre gennemføres. I andre tilfælde vil der være ret betydelige omkostninger forbundet ved bekæmpelsen af forurening. Det principielle udgangspunkt må være, at skadelige foranstaltninger direkte forbydes eller reguleres gennem regler, men i visse tilfælde kan dette være vanskeligt, hvorfor man kan søge at dreje udviklingen i den rigtige retning gennem økonomiske incitamenter.
Omkostninger ved bekæmpelsen af forureningen og retableringen af allerede forurenede områder er meget betydelige, men udenlandske beregninger viser, at det også er meget kostbart ikke at foretage sig noget. Det må derfor tillægges den allerstørste betydning, hvordan disse omkostninger skal dækkes. I de tilfælde, hvor direkte forbud ikke kan gennemføres, kan det være naturligt at gennemføre en afgift på forureningen. En sådan afgift har nemlig den store fordel, at den i sig selv kan medvirke til at bekæmpe forureningen. Hvis det bliver forbundet med forøgede udgifter at forurene eller støje, vil dette i sig selv være et incitament til at begrænse dette. Der må derfor fastsættes visse grænser for forureningstilladelighed eller tilladelig støj, og en overskridelse af disse grænser bør afgiftsbelægges.
Gennemføres en sådan ordning, vil det af hensyn til industriens konkurrenceevne være nødvendigt at refundere disse afgifter ved eksport, så længe industrien i udlandet ikke er pålagt tilsvarende omkostninger.
Endvidere kan man gennem en bevidst afgiftspolitik føre udviklingen ind på veje, som fører til en mindre forurening, f. eks. fremme anvendelse af biler, der ikke forurener, gennem afgiftslettelser eller pålægge motorcykler eller knallerter, der støjer ud over det teknisk uundgåelige, en ekstra afgift.
Endvidere kan man gennemføre særlige afskrivningsregler for industriens udgifter til dækning af foranstaltninger til nedbringelse af forurening."
Ved forslagets 1. behandling understregede indenrigsministeren nødvendigheden af, at der som led i bekæmpelsen af forureningen finder en koordinerende indsats sted, som må komme såvel fra lovgivningsmagten og kommunerne som fra private erhvervsvirksomheder og enkeltpersoner. Videre udtalte ministeren bl. a. følgende:
„Regeringen har da også, som det fremgik af statsministerens tale ved folketingets åbning, arbejdet med disse problemer, og man er nået frem til, at den bedste måde at gribe sagen an på vil være at nedsætte et midlertidigt forureningsråd, der vil have følgende opgaver: at foretage en kortlægning af miljøforureningsproblemerne, at undersøge, hvilke beføjelser offentlige myndigheder har med hensyn til bekæmpelse af miljøforureningsproblemerne, og fremkomme med indstilling om, hvilke nye lovgivningsbeføjelser der bør skabes, samt hvilke foranstaltninger der umiddelbart skønnes at burde iværksættes, samt fremkomme med forslag til den organisatoriske opbygning af det fremtidige arbejde med bekæmpelse af forureningen.
Dette råd, der har amtmand K. O. Møller som formand, er nu under forbehold af bevillingsmyndighedernes tilslutning nedsat af regeringen, og i tilknytning hertil er nedsat et midlertidigt, særlig teknisk forureningsudvalg, der skal have til opgave at undersøge den eksisterende forskning om forureningsproblemer og foretage en bedømmelse af, på hvilke områder en forøget forskningsindsats vil være særlig påkrævet, og hvorledes man bør prioritere forskningsopgaverne. Udvalget skal fremsætte forslag om den fornødne koordinering af de forskellige laboratoriel's arbejde, herunder eventuelt også laboratorier i andre lande, og herudover skal udvalget i øvrigt yde rådet bistand.
De opgaver, der er henlagt til det midlertidige forureningsråd og det til dette knyttede tekniske forureningsudvalg, dækker i alt væsentligt de problemer, som er indeholdt i det fremsatte forslag til folketingsbeslutning. Jeg må derfor være af den opfattelse, at det er rigtigst, at man foreløbig afventer resultatet af forureningsrådets arbejde, inden man i folketinget træffer beslutning af videregående rækkevidde på dette område."
Indenrigsministeren stillede sig tvivlende over for det hensigtsmæssige ved at oprette et særligt forureningsdirektorat som anført i det socialdemokratiske forslag, idet det ville medføre både et nyt vanskeligt koordineringsproblem og en uhensigtsmæssig dobbeltadministràtion. Om forslaget vedrørende ensartede, landsomfattende regler til afløsning af de lokale sundhedsvedtægter samt forslaget om oprettelse af amtssundhedskommissioner anførte ministeren, at han ikke var uenig i de betragtninger, der fandtes i forslaget og i bemærkningerne hertil. Men da disse spørgsmål for tiden var til behandling i indenrigsministeriets kommission vedrørende den offentlige hygiejne m. m. med stiftamtmand Lundsteen som formand, ville det næppe være hensigtsmæssigt, at folketinget nu traf beslutning på dette område.
Ministeren var enig i, at indsatsen må koncentreres om de i forslaget nævnte foranstaltninger med luftforurening, vandforurening, unødvendig støj og forslag om andre beskyttelsesforanstaltninger, og han fremhævede, at man allerede på en række af disse områder har iværksat forskellige arbejder.
Med hensyn til de betragtninger om de økonomiske problemer i forbindelse med forureningsbekæmpelsen, som er indeholdt i bemærkningerne til forslaget, erklærede ministeren sig i princippet enig i det synspunkt, at udgifterne ved begrænsning af forurening principielt bør bæres af den, der forårsager forureningen. Videre udtalte ministeren bl. a. følgende:
„I øvrigt vil jeg gerne om de økonomiske spørgsmål sige, at de udgifter, der er forbundet med gennemførelse af en række af de foreslåede konkrete foranstaltninger mod forureningen, er så betydelige, at det vil være nødvendigt at samordne indsatsen med den almindelige økonomiske politik for at undgå, at gennemførelse af foranstaltninger skal få uheldige virkninger på den økonomiske udvikling. Det må i denne forbindelse fremhæves, at væksten i industriproduktionen er en meget betydelig faktor for den økonomiske udvikling, samt at nogle af de foreslåede generelle foranstaltninger, f. eks. nedsættelse af svovlindholdet i olie til maksimalt 1 pct., vil påvirke konkurrenceevnen gennem forøgelse af driftsudgifterne, også indirekte, for virksomheder, der ikke forurener. Udgifterne vil alt efter karakteren af de foreslåede foranstaltninger falde på såvel den offentlige som den private sektor; bl. a. af den grund er forslaget om at dække omkostningerne gennem en forureningsafgift ikke særlig hensigtsmæssig. Der kan også være grund til at nære tvivl om, hvorvidt det inden for rimelige administrative rammer vil være muligt at tilrettelægge og gennemføre en forureningsafgift efter hensigtsmæssige kriterier.
Gennem afvikling af importrestriktionerne for industrivarer i løbet af den seneste halve snes år er dansk industri på hjemmemarkedet blevet udsat for skarp konkurrence fra udenlandsk industri. Hensynet til industriens konkurrenceevne er derfor kun delvis tilgodeset gennem forslaget om, at forureningsafgiften skal refunderes ved eksport, så længe der ikke er pålagt industrien i udlandet tilsvarende omkostninger. En refusionsordning begrundet i en rimelig hensyntagen til industriens konkurrenceevne må derfor nødvendigvis også omfatte den industri, derpå hjemmemarkedet konkurrerer med udenlandsk industri. Det vil i praksis betyde, at den helt overvejende del af industrien bør være omfattet af en refllsionsordning."
Ordføreren for forslagsstillerne (Kampmann) efterlyste handling bag de mange og positive ord, der fra alle sider fremkom om nødvendigheden af at bekæmpe forureningen. Han beskæftigede sig i øvrigt specielt med de økonomiske problemer i forbindelse med forureningsbekæmpelsen og sagde herom bl. a.:
„Et forbud mod den stigende anvendelse af gift i vore daglige fødevarer, uanset om det sker direkte som f. eks. gennem cyklamat, gennem farvestoffer osv. eller indirekte f. eks. ved sprøjtegifte i afgrøderne eller blyindholdet fra benzinen i kornet langs vejene, vil utvivlsomt for producenterne give argumentation for en forhøjelse af forbrugerpriserne. Det vil i denne forbindelse være nødvendigt for monopoltilsynet i samarbejde med forureningsteknikere nøje at gennemgå for hver eneste vare, hvorledes de anvendte giftstoffer kan erstattes med andre, samt at undersøge, hvilke omkostningsmæssige konsekvenser en sådan ændring vil give anledning til. Og den fremgangsmåde må vi anvende, uanset om det drejer sig om nye eller eksisterende produkter.
Når det drejer sig om omkostninger for virksomhederne, må man nødvendigvis sondre mellem de eksisterende og de kommende virksomheder. For de nye virksomheder må man fastlægge regler om total rensning, hvor dette overhovedet er teknisk muligt. Problemet vil jo i denne forbindelse oftest være en forurening af vand eller luft.
Hvis man følger dette hovedsynspunkt, må det betyde, at det som vilkår for igangsættelsen af en ny virksomhed må fastlægges, at de fornødne rensningsanlæg skal være indeholdt i tegningerne til det nye projekt, eller sagt med andre ord, man må opfatte omkostninger til rensningsanlæg på lige fod med alle andre produktionsomkostninger. Heraf følger også, at disse omkostninger afskrivningsmæssigt må klassificeres således, at de i øvrigt gunstige afskrivningsregler kan anvendes.
For de eksisterende virksomheder er problemstillingen noget anderledes. Naturligvis må grundsynspunktet om at gøre rensning obligatorisk fastholdes også for disse virksomheder, med de samme gunstige afskrivningsregler. Men man vil her risikere at støde på virksomheder, som ikke har økonomisk mulighed for, hvis en rentabel drift skal fortsætte, at installere de fornødne rensningsanlæg, uanset hvor gunstige afskrivningsregler vi har. I-Ivis man her slækkede på kravene til rensning, kunne en stor del af den øvrige indsats være forgæves. Hvis man på den anden side pålagde disse virksomheder økonomiske udgifter til den teknisk højest mulige rensning, kunne konsekvensen blive lukning af virksomheden med deraf følgende produktionsfald og tab af arbejdspladser.
Konklusionen af disse betragtninger må være, at det af samfundsmæssige grunde kan være nødvendigt med statstilskud til enkelte former for rensning. Det kan ikke være rigtigt med et statstilskud på 100 pct. ud fra princippet om, at den, der forurener, skal betale rensningen. I stedet kunne man operere med såkaldt stimulerende statstilskud, således at man gjorde det mere attraktivt for virksomhederne at nå op på den højest mulige rensningsgrad."
Folketingets forhandling gav i øvrigt anledning til en længere debat, hvorunder regeringspartiernes ordførere alle udtrykte tilfredshed med det initiativ, regeringen havde taget med nedsættelsen af forureningsrådet og forureningsudvalget. Man erklærerede sig indforstået med at støtte en intensivering af forureningsbekæmpelsen. Derimod stillede oppositionens ordførere sig meget tvivlende over for, om regeringens initiativ ville medføre en tilstrækkelig hurtig og en tilstrækkelig effektiv indsats over for den tiltagende forurening. Morten Lange (SF) kunne give tilslutning til de tanker, socialdemokratiet havde fremsat som et grundlag for forhandling, og han fremsatte samtidig følgende dagsordensforslag:
„Idet folketinget opfordrer regeringen til at overføre et beløb på 500 mill. kr. af finansårets forventede kasseoverskud til statens bygge- og boligfond, til kommunernes finansiering af rensnings- og kloakanlæg, fortsætter tinget sine forhandlinger."
Sigsgaard (VS) karakteriserede det socialdemokratiske forslag som lidt løst i fugerne og mente, at der ville være en høj forureningsgrad, selv om det blev gennemført til punkt og prikke. I mange tilfælde ville det ikke være tilstrækkeligt med kontrolforanstaltninger, mange svært nedbrydelige præparater måtte f. eks. helt forbydes. Han kunne støtte det af Morten Lange stillede dagsordensforslag, selv om han var lidt betænkelig ved, at det kunne tilsløre det forhold, at de, der forårsager forureningen, også bør betale for det.
Hanne Reintoft (DK) savnede i det socialdemokratiske forslag en direkte ansvarsplacering, og hun advarede stærkt imod en overfladisk politisk løsning, der kunne skabe en falsk tryghed i befolkningen. Personligt så hun gerne 500 mill. kr. overført til statens, bygge- og boligfond, men hun kunne ikke gå ind for dagsordensforslaget uden nogen garanti for, at beløbet ikke blot ville blive brugt til aflastning af industrien.
Kampmann (S) anså regeringens nedsættelse af et forureningsråd for at være „det mindst mulige" under hensyn til den opfordring der var indeholdt i betænkningen fra naturfredningsudvalget. Han kunne tilslutte sig det fremsatte dagsordensforslag på grund af den prioritering af forureningsbekæmpelsen, som forslaget var udtryk for.
Indenrigsministeren og regeringspartiernes ordførere afviste dagsordensforslaget med henvisning til det nedsatte forureningsråd og forureningsudvalg, „som skal kortlægge den rækkefølge, det ud fra saglige betragtninger vil være rigtigst at få løst forureningsproblemerne på."
Forslaget om motiveret dagsorden af Morten Lange forkastedes med 72 stemmer (KF, V, RV) mod 50 (S, SF og VS) 1 medlem (Hanne Reintoft) (DK) tilkendegav, at hun hverken stemte for eller imod.
Forslaget blev herefter henvist til behandling i et udvalg, som afgav en beretning.