Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til i det kommende folketingsår at stille forslag til love om virksomhedsledelse ud fra følgende principper:

1. lovgivningen skal omfatte enhver form for såvel erhvervsmæssig som ikke-erhvervsmæssig virksomhed, hvorved der beskæftiges mindst fem personer, der ikke tilhører samme husstand,

2. i enhver virksomhed skal såvel repræsentanter for den investerende kapital som repræsentanter for de beskæftigede have andel i ledelsen,

3. i virksomheder, hvis indtægter helt eller delvis hidrører fra det offentlige, skal også repræsentanter for de pågældende offentlige instanser eller uafhængige personer under ansvar over for det offentlige have andel i ledelsen,

4. i virksomheder, der har særlig betydning for samfundsøkonomien, og hvis forhold reguleres af lovgivningen, skal det offentliges interesser repræsenteres i ledelsen på samme måde som omtalt under punkt 3,

5. de forskellige interessers andel i ledelsen fastsættes i forhold til følgende tal:

a. den af ejeren (aktionærerne m. v.) investerede kapital,
b. den udbetalte lønsum i sidste regnskabsår ganget med ti,
c. de offentlige driftstilskud i sidste regnskabsår ganget med ti,

6. i de under punkt 4 nævnte virksomheder skal mindst en tredjedel af ledelsen varetages af repræsentanter for det offentliges interesser."

Ved fremsættelsen af forslaget begrundede ordføreren for forslagsstillerne (Poul Dam) forslaget på følgende måde:

„Gennem en ikke helt kort årrække har man i offentligheden drøftet spørgsmålet om økonomisk demokrati eller demokrati på arbejdspladsen, som det ofte benævnes. De fleste i det moderne samfund er sikkert enige i, at der her er et problem, som ikke kan afvises, og at det er ved at blive uholdbart, at virksomhedsledelsen i langt de fleste tilfælde er knyttet alene til kapitalbesiddelsen. De beskæftigede, som gennem deres arbejde frembringer virksomhedens produktion, og hvis sikrede eksistens er afhængig af virksomhedens ve og vel, er så at sige overalt helt uden indflydelse på beslutningsprocessen i virksomhederne og har kun en meget begrænset eller helt indirekte indflydelse på deres egne arbejdsforhold. Med nutidens oplysningsniveau og med den ansvarlige holdning til omverdenen, som tilstræbes på alle andre områder, er denne uselvstændighed for de beskæftigede med til at ødelægge den naturlige arbejdsglæde og dermed også på den ene side grundlaget for den ønskelige produktionsfremgang, på den anden side den menneskelige basis for en harmonisk og indholdsrig tilværelse. Det er under disse vilkår ikke muligt at sikre en stabil fremgang for samfundet som helhed, ligesom fremmedgørelsen i arbejdslivet virker opløsende på det demokratiske samfundssystem.

Forslagsstillerne ser ingen vej frem i noget af de talrige forslag, der tilsigter at give de beskæftigede adgang til at blive medejere af virksomhederne gennem kapitalbesiddelse, og må direkte advare mod forslag, som går ud på at give lønmodtagernes organisationer indflydelse via kapitalbesiddelse, idet man herved ikke opnår noget som helst i retning af at give de beskæftigede et reelt medansvar for deres egen arbejdsplads. Lønmodtagernes medindflydelse må være direkte, og den må hvile på det forhold, at de yder en indsats netop som lønmodtagere. Det er iøvrigt alene på grundlag af dette princip muligt at finde en løsning, der kan anvendes såvel i virksomheder af traditionelt kapitalistisk type som i selvejende institutioner, offentlige virksomheder og andre organisationsformer.

Det her fremsatte beslutningsforslag indeholder ikke en fuldt færdig og i alle detaljer udarbejdet løsning på de mange enkeltproblemer, som rejser sig i denne forbindelse. Det går derimod ud på en opfordring til regeringen om at udarbejde de fornødne lovforslag på grundlag af visse principper.

Det første af disse har jeg allerede motiveret. Det er princippet om, at kapitalen og lønarbejdet skal repræsenteres i enhver virksomhedsledelse i forhold til deres bidrag til det samfundsmæssige udbytte af virksomheden. På basis af en rentefod på 10 pct. er de forholdstal, der skal sammenholdes i denne forbindelse, sat til henholdsvis den investerede kapital og et tal, der fremkommer ved at gange den udbetalte lønsum med ti.

For mange almindelige erhvervsvirksomheder vil denne beregning være tilstrækkelig for at afklare fordelingen af indflydelsen på ledelsen. I andre tilfælde vil der imidlertid herudover være behov for en direkte repræsentation af det offentliges interesser. Det gælder således virksomheder, hvis indtægter helt eller delvis hidrører fra det offentlige, og det gælder virksomheder, som har særlig betydning for samfundsøkonomien, og hvis forhold reguleres af lovgivningen. Som eksempler kan fra den første gruppe nævnes statsbanerne, tekniske skoler og børnehjem, fra den anden gruppe banker og forsikringsselskaber.

Gennem disse enkle principper er det muligt at sikre en ansvarsfordeling overalt i samfundet, som giver alle interesser en rimelig indflydelse, og som først og fremmest skaber den for ethvert samfundsmæssigt fremskridt i vor tid nødvendige samhørighed mellem de beskæftigede og arbejdspladserne."

Ved 1. behandlingen udtalte arbejdsministeren (Lauge Dahlgaard), at det var et tilfælde, der lignede en tanke, at forslaget var fremsat samme dag, som folketinget vedtog en dagsorden, der bl. a. opfordrede regeringen til at tilskynde arbejdsmarkedets hovedorganisationer til at indgå ny aftale om samarbejdet på de enkelte virksomheder og til i fornødent omfang at fremme gennemførelsen heraf ved lovgivningsmæssige foranstaltninger.

I socialistisk folkepartis forslag var samarbejdet på arbejdspladsen snævert anskuet som et ansvar specielt for virksomhedsledelsen. I forslaget tog man endvidere afstand fra tanker om at basere økonomisk demokrati på arbejdspladsen på de beskæftigedes medejendomsret og kapitalbesiddelse, herunder tog man specielt afstand fra at give lønmodtagernes organisationer indflydelse ad denne vej.

Ministeren var enig i adskilligt af dette. Han var således enig i at tage afstand fra organisationsejede fondsdannelser af den art og med det sigte, som senest havde været diskuteret på grundlag af tidligere statsminister Viggo Kampmanns tanker. Han frygtede, at resultatet kunne blive en forening af organisationsmæssig og økonomisk magt, der i praksis ville få såre lidt med demokrati at gøre. Derimod mente ministeren — i modsætning til socialistisk folkeparti — at udbyttedeling og medejendomsret praktiseret indenfor rammerne af den enkelte virksomhed kunne være virksomme midler i bestræbelserne for at udbygge et trivselbefordrende og demokratisk samarbejde mellem virksomhedsledelse og arbejdstagere.

Alt i alt fandt ministeren ikke, at forslaget frembød et realistisk grundlag for løsning af problemerne omkring arbejdspladsdemokrati og økonomisk demokrati, selvom det indeholdt interessante enkeltheder.

Også ordførerne for regeringspartierne fandt visse punkter i forslaget tilforladelige, men måtte dog afvise forslaget, fordi man ikke mente, at den foreslåede løsning var rigtig.

Såvidt Erling Dinesen (S) kunne forstå, var forslagsstillerne nærmest kommet til det stik modsatte resultat af det, der gives udtryk for i LO-betænkningen om demokrati på arbejdspladsen og oprettelse af virksomhedsnævn. Han opfattede forslaget på den måde, at SF tog afstand fra den økonomiske demokratisering i erhvervslivet, som han anså for at være en af 1970 ernes allervigtigste politiske opgaver. Spørgsmålet var vel, om lønmodtagerne opnåede virkelig medbestemmelsesret, før de havde opnået medejendomsret og dermed større lighed i indkomst- og formuefordelingen. Hans fornemmelse var iøvrigt, at man burde afvente resultaterne af de forhandlinger mellem LO og arbejdsgiverne, der nu ville blive indledt.

Kjær Rasmussen (VS) karakteriserede forslaget som et forsøg på klasseforbrødring i bedste dansk samling-stil, og en sådan forbrødring fandt han hverken mulig eller ønskelig. Ville man fremme en socialistisk udvikling, måtte man gå en helt anden vej — ved at skabe aktivitet på arbejdspladserne. Man måtte afdække klassemodsætningerne i stedet for at tilsløre dem.

Også Hanne Reintoft (DK) afviste forslaget. De principper, forslaget indeholdt, var færdigdiskuteret for længst, og ved at komme med dem ydede man blot et bidrag til arbejderbevægelsens triste erfaringer om, hvor hurtigt højreafvigelser førte ud i den fuldstændige principløshed.

Efter 1. behandlingen henvistes forslaget til behandling i et udvalg, som dog ikke afgav betænkning over det.