Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag om ændringer i lovgivningen vedrørende forsikringsselskaber, pensionskasser, begravelseskasser m. v., således at disse selskabers midler efter en kortere overgangsperiode udelukkende skal kunne anbringes i
a) obligationer udstedt af eller garanteret af den danske stat,
b) obligationer udstedt af danske kreditforeninger og hypotekforeninger eller af andre danske finansieringsinstitutter med særlig offentlig godkendelse,
c) indlånsbeviser i danske banker og sparekasser samt
d) fast ejendom og inventar, der ejes af og overvejende anvendes af selskabet (kassen) selv eller dermed samarbejdende selskaber (kasser) af samme art."
Forslaget fremsattes i folketinget sammen med forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af Danske Erhvervs Investeringsfond og forslag til folketingsbeslutning om statslig kvalitetskontrol af industrieksport. Disse tre forslag indgik i et kompleks af lovforslag og beslutningsforslag, som socialistisk folkeparti fremsatte som sit bidrag til debatten om den økonomiske situation.
Om den bredere baggrund for fremsættelsen af forslagene henvises til omtalen af forslaget til ændring af lov om Danmarks Nationalbank, se side 507.
Nærværende forslag svarede til punkt 1 i det forslag til folketingsbeslutning om en forsikringsreform, som medlemmer af socialistisk folkeparti fremsatte den 27. februar 1969 (folketingsårbogen 1968-69 side 671), men var dog ændret både redaktionelt og reelt, under hensyn til at forslaget skulle ses i sammenhæng med andre forslag vedrørende realkredit og kapitalmarked.
Ved 1. behandlingen behandledes samtlige de af socialistisk folkeparti fremsatte forslag vedrørende den økonomiske situation og kapitalmarkedsproblemer under ét.
Om regeringens og ordførernes indstilling til det fremsatte forslagskompleks som helhed henvises til omtalen af forslag til lov om Danmarks Nationalbank.
Om nærværende lovforslag udtalte økonomiministeren (Nyboe Andersen), at han ikke kunne se, der var noget behov for at ændre de nuværende placeringsbestemmelser, idet de i forslaget omtalte institutioner jo i forvejen placerede den altovervejende del af deres midler i obligationer.
Heller ikke Ivar Nørgaard (S) kunne tiltræde forslaget, som han fandt mindre velbetænkt. Kun hvis der kunne tilvejebringes værdifaste obligationer, og disse kom til at indtage en dominerende plads på obligationsmarkedet, ville der være fornuft i forslaget. Ellers ville det være en forringelse i forhold til den nuværende situation. Det ville have til følge, at forsikringsselskabernes bonus blev mindre, eller at præmien blev højere, hvilket ville være til skade for lønmodtagerne.
Også regeringspartiernes ordførere fandt, at en gennemførelse af forslaget ville være til skade for de forsikrede, hvis man fratog selskaberne mulighederne for en delvis inflationsdælming ved anbringelse i fast ejendom, aktier m. v.
Derimod fandt Hanne Reintoft (DK), at forslaget næppe kunne give anledning til principielle betragtninger af særlig rækkevidde. Det burde være en selvfølge, at de omhandlede midler burde anbringes så sikkert som muligt og næppe burde anvendes f. eks. til køb af aktier i enkeltvirksomheder.
Efter 1. behandlingen henvistes samtlige 11 forslag til behandling i folketingsudvalg — det senere såkaldte realkreditudvalg. Dette udvalg afgav dog ikke betænkning over forslagene.